Mindre end 24 timer resterer af denne sommers transfervindue, og stadig hersker der mange ubekendte på transferområdet for Arsenal. Vi ser nærmere på tre scenarier for, hvordan afslutningen på transfervinduet kan komme til at se ud for The Gunners.
Af Mads Adam Wegener
Mikel Arteta sendte Arsenal-fans på sommerferie med ordene om at ville lave en stor overhaling af sidste års og ikke vise nogen form for barmhjertighed i processen. ”Der er ingen tid at spille, og der er meget at lave.” Og med kun få timer tilbage af transfervinduet virker der stadig til at være meget at lave for spanieren og sportsdirektør Edu. For selvom Arsenal har haft udmærket succes med at hente spillere til klubben, har klubben været i store problemer, når det kommer til at få skippet spillere videre. Efter at have brugt store transferbeløb på spillere som Ben White og Martin Ødegaard, har Arsenal også forsøgt at skovle nogen penge ind i klubkassen, dog uden held.
I et marked præget af coronakrisen og flere klubber i finansielle problemer har det været svært for Arsenal at skubbe sine løntunge spillere permanent videre i systemet. Låneaftaler har været hyppige, og det er nok også, hvad Arsenal kommer til at satse på i løbet af transfervinduets sidste dag. Arsenal har ikke alene desperat brug for at komme af med spillere for at opnå indtægter og holder sit lønbudget stabilt, men også for at holde en nogenlunde homogenitet i spillertruppen. Vi ser nærmere på tre forskellige scenarier for, hvordan Arsenal kan tage sig ud på transfervinduets sidste dag.
Det nødvendige scenarie
Som minimum bør der forventes tre afgange i løbet af i dag. Allerede i går aftes fik Arsenal dog skudt i gang i deres aktiviteter ved at lade Willian gå fri af sin kontrakt. Brasilianeren agter at komme i betragtning til næste års VM-slutrunde og efter manglende bud fra europæiske klubber, vender kantspilleren nu tilbage til sit hjemland, hvor Sao Paulo-klubben står klar med fast spilletid til deres tidligere profil. En anden spiller, der også ser ud til at have afklaret sin fremtid er Reiss Nelson, der i løbet af de næste 12 måneder skal tørne ud for hollandske Feyenoord. Trods et indhop mod Brentford i første sæsonkamp er Nelson ikke i nærheden af Arsenals startellever, og evighedstalentet har derfor godt af at få kickstartet sin karriere andetsteds.
En spiller, der ligeledes desperat har brug for nye græsgange er Hector Bellerin, der allerede inden transfervinduets start havde gjort det klar over for sin agent, at spanieren ønskede en ny udfordring efter mere end ti år hos The Gunners. De spanske klubber Real Betis, Villarreal og FC Barcelona virker til at være de mest realistiske bud, ligesom det højst sandsynligt kun kommer til at være en låneaftale.
Kort før transfervinduets afslutning har Hale End-udviklede Ainsley Maitland-Niles også gjort sig bemærket ved offentligt at gå i konflikt med Arsenal via et opslag på Instagram, hvor englænderen gav stærkt udtryk for sin frustration over ikke at kunne forlade Arsenal. Everton har ellers angiveligt tilbudt at tage Maitland-Niles på lån for sæsonen, men Arsenal har indtil videre afvist tilnærmelserne fra Liverpool-klubben. Det kan dog ikke være i interesse for hverken Arsenal eller den alsidige englænder at blive i klubben, og derfor kalder situationen presserende meget på et skifte. Samtidig er den højrefodede Maitland-Niles dog et muligt alternativ til højrebacken for Arsenal, selvom han tidligere kun har spillet venstreback under Arteta.
Det optimale scenarie
Går alt op i en højere enhed for Arsenal, skal sportsdirektør Edu helst svede sit pæne jakkesæt fuldstændig igennem og skaffe endnu flere spillere af vejen end dem, der allerede er nødvendige at komme af med. Her tænkes der særligt på Runar Runarsson, Sead Kolasinac og Eddie Nketiah. De to sidstnævnte har begge kun 12 måneder tilbage af deres kontrakt og samtidig virker Nketiah til at være en af de få spillere, som vil kunne fremskaffe en transfersum for Arsenal. Kolasinac løn på omtrent 120.000 pund om ugen vil også være god at komme af med for Arsenal.
Uden europæiske kampe i denne sæson er Arsenal forholdsvist godt besat på den centrale del af midtbanen, og derfor kan et farvel til Mohamed Elneny også komme på tale. Den hårdarbejdende midtbanespiller har tidligere været lejet ud til Besiktas, og Tyrkiet kunne meget vel igen blive endestationen for egypteren. Transfervinduet i Tyrkiet lukker først den 7. september og derfor haster denne handel ikke så meget, som andre.
Arsenal har i løbet de seneste to sommertransfervinduer også været aktive med at hente spillere ind og ud fra Arsenals åbning på sæsonen, virker holdet stadig til at skulle have brug for forstærkninger. Højrebacken er et presserende område for The Gunners, hvor spillere som Norwich´ Max Aarons, Brightons Tariq Lamptey Atletico Madrids Kieran Trippier og Ajax Amsterdams Noussair Mazraoui alle har været på tale.
Offensivt har Arsenal også set tynde ud i de første kampe uden Alexandre Lacazette og Pierre Emerick-Aubameyang. Med afgangen af Willian kan Arsenal komme til at stå med for få offensive skyts, og derfor kan en offensiv tilgang også komme på tale. Houssem Aouar er en oplagt kandidat, der både kan dække ind på 8 – og 10´er-positionen. Franskmanden ser samtidig ud til at kunne lejes fra Lyon, der kun har papir på Aouar et år endnu.
Det realistiske scenarie
Det er svært at erindre, hvornår Arsenal havde et fuldstændig perfekt transfervindue, der dog nok er sjældent for langt de fleste klubber. Transfervinduet kommer heller ikke til at være fejlfrit i denne omgang med så mange spillere uden fremtid i Arsenal, som højst sandsynligt ikke når at blive sendt tidsmæssigt afsted.
Realistisk set er det derfor nok følgende aktivitet vi kommer til at se på transfervinduets sidste dag.
Afgange: Reiss Nelson, Hector Bellerin, Eddie Nketiah, (Maitland-Niles)
Tilgange: (Potentiel højreback)
Bekræftet: Willian
Willian er væk og Reiss Nelson-handlen er så godt som i hus. Og selvom det ikke er højst nødvendigt, er Arsenal i sidste ende nok nød til at lade sig friste af en transfersum for Eddie Nketiah, ligesom Hector Bellerin er at finde i Spanien, når vi går ind i september. Spændende bliver det med Maitland-Niles, hvis fremtid nok kommer til at afhænge af Arsenals held med at hente en ny højreback. Arteta vil gå langt for at hente en ny højreback, men må også være forberedt at gå slukøret fra kontoret i London Colney i de sene nattetimer. Hvis Arsenal dog formår at hente en højreback, forventer jeg at klubben vælger at enten udleje eller sælge Maitland-Niles. For selvom situationen omkring Maitland-Niles er anspændt, kan Arsenal i sidste ende føle sig nødsaget til at hive midtbanespilleren med i faldet, uanset hvor presserende et ønske Maitland-Niles har for at skifte.