Med U23-anfører og central midtbanespiller, Robbie Burtons afgang til Dinamo Zagreb, har der åbnet sig en dør til en plads i maskinrummet på Steve Boulds hold. En plads, der meget vel snart kan tilhøre det blot 17-årige nigeriansk-engelske fodboldtalent Miguel Azeez, som få har hørt om, men de fleste i Arsenal-hierarkiet har store forventninger til.
Arsenals akademi Hale End er nationalt anerkendt som et af de bedste akademier i England. Dette års førsteholdstrup tæller hele seks spillere fra Hale End: Ainsley Maitland-Niles, Joe Willock, Emile Smith Rowe, Reiss Nelson, Bukayo Saka og Eddie Nketiah. Og der er også spillere fra U23-truppen, der allerede har smagt lidt på spilletid med førsteholdet. Blandet andet Zech Medley, James Olayinka og Tyreece John-Jules.
I grænselandet mellem U23- og U18-holdet står teenageren Miguel Azeez. Den 17-årige midtbanespiller er spået en stor karriere i den røde trøje med kanonen på brystet, og han er så småt ved at gøre sig bemærket længere oppe i rækkerne. Førsteholdstræner Mikel Arteta har nemlig tilføjet den unge midtbanekreatør til Arsenals Europa League-trup. Det vil sige at Azeez potentielt kan være involveret i hjemmekampen imod Olympiakos i næste uge.
Dybtliggende playmaker
Miguel Azeez har indtil videre spillet som 6’er for U18-holdet, men ikke en klassisk boldvindende og hårdt tacklende 6’er. Azeez er en mere moderne defensiv midtbanespiller, der har sine forcer på bolden og som spilstyrer fra sine dybe position. Hans rolle minder meget om den Santi Cazorla havde under Arsène Wenger, en dyb rolle med kreativ frihed. Det viser sig også i Azeez’ spil, i og med at han godt kan lide at komme op omkring modstanderens felt.
Azeez leder altid efter afleveringen først. Der sidder en god skudfod på ham, men han foretrækker at spille sine holdkammerater fri med en velplaceret aflevering fremfor et dundrende langskud. Den unge englænder har et godt løbepensum, som også er nødvendigt i den position, han spiller. Han har en stor fysisk ramme for sin alder, hvilket gør at han passer godt på den defensive midtbane. Han vinder mange fysiske dueller, som giver boldbesiddelsen tilbage.
Den unge midtbanespiller er også en meget dygtig tekniker, hans vendinger minder meget om dem Jack Wilshere lavede, da han spillede i klubben. På den måde kan han tage tempoet lidt ud af kampen, men kombinationen af vendingerne og hans fysik, gør at han bedre kan vedligeholde boldbesiddelsen for holdet. Azeez dikterer tempoet for sit hold, og det er ham, der indleder opbygningen af angrebet.
Dog har Azeez visse mangler der gør ham sårbar, når han spiller på den defensive midtbane. Han har ikke den store defensive taktiske hjerne endnu og hans defensive placeringsevner lider under det. Han bliver nogle gange fanget for langt fremme på banen, fordi han så gerne vil deltage i spillet omkring modstanderens felt. Andre gange er han ude af sin position, fordi han bliver for boldfikseret. Fremadrettet kunne man forestille sig at rykke ham længere frem som 8’er.
U18-holdet benytter sig ikke af et forsvarsskjold på samme måde, som A-holdet gør med Torreira. Det vil sige at der ikke er den samme balance på holdet. Når Azeez kommer længere op i rækkerne, vil man nok spille ham ved siden af en mere defensivt orienteret makker. Det vil tillade Azeez at deltage mere i spillet omkring modstanderens felt uden at blive fanget for langt væk fra sin position på omstillinger. Han skal dog forbedre sig defensivt.
Fremtidsudsigter
Miguel Azeez er meget moden af sin alder. Allerede som 15-årig blev han rykket op for at spille på U18-holdet. Han bærer anførerbindet fra tid til anden og tager meget ansvar på banen. Han debuterede for U23-holdet i august sidste år og har været involveret i en håndfuld kamptrupper, senest imod Chelsea, dog uden at få spilletid. Han har også repræsenteret det engelske landshold på U16-, U17- og U18-niveau.
Han har spillet 25 kampe for U18-holdet over tre sæsoner og har i denne sæson spillet fuld tid i alle kampe, på nær én, som han har været involveret i. Han har i alt scoret tre mål og lavet fire assists i U18 Premier League over to sæsoner. Det er på ingen måde overvældende, men det er heller ikke forventeligt fra en spiller, der opererer på den defensive midtbane.
På den korte bane kan Miguel Azeez se frem til større involvering i U23-truppen. Han har allerede duftet til det, men Robbie Burtons afgang efterlader om ikke andet en ledig plads i kamptruppen. Med den interne tro, der er på Azeez’ talent, vil det ikke undre nogen, hvis det bliver ham, der får den ledige plads i Steve Boulds trup. Hvis han kan krydre det med et indhop eller to for A-holdet imod Olympiakos, eller måske mod Portsmouth, er han på rette vej i denne sæson.
Han skal naturligvis ikke forceres op gennem rækkerne, og det er ikke en spiller, der endnu er klar til at få sit gennembrud a la Bukayo Saka. Men Miguel Azeez er på rette vej, og alt efter hvad planen er for ham næste sæson, vil han gradvist blive en større del af planerne længere oppe i rækkerne. Mikel Arteta har allerede vist, at han ofte hiver unge spillere med til A-holdets træning, for at give dem en udfordring og samtidig analysere deres udvikling.
Der er ingen tvivl om, at klubben har en langsigtet plan med Miguel Azeez. Det unge talent er blot ved at tage sine første skridt som senior, han underskrev nemlig sin første professionelle kontrakt med Arsenal i september 2019. Forventningerne er høje internt i klubben, så nu er det op til Azeez selv at vise, at han fortjener tilliden og at han kan stå for presset. Hale End bliver ved med at levere talenter, så det gælder om at slå til, når chancen er der.