HECTOR BELLERIN – MERE END BARE EN FODBOLDSPILLER

Hector Bellerin er mere end blot en almindelig fodboldspiller. Han har stor fokus på, hvad der sker rundt om i verden, og han mener, at fodboldspillere bør bruge sin status til at få skabt en bedre verden.

Hector Bellerin kom fra Barcelona til Arsenal i 2013 og fik debut samme år mod West Bromwich i ligacuppen. Siden da er det gået op og ned for vores spanske back, men han er ved at være i støbeskeen til at blive en stor spiller i klubben.

Han kom frem som det helt store, lynhurtige backtalent, og selvom skader har plaget Bellerin, så har han de seneste år taget stort ansvar både som anfører på banen, men også i særdeleshed uden for kridtstregerne. Bellerin er  meget synlig på de sociale medier, hvor han ikke kun skriver de sædvanlige “3 points secured”-opslag, men går ind og giver sit synspunkt til kende i noget, der sker i verden.

“Vi kan bruge de sociale medier til at vise, at vi ikke bare er maskiner, der spiller hver lørdag. Vi har vores passion og vores problemer. Præcis som alle andre,” siger Hector Bellerin.

Så sent som i december 2019 opfordrede han særligt unge briter til at gå ned til stemmeboksen i forbindelse med Brexit.

 class=

Roser sine rivaler

Selvom Bellerin er Arsenal-mand helt ind til benet, så har han været ude at rose rivaler for at åbne op for problemer, som flere fodboldspillere kan tumle med. Manchester City’s Raheem Sterling har udtalt sig om racisme, som har skabt fokus på problemet. Den tidligere Tottenhamspiller Aaron Lennon og nuværende Tottenhamspiller Danny Rose, der er udlejet til Newcastle har snakket om depression. Folk forstod ikke hverken Lennon eller Rose, fordi de må leve det vilde liv med bunker af penge og pæne damer.

“Du kan være utroligt isoleret som en fodboldspiller. Hvis din familie bor et andet sted, så er kommer du hjem til et tomt hus. Indtil for nylig var fodboldspillere nødt til at lade som om depression og ensomhed ikke var problemer. Man kunne ikke græde,” siger Hector Bellerin.

Han mener, at hvis bare kendte mennesker som fodboldspillere bliver ved med at opføre sig som maskiner, så kommer verden aldrig fremad. Bellerin er bevidst om sit ansvar som fodboldspiller, og det vil han bruge til at forbedre verden.

Velgørenhed

Han bruger også selv sine sociale medier til at gøre opmærksom på uretfærdigheder. Allerede som 19-årige blev han ambassadør for velgørenhedsorganisationen Heart4More, som har fokus på hjerteproblemer. Inden U21 EM i Polen skrev Bellerin, at han ville i forbindelse med Grenfell Tower-tragedien i London donere 50£ til Røde Kors i Storbritannien for hvert minut, han spillede ved slutrunden. Med langt hår og pandebånd havde han 381 minutter minutter på banen ved slutrunden, og da han kom hjem til London sendte han over 19.000£ (svarende til over 160.000 kroner) afsted til Røde Kors.

Senere opfordrede han sine følgere til at anbefale en sag, som han kunne sende sin fodboldstøvler til. Opslaget nåede bredt ud, og der blev sendt brugte støvler afsted til familier og børn, der havde brug for dem rundt om i verden.

 class=

Fokus på klimaet

Vores vicekaptajn hjælper ikke blot folk, der står i en træls situation. Klimaproblemerne er noget, som han går særligt meget op i.

“Der er ikke mange mennesker i en bedre position end os, som kan sætte fokus på sociale problemer, raceproblemer eller miljøproblemer. Det er vores pligt at gøre så meget vi kan med vores platform,” har den langhåret spanier tidligere sagt til Arsenal.com

Bellerin bruger en del tid på at snakke om miljøproblemerne. Hvis alle tager del i det, mener Bellerin, at vi kan redde verdenshavene.

“Mange mennesker tror, at budskabet ikke er til dem, fordi de kun er en person i en stor verden. Men hvis alle tager ansvar, så kan vi redde tonsvis af vand, plastik og dyr”

Bellerin bliver ikke kun ved snakken. I 2016 besluttede han sig for at droppe kød og animalske produkter og blive veganer. Det har han gjort for at bekæmpe klimaproblemerne og dyremishandling, men har samtidig haft gavn af det i forhold til sin restitution efter træning og kampe.

Så bag det lange hår, det dyre tøj og den blinkende ørering er Bellerin en spiller, der ikke er bange for at bruge sin platform til sætte fokus på verdens problemer. En spiller, der ikke bare vil være en del af den grå kedelige masse, som mange fodboldspillere befinder sig i. 24-årige Hector Bellerin er en fantastisk repræsentant for klubben – både på og uden for banen.

Indkøbskurv