Datoen er 17. maj, året er 2014, det er 3.283 dage og 512 fodboldkampe siden, at Arsenal sidst løftede et stykke sølvtøj. Modstanderen er Hull City, scenen er Wembley Stadium og 120 minutters fodbold senere vil denne kamp gå direkte ind i Arsenal-historien, som enden på ni års længsel efter trofæer.
21. maj 2005. Arsenal slår Manchester United i FA Cup-finalen efter straffesparkskonkurrence. Anfører Patrick Vieira sparker det afgørende straffespark ind bag Roy Carroll, og Arsenal løfter sit tiende FA Cup-trofæ. Det er en vidunderlig dag i Cardiff, men det er også dagen der bliver referencepunkt ni år ud i fremtiden. Arsenals sidste trofæ.
We almost lost to Wigan
Arsenal har ikke vundet noget i tre år. Arsenal har ikke vundet noget i fem år. Arsenal har snart ikke vundet noget i ti år! Presset blev kun større som årene gik, og Arsenal stadig ikke formåede at hente sølvtøj til klubben. Og det var da også lige før, at FA Cuppen i 2014 ikke blev kanonrød. I semifinalen mod Championship-klubben Wigan skulle man helt ud i straffesparkskonkurrence for at overhovedet at avancere. En kamp, hvor Arsenal også var bagud i regulær spilletid. Den helt store helt blev målmand Lukasz Fabianski, som reddede Wigans to første spark. Men samtidig var det også her, at legenden om Kim Källström blev født. Svenskeren havde stort set ikke set banen i løbet af foråret, da man lejede ham med en rygskade, der holdt ham ude i tre måneder. Men da manager Arsène Wenger satte sin lid til ham, tilbagebetalte han troen med et velplaceret spark. Tre spark senere kunne Santi Cazorla afgøre slagets gang. Arsenal var i finalen, et skridt fra at ende ørkenvandringen.
Same old Arsenal…
Det er ingen hemmelighed, at Arsenal var enorme favoritter til at vinde FA Cuppen, allerede fra semifinalerne. I den anden kamp havde Hull City sikret avancement mod Sheffield United, der dengang var i League One. Så forventningerne var klart, at Arsenal skulle løfte sit FA Cup-trofæ nummer 11. Men som det ofte er med Arsenal, skulle det absolut være den svære vej til succes.
Startopstillingen
Kampstart. Dommer Lee Probert fløjter kampen op og stadion begynder at summe. Forventningsfulde Arsenal-fans og spændte Hull-supportere har fyldt Wembleys klapsæder til randen. Wengers 11 udvalgte er semifinalehelten Lukasz Fabianski, den sikre stopperparring Per Mertesacker og Laurent Koscielny, de hårdtarbejdende backs Bacary Sagna og Kieran Gibbs, kaptajn på dagen Mikel Arteta, ved siden af Aaron Ramsey, med de kreative hoveder Santi Cazorla og Mesut Özil foran sig og ikke mindst skarpskytterne Lukas Podolski og Olivier Giroud. Klar fra start! Eller det var de så ikke.
Blot fire minutter inde i kampen får Hull City et hjørnespark, som bliver sparket svævende mod en spiller udenfor feltet. Tom Huddlestone forsøger et direkte spark, der lidt kejtet ender hos James Chester, som er helt umarkeret i Arsenals felt. Herfra kan han let og elegant sætte foden på bolden og dirigere den over i det fjerneste hjørne ude af Fabianksis rækkevidde. 0-1. Chokstart! De undertippede er foran. Det smukke ved cupturneringer. David kan slå Goliat. Overskrifterne var allerede ved at blive klargjort. Men det skulle blive værre for The Gunners.
Blot fire minutter senere er den gal igen. Hull City fremtvinger sig et frispark i Arsenals venstre side. Bolden bliver svunget ind i feltet hvor David Meyler kikser et hovedstød, efter at have vundet sin duel mod Sagna. Bolden triller ud for fødderne af Stephen Quinn, der sætter Ramsey med et par stepovers og driver mod baglinjen, for at slå endnu et indlæg. Igen står flere af Hulls spillere umarkeret. Først er det Hull City-manager Steve Bruces søn, Alex Bruce, der header bolden på stolpen. Fabianski er helt ude og kollidere med opstanderen, hvorfor han heller ikke når at komme op til riposten fra kaptajn Curtis Davies. 0-2. Kaos. Er det hele slut før det overhovedet er begyndt? Bekymringen begynder så småt at sprede sig blandt det røde publikum. Spillerne hænger med hovederne. Ikke igen!
En livlinje
Arsenal-spillerne får rystet den værste skuffelse af sig og begynder forfra. Koordineret, metodisk og mekanisk bevæger de sig langsomt længere frem på banen og vinder terræn. Der bliver ikke veget fra Wengers filosofi. Men der bliver aldrig skabt den helt store chance. Pludselig kommer åbningen.
Arsenal får et frispark. Det er langt ude fra. En distance, der mest af alt opfordrer til et indlæg. Cazorla stiller sig an sammen med Podolski. Bliver det tyskerens tordenfod eller spanierens lette touch? Cazorla tager tilløb. Men i stedet for det forventede elegante spark, hamrer han til bolden. Han sigter efter Allan McGregors side, væk fra muren. Og heldigvis har McGregor taget et skridt den forkerste vej i forventningen om et spark over muren. Han når ikke tilbage i tide og formår kun akkurat at skubbe bolden på undersiden af overliggeren. 1-2. Arsenal lever.
Resten af halvegen kontrolleres af Arsenal, uden at det bliver til enorme chancer. Og i sidste ende går holdene til pause ved stillingen 2-1 til Hull. Hull-supporterne er i godt humør og synger og danser på lægterne. Arsenals fans er mere afdæmpede. Der skal ske noget. Arsenal har ikke formået at åbne Hull City helt op i åbent spil. Holdene kommer ud fra omklædningsrummene igen og Lee Probert kan fløjte op til de sidste 45 minutter. Starten på halvegen er blot en gentagelse af slutningen på første. Arsenal i kontrol det meste af tiden og Hull City, der står dybt og kontrolleret i deres 5-3-1-1. De skal ikke nå noget, de har føringen. Efter en time laver Wenger den første taktiske indskiftning, da han sætter Yaya Sanogo på banen i stedet for Podolski. Et tydeligt formationsskifte, fra 4-2-3-1 til 4-4-2. Et tydeligt tegn på, at Arsenal ikke har kunnet udfordre Hull City nok i luften. Nu med to targetmen at sigte efter i feltet.
Med hovedet først
Ti minutter senere kommer udligningen endelig. Endnu engang er det en standardsituation, der resulterer i en scoring. Cazorla sparker et hjørnespark ind mod Giroud, men bolden flyver over ham. Bagved vinder Sagna dog sin duel med Tom Huddlestone, og efter at bolden tager et par afretninger via forskellige hoveder, ender den for fødderne af en helt fri Koscielny, som sparker bolden i nettet. 2-2. Arsenal er kommet tilbage. Fansene kan mærke troen og håbet genopstå. Blot to minutter senere får Gibbs chancen for at lukke kampen. Han løber sig fri på venstre side, men hans skud sejler over målet. Også i tillægstiden får Arsenal en mulighed for at sikre sejren, men Giourds hovedstød bliver reddet af McGregor. Der må forlænget spilletid til. Kampen balancerer på en knivsæg.
Forlænget fest
Arsenal fortsætter tempoet i den forlængede spilletid. Hull City ser mere og mere trætte ud. Wenger bringer Jack Wilshere og Tomas Rosicky på banen for at sikre kreativiteten på midtbanen. De første femten minutter resulterer i et stolpeskud fra Giroud og et par usucessfulde afslutninger fra Ramsey. Først i den anden halvdel af den forlængede spilletid sker det endelige gennembrud. Wilshere spiller Sanogo i fødderne op gennem midten. Franskmanden fumler som altid med bolden og er ved at miste den. Men han formår dog, via en Hullspiller, at få afleveret bolden til Giroud, der har lavet et løb uden om ham. Giroud tager en berøring mod hjørneflaget, hvorefter han kækt støder den bagud med hælen til en velplaceret Ramsey, der kan tordne bolden i nettet med en strakt vrist. 3-2. Comebacket er fuldendt. Arsenal er foran. Ramsey falder til jorden, som skulle han lave sneengle i græsset. ”And Arsenal finally lead”, lyder det fra TV-kommentatoren. Fire minutter tilbage før ventetiden er ovre. Fire minutter til at timeren, der blev startet i 2005, bliver nulstillet.
I tråd med stilen skal der selvfølgelig en sidste pulsforøgelse til, før at Arsenals tilhængere får lov til at fejre triumfen. Indskiftede Sone Aluko fra Hull City får en gylden mulighed for at sende kampen i straffespark, da Mertesacker glider og efterlader en helt fri bane ned mod Fabianski. Sone Aluko runder Fabianski, der heldigvis har gjort vinklen så skarp, at det efterfølgende skud sniger sig forbi stoplen. Arsenals fans ånder lettet op. Det havde ikke været til at bære.
Lee Probert tager fløjten op til munden og slutfløjtet lyder. Den røde del af stadion eksploderer i ekstase. Arsenal har gjort det. The Gunners har vundet FA Cup´en, og trofæørkenvandringen er overstået. Thomas Vermaelen og Arteta løfter I fællesskab FA Cup-trofæet på Wembley. Arsène Wenger løfter endelig et trofæ igen, og Arsenal-fans over hele verden tørrer de værste tårer væk fra øjenkrogende. ”It’s happened again…”.
