17. januar 2022

HENRYS WASSUP-JUBEL TRYLLEBANDT JONATHAN RICHTER

Mig og mit idol: I denne artikel fortæller forfatter og tidligere fodboldspiller Jonathan Richter om, hvordan Thierry Henry blev hans idol igennem en Budweiser-inspireret jubelscene, gadeattitude og ydmyghed.

Af Mads Adam Wegener

I mere end et årti igennem 90´erne og start nullerne stod kampen om den engelske fodboldtrone mellem Manchester United og Arsenal. En magtbalance, der blev ved med at tilte frem og tilbage og som skabte skarpe fanidentiteter i begge de røde lejre. Det store spørgsmål blandt kammerater i engelske, tyske, franske og danske skolegårde var; er du fan af The Gunners eller De Røde Djævle? For en ung Jonathan Richter var det simpelt at give et svar til sine venner. Den franske fodboldéner Thierry Henry var spydspids for Arsenal. Derfor var han selvfølgelig også Arsenal-fan. I en æra med de smukkeste guldtrøjer, Highbury i ryggen og sofistikerede boldtalenter på grønsværen var Henry alligevel et fænomen for sig selv, der ikke kunne give anledning til andet end fascination.

Og Jonathans fascinationen blev der særligt sat fut under, da Henry med et mål, der ikke tåler nok gentagelser. Og så selvfølgelig mod Manchester United.

”Det var så fedt, at efter han havde scoret det her vanvittige mål, at han bare teede sig som en åndsvag. Han tog ligesom sin hånd og gjorde som om han ringede i telefon og sagde, “Wassup”. Ligesom i den Budweiser-reklame, der kørte på daværende tidspunkt, hvor der hele tiden var en ny som tog telefonen og sagde, “Wassup”. Det synes jeg også bare var totalt sejt. Den var meget kult. Han vare bare sådan med på beatet og en sej person. Meget street, tror jeg.”

Naturlig ydmyghed og arrogance

Henry er for mange synonym med høje knæstrømper og funklende Nike Vapor-støvler. Den aspirerende Jonathan kunne da heller ikke lade være med at lægge mærke til . Det gjaldt dog ikke så meget om de ydre artefakter i Jonathans dyrkelse af Henry. Det var mentaliteten og resten af angriberens personlighed, som skabte  genklang i en ung Jonathan.

”Jeg tror bare, at jeg kunne identificere mig rigtig meget med hans tilgang til at ville gå forrest og ikke være bange for at svine dommeren til eller hjælpe sine medspillere på en konstruktiv måde. Og når han svinede dommeren til, var det altid på sådan en underspillet måde, høflig, men stadig arrogance omkring det. ’Du ved jo godt, at du har taget fejl’-attitude. Det synes jeg bare var rigtig sejt. Han var en rigtig lederfigur.”

Det var dog i høj grad også Henrys ydmyge sider som person, der gjorde ham til en favorit hos Jonathan. Fodboldens prestige forblændede aldrig den legendariske nummer 14.

”Jeg kunne huske, at jeg så en dokumentar, dengang hvor han var kommet til New York, hvor hans karriere var begyndt at falde, hvor han ligesom bare kørte rundt i metroen i Brooklyn, hvor han så bliver spurgt, hvorfor han som stor fodboldspiller benytter sig af metroen. Til det svarer han bare, “hvorfor skulle jeg ikke. Jeg er i en af de største byer i verden, selvfølgelig er det det, man gør.”

”Det er nok meget med til at sige, at det var dyrkelsen hele vejen op. En ting var fodboldspilleren, men han var også bare en person, hvor man tænkte, at hvis jeg skal være fodboldspiller, så bliver det meget svært at være lige så sej som ham der. Jeg blev bekræftet i, at der var en grund til, at jeg faldt pladask for ham”

Ligesom Henry inde på banen altid var klar til at gå ned i en glidende tackling for sit mandskab, var han også en stolt ambassadør af Arsenal og fodbold i bredere termer. Med Henry skulle fodbolden også give noget tilbage til sine fans, hvilket Jonathan har taget med sig igennem hele sin fodboldkarriere og liv.

”Jeg tror også, at jeg har en ydmyghed, hvor jeg er klar over, at jeg har skabt mig selv en position, hvor andre mennesker ser op til mig. Det var jeg allerede opmærksom på, da jeg blev professionel fodboldspiller, når man skulle forbi en af FC Nordsjællands breddeklubber i for eksempel Allerød og skrive autografer. Jeg forsøgte virkelig at give noget tilbage, for jeg kunne responsen fra alle de her små børn, hvor meget det betød for dem. Der tror jeg egentlig bare, at jeg prøvede at leve lidt det, som jeg så i Thierry Henry. Måske lidt mere ubevidst, men det har nok været der.”

Henry i sit comeback til mod Leeds i 2012. Foto: Arsenal.com

Hårrejsende spillekupon

Det er svært for Jonathan at tælle de unikke øjeblikke med Henry på en hånd. At Henry og gjorde tilskuerne mussestille er dog et moment, som stadig kan få Jonathan til at trække lidt på smilebåndet.

”Jeg reagerede bare ved at tænke, at selvfølgelig gjorde han det. Det var ikke engang sådan, ’Wauw et godt mål’, selvom det var et helt fænomenalt mål. Det var bare en følelse af, at det var det mest naturlige i verden, at han ville score det mål på den scene.”

Da Henry senere skulle gøre comeback på den store scene for Arsenal i en FA Cup-kamp mod Leeds i 2011, var Jonathan og hans bror også klar til at byde kongen velkommen tilbage. Ingen af de to vidste rigtig, hvad de kunne forvente af franskmandens comeback, ligesom fornemmelsen var hos resten af Arsenal-fansene. Alligevel havde de begge lagt deres penge på, at Henry ville komme ind og score. Hårene begyndte at rejse sig, på brødreparret da ’Titi’ i 2. halvleg smed overtrækstrøjen og kom ind på banen for The Gunners. Og, catching! Ind kom Titi, ind kom bolden, og jubeldansen kunne få lov til at udbryde blandt de to brødre, både for at se deres gevinst komme i hus, men ikke mindst for at se deres fodboldidol score i et af de smukkeste fodboldcomebacks igennem engelsk fodbolds historie.

”Det er altid et klip, jeg stopper op og ser, hvis det kommer op på min Facebook-væg eller et andet sted. Det kan altid give mig gåsehud.”

YoungGun

Da Henry en gang for alle lagde støvlerne på hylden, holdte Jonathan dog stadig fast i sin Arsenal-trøje.  Nu kunne han spærre øjnene op for nogen af de nye stjerner i rødt og hvidt, hvor særligt Santi Cazorla og Alexandre Lacazette har skabt begejstring.  Historien om den førstnævnte måtte da også gerne for Jonathans vedkommende have trukket sine spor ind helt ind i familiemindebøgerne og søndagsture til legepladsen.

”Jeg prøvede for et par år siden på at få vores søn til at skulle hedde Santi, men det var hun ikke så meget med på. Jeg synes, at det ramte lige i øjet. Så gik vi i stedet for med Nelson, som jo også Arsenal-spiller. Jeg tror dog ikke, at han bliver en lige så stor Arsenal-stjerne, desværre. Han var heller ikke inspiration til navnet, det var Nelson Mandela, men okay. Det ser meget fedt ud på en trøje.”

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}