Efter at havde siddet i pole position til fjerdepladsen, måtte Arsenal efter to afgørende nederlag sande, at det nok ikke bliver til Champions League-deltagelse i næste sæson. Men den massive skuffelse over udsigten til ikke at blive nr. 4 opsummerer netop fortællingen om den fremgang Arsenal, trods alt har haft i denne sæson.
Mandag aften var på alle måder en sæsonfinale for Arsenal, som havde skæbnen om fjerdepladsen i egne hænder. Efter nederlaget til Tottenham torsdag aften, skulle der svares tilbage med en reaktion der var Champions League værdig. Det ene hold havde intet at spille for, hvor det andet derimod havde alt at vinde, men samtidig også alt at tabe.
Ret hurtigt stod det klart, at det skulle blive en lang og skuffende aften for Arsenal. Newcastle kom buldrende. Båret frem af et tændt hjemmepublikum, satte de sig på kampen fra start. Arsenal fik ikke et ben til jorden, og hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro at det var Newcastle, som havde en Champions League-plads at spille for. Men det var det ikke. Det var Arsenal.
Tydeligt tynget af presset og opgaven fik Arsenal aldrig gjort det til deres kamp. Det gjorde Newcastle derimod, som spillede frigjort og uden pres for at lave personlige fejl. Og lige netop dét. Presset for at lave en fejl, der kunne få konsekvenser, var dét, der tyngede Arsenal. Fjerdepladsen stod lige foran næsen på os, lige til at gribe. Men det der nogle gange sker, når man kan opnå eller vinde noget, er at frygten for at tabe sætter sig for tænk nu, hvis det ikke lykkes alligevel. Og bliver man først bange for at tabe, så bliver man også bange for at vinde. I den tilstand glemmer man det fundamentale i spillet. Alt bliver nulstillet, og man prøver blot at følge med, mens tankerne om konsekvenserne sætter sig fast i hovedet. I mandags sad Arsenal godt grundigt fast i den tilstand.
Bange for at vinde tabte Arsenal fortjent 2-0. Skuffelsen over at miste serveretten til top 4 var og er stor, men endnu mere skuffende var præstationen. At præstere så dårligt når alt skal afgøres er bare tæt på utilgiveligt, som Granit Xhaka efterfølgende også sagde i sit post-matchinterview.
Skuffelsen fortæller os alt om den positive fremgang
Nederlaget var svært at sluge i nederlagets stund. At være så tæt på muligheden for Champions League, for så at smide det væk på den måde, er svært at finde positive nuancer i. Men efter kampen slog det mig, at den massive skuffelse, jo alligevel fortæller mig om den fremgang Arsenal trods alt har haft denne sæson.
For allerede inden kampen kunne man mærke en nervøsitet og spænding, som man alt for sjældent har haft de seneste år. Det skal man huske at nyde, for det betyder, at vi er tilbage i den sjove ende.
At vi i runde 37 skal spille sæsonfinale om at komme med i Champions League står i skærende kontrast til sæsonen før, hvor vi mødte Crystal Palace på et halvtomt Selhurst Park, uden noget som helst at spille for. Følelsen af at være ved at gå over af nervøsitet slår til hver tid den tomme følelse og følelsen af at være ligeglad, som har fyldt alt for meget de seneste sæsoner. Den følelse er nu væk, fordi vi er tilbage hvor det er sjovt. Tilbage hvor der er noget på spil. Tilbage hvor gevinsten er stor og skuffelsen ligeledes.
Derfor fortæller skuffelsen også historien om det her Arsenal-holds udvikling og fremgang gennem denne sæson, og især i sammenligning med de to forrige. Fra en 8. plads til en 5. plads i denne sæson er vel det klareste bevis på fremgang. Tabellen lyver aldrig, er der nogen der siger.
Snakken om forventninger og ambitioner
Havde vi Arsenal-fans fået at vide inden sæsonen, at vi ville blive nr. 5 og være med helt til slut i kampen om top 4, så ville langt størstedelen af Arsenal-fans havde solgt den på stedet. Specielt med tanke på forrige sæsoners lavpunkter. Så er der snakken om, at en klub som Arsenal altid som minimum skal sigte efter at blive nr. 4. Og det er bestemt ikke forkert, men i den snak smelter forventning og ambition ofte sammen, og det giver ofte grobund til gnidninger i fanbasen på sociale medier. Det er synd for vi ønsker jo alle, at Arsenal skal tilbage til toppen hurtigst muligt.
Forventninger handler om at forvente eller formode om, hvordan noget vil ske i en nær fremtid, hvor ambitioner handler om at opnå et givent svært tilgængeligt mål. Så man kan eksempelvis sagtens have ambitioner om top 4, men kun forventninger om minimum top 6. En forventning er også ofte sat ud fra en kontekst og ud fra hvad man mener er realistisk at nå inden for den givne fremtid, hvor ambitionen er der hvor man gerne vil hen, og for at komme derhen, er der forventninger som skal indfries undervejs. Derfor går ambitioner og forventninger også hånd i hånd, men de er ikke det samme.
Det kan derfor undre, når nogen påstår at store fodboldklubber har lave ambitioner. Alle klubber sætter høje ambitioner. Alle. Det handler om, hvordan man bygger vejen derhen til at indfri sin ambitioner samt hvilke forventninger, man sætter sig for undervejs. Det er dét, som i høj grad afgør om man når sin ambition eller ej.
Mine ambitioner for Arsenal er og har altid været at vinde titler og spille med i Champions League hvert år. Min tvivl eller utilfredshed med en træner, sportsdirektør, hold osv. kommer når jeg ikke længere kan se vejen til at indfri ambitionerne, og når forventningerne stopper med at blive indfriet. Derfor tabte jeg tilliden til Unai Emery, Raul Sanllehi og ja, selv Arsené Wenger.
Alt mulig grund til at være fortrøstningsfuld
De fleste Arsenal-fans havde nok en forventning om, at Arsenal skulle tilbage i Europa, forud for denne sæson. Personligt var der en forventning om ca. 70 point, som gennem de sidste ti år gennemsnitligt har været det pointantal der skal til for at komme i Champions League, og med den forventning var dét at komme tilbage i Europa ligesom også en forudsætning. Derudover var der også en forventning om en positiv spillemæssig udvikling. Begge forventninger er, i min optik, blevet indfriet denne sæson.
Når det er sagt, så har Arsenal i indeværende sæson tabt alt for mange kampe, lukket alt for mange mål ind, skuffende resultater i pokalturneringerne og generelt har bundniveauet stadig været et presserende problem for Mikel Arteta. Det har på ingen måde været en perfekt sæson, men samtidig har Arsenal også rykket sig på rigtig mange parametre. Vi har vundet flere kampe, vores topniveau er kommet op på et langt højere niveau og man kan vel næppe bede om et klarere tegn på fremgang end når man kigger på tabellen. Vores topniveau så vi, da vi havde vores bedste elleve til rådighed over en længere periode i efteråret og vinteren. Desværre, så var det ofte reglen end undtagelsen, at det havde vi ikke. Arsenal har spillet for mange kampe, hvor vi har skulle forvente alt for meget af spillere, som ikke har niveauet. Tænk hvad det ikke kunne være blevet til, hvis vi havde haft vores foretrukne startellever til rådighed i flere kampe.
Men det falder også ind i fortællingen om, hvor Arsenal står henne i projektet. Truppens størrelse og kvalitet i bredden ser ud til at blive hæmskoen for Champions League-deltagelse i denne omgang. En femteplads er objektivt set stadig flot og en klar fremgang. Og man bliver jo ikke nr. 5 i en liga, hvor alle møder alle, fordi nogle af de andre har været dårlige. Nej, Arsenal bliver nr. 5, fordi de har fået point nok, til som minimum at slutte som det femtebedste hold. Vel og mærke som det yngste hold i rækken.
Derfor er der bestemt også grund til at være fortrøstningsfuld for denne sæson, til sommerens transfervindue og næste sæson, på trods af at sæsonen sandsynligvis kulminerer i skuffelse. Men skuffelsen over ikke at blive nr. 4 fortæller trods alt en fortælling om fremgang.