HVORFOR LENO OG FORSVARET KOMMER TIL AT OPLEVE FORBEDRING

Den nye Arsenal-træner Mikel Arteta har offentliggjort sin trænerstab, der blandt andet består af den spanske målmandstræner Inaki Cana Pavon, som kommer til fra Brentford efter tidligere også have været i danske FC Nordsjælland. Den nye målmandstræner er godt nyt for Arsenals målmænd og forsvar, hvilket vi ser nærmere på i følgende indlæg.

Mens Arsenal har underpræsteret igennem næsten hele sæsonen, har Arsenals tyske førsteskanse Bernd Leno holdt et solidt og højt niveau.

Tyskeren er således den målmand i hele Premier League, som har disket op med flest redninger i indeværende sæson, nemlig 73. Selvom det måske kan virke opløftende med en stærk målmand, er tallene desværre også et bevis på det manglende niveau i vores bagerste geled, hvor Leno tildels også må sig se medskyldig. 

I et nyligt interview med det amerikanske medie The Athletic blev den tidligere Invincible-målmand Jens Lehmann spurgt ind til Bernd Leno og sin tyske landsmands styrker og svagheder. Mens Lehmann selv var en temperamentsfuld spiller fremstår Bernd Leno mere som et mere afslappet gemyt på en fodboldbane, og i netop dette aspekt ønsker Lehmann at se Leno gøre mere væsen af sig i forhold til sine forsvarsspillere.

“Nogen af hans redninger er meget imponerende, må jeg sige, men det virker som om han ikke organiserer så meget. Han er meget sød og venlig. Han er stille. Som målmand skal du organisere, når dine forsvarsspillere ikke kan. Jeg håber, han lærer det snart.”, mener Lehmann.

Forsvarsspillet afhænger også af målmanden

Lehmann pointerer hermed, at målmanden også har en væsentlig aktie i sit forsvars præstationer. Af denne grund er det glædeligt, at Arsenals nye træner Mikel Arteta  har hentet en ny målmandstræner til klubben, der arbejder ud fra samme forståelse af målmandsspillet som Lehmann. 

44-årige Inaki Cana Pavon er blevet hentet ind fra en anden London-klub Brentford FC, hvor han siden sommeren 2018 har været målmandstræner for danske Thomas Franks mandskab. Før dette var spanieren målmandstræner for danske FC Nordsjælland, der kun har rosende ord til overs for spanieren.

Med den højeste målmandstræneruddannelse i Spanien og UEFA A-licens for målmænd i bagagen roses Cana også for at være en moderne målmandstræner, der især har fokus på målmændenes eksplosivitet og kommunikation. 

Teknisk direktør i FC Nordsjælland har udtalt til FC Nordsjællands hjemmeside, at Cana forlanger konstant udstråling og kommunikation fra sine målmænd. Cana selv mener, at man tidligere fokuserede meget på målmændenes reaktion, mens det i dag handler i højere grad om at udvikle målmænds anticipationsevner. Evnen til at kunne foregribe og forudsige situationer. Evnen til at læse spillet, kommunikere og bruge sit kropsudtryk positivt på banen. 

Cana kommer derfor med stor sandsynlighed til at arbejde på disse elementer i både Lenos og Emiliano Martinez´ spil, hvor det nok især kan komme Lenos lidt for rolige gemyt til gavn. Med tyskerens præstationer in mente burde den blonde shotstopper da hellere ikke være bange for at have sit på det tørre, når det kommer til at råbe ud og kommunikere til sit forsvar. 

Arsenal har ikke alene brug for et kommanderende og konsekvent forsvar, men også en målmand, der supplerer sine redninger og reflekser med stor tilstedeværelse og kommunikation. Evner, der med sikkerhed kommer til at blive forbedret på frem mod og efter afslutningen på denne sæson. 

Indkøbskurv