I november 2003 tørnede Arsenal og italienske Inter Milan sammen i næstsidste gruppekamp i Champions Leagues gruppe B. Arsenal var blevet spillet baglæns ud af banen i det første opgør på Highbury, med et nederlag på hele 0-3. Og efter det store nederlag i første kamp havde en uafgjort ude mod Lokomotiv Moskva, et nederlag i Kiev og et sidste minuts sejrsmål fra Ashley Cole hjemme mod Kiev efterladt Arsenal med 4 point for 4 kampe, og en målscorer på 2-5. En sejr mod Inter var derfor det eneste resultat der betød noget, hvis Arsenal skulle videre fra puljespillet.
Inters gyldne årgang:
Det var et Inter-hold af en kaliber, man næppe har kunne opleve inden for de seneste par sæsoner. Mellem stængerne stod den italienske landsholdmålmand Francesco Toldo, og foran ham lå en af de stærkeste firebackkæde, italiensk fodbold har kunne byde på med Fabio Cannavaro, Ivan Cordoba, Marco Materazzi og Javier Zanetti. På midtbanen havde de både Sabri Lamouchi, Cristiano Zanetti og Emre Belözoglu. Sidstnævnte blev dog i returopgøret erstattet af Jeremy Brechet som en ekstra midterforsvar i stedet. Og forrest lå der en vanvittig farlig trio i Andy van der Meyde, Obafemi Martins og Christian Vieri. Det var da heller ikke uden grund at dette Inter-hold var blevet to´er i Serie A-sæsonen forinden, og havde spillet sig i semifinalen i Champions League.
Der ulmede dog problemer i kulissen. Inter havde startet sæsonen dårligt, og Héctor Cúper, som stod på sidelinjen i den første kamp blev fyret. I stedet stod Alberto Zaccheroni på sidelinjen, da Arsenal gæstede San Siro i returen. Inter havde efter sejren på Highbury også triumferet mod Kiev hjemme. Derfra bød det dog på et nederlag ude og en uafgjort hjemme mod Lokomotiv Moskva. Inter kunne dig stadig selv afgøre deres skæbne med en sejr mod Arsenal, og selv med en uafgjort ville de kunne tage til Kiev i sidste runde og spille sig videre med endnu en uafgjort.
Arsenal stillede op med følgende startopstilling
Lehmann
Cygan – Campbell – Toure – Cole
Edu – Parlour – Pires – Ljungberg
Henry – Kanu
De indledende minutter
Arsenal indledte kampen forsigtigt men med meget boldbesiddelse. Inters opstilling var meget defensiv, hvilket gav os massere af plads til at køre bolden rundt. Det blev dog ikke til mange chancer de første 25 minutter mod den solide defensiv. Efter 25 minutter slog Arsenal dog til.
Cygan erobrede bolden på egen bane halvdel og fire pasninger senere var det Edu, som fandt Ashley Cole med en motorvej i Arsenals venstreside. Efter en lille aflevering til Robert Pires fandt franskmanden sin landsmand Henry, som lavede en fiks et-to med Cole ,der havde fortsat sit løb, og efter en flad inderside afslutning i det ene hjørne stod kampen 1-0 til de røde fra nordlondon. Glæden skulle dog vise sig at vare kort.
Et dumt boldtabt på midten fra Ray Parlour, bare syv minutter senere, satte en Inter kontra i gang, og da Vieiris afslutning blev rettet af via Toure, og tog en blød bue henover en prisgivet Lehmann, stod kampen nu 1-1. Den stilling holdte ind til pausen, og udover en fornuftig åbning på kampen havde der ikke været meget for de medrejsende tilhængere af juble over.
Da San Siro kogte over
Det er ikke til at vide, hvad Wenger sagde til spillerne i pausen, men uanset hvad han sagde, så virkede det. For bare fire minutter inde i anden halvleg havde Ljungberg bragt Arsenal tilbage på rette spor, og scoret til 2-1. Cygan stødte op højt fra sin centerback position og erobrede bolden på et Inter-indkast. Den løse bold havnede hos Henry, der første satte Matterazi med et rapt fodskifte og derefter lagde den fladt ind i feltet til Ljungberg. Den lille svensker stod helt umarkeret og tog køligt et lille touch med højre, før han med venstre roligt lagde bolden ind bag en sprællende Toldo.
Kampen bølgede herefter frem og tilbage, uden at nogen for alvor fik sat sig på kampen. Den nye træner Zaccheroni havde dog ikke tænkt sig at give sig uden kamp, og med en halv time tilbage lavede han tre udskiftninger og sendte både Matias Almeyda og Julio Cruz på banen for at jage udligningen. Spørgsmålet var, om Arsenal kunne holde kampen ud og tage skalpen, eller om Inter ville æde sig tilbage i kampen og slukke det lille lys om videre Champions League-deltagelse, som var blevet tændt i Arsenal lejren.
De vildeste fire minutter
Med bare fem minutter tilbage var der højrøstede appeller fra Inter. Vieri smed sig i feltet og tog sig til anklen, men dommeren vinkede afvisende. Parlour var hurtig på returen, og sendte Henry i dybden, i en mand mod mand duel med Javier Zanetti. Efter en løbeduel over en halv bane trak Henry bolden tilbage i banen, og lagde an til sin signaturafslutning med indersiden over i det lange hjørne. Men den havde Zanetti tydeligvis studeret, for han dække den lynhurtigt af. Det stoppede dog ikke Henry, der med et hurtigt træk gik den anden vej mod baglinjen, og med venstre skøjten hamrede den fladt ind i det lange hjørne uden chance for Toldo.
Arsenal fansene gik amok, og stadium sydede. De rødhvide havde taget til San Siro og gjort det umulige. Men det skulle blive bedre endnu.
For bare tre minutter senere fandt Cole med en gedigen diagonalaflevering en helt fri Henry i højre side. Henry tog bolden med ind i banen på sin første berøring og lagde bolden mellem to mand til en fremadstormende Ljungberg. Svenskeren kunne dog lige præcis ikke nå bolden, hvilket forvirrede både Toldo og Cordoba, så bolden fortsatte igennem. Bagerst kom Edu så drønende og lagde den køligt i kassen med venstrebenet.
Ydmygelsen var dog ikke fuldendt. Blot minuttet efter blev den indskiftede Aliadiere sendt i løbeduel med Brechet. Den kom franskmanden stærkest ud af. Brechet røg på røven, og Aliadiere satte kursen direkte mod mål. Toldo blev fanget lidt på mellemhånd og gik først tilbage og så frem. Da han nåede Aliadiere, lagde han helt roligt bolden til siden, hvor Pires var kommet til. Han tog først et fint træk forbi Cordoba, og vandt så derefter lidt heldigt bolden i en duel med Javier Zanetti, inden han med venstre kunne lægge kuglen i nettet. Arsenal havde scoret tre mål på fire minutter, og på lystavlen stod der pludselig hele 1-5. Arsenal havde sat Inter så eftertrykkeligt på plads på selveste San Siro. Og selvom Arsenal senere skulle ryge ud til Chelsea i kvartfinalen af turneringen, var 5-1-sejren et af højdepunkterne i løbet af 2003-2004-sæsonen, som vist nok også blev mindeværdig af mange flere grunde.