GENNEMBRUD TIL ARSENALS TALENTFULDE 99´ERE?

Potentialet er indlysende. Men hvor meget skal vi forvente os af vores ‘99-trio’ fra London, som tæller Reis Nelsson, Joe Willock og den nu tidligere ‘Leeds-lejesvend’ Eddie Nketiah?

Arsenals akademi har i de seneste år været i en rivende udvikling takket være en gylden generation af specielt spillere fra årgang 99 – Joe Willock, Eddie Nketiah og Reiss Nelson. Trioen bidrog kraftigt til, at klubbens U23-hold blandt andet tilspillede sig førstepladsen i Premier League 2 i 2018. Den kaldes godt nok en ‘reserveholdsliga’ i de engelske fodboldkredse, men alligevel havde særligt deres præstationer vakt begejstring i det engelske fodboldmiljø og resulteret i lovprisende ord om dem. Som fællesnævner gennem deres ungdomsår i klubben har de udfoldet sig med imponerende præstationer i klubbens ungdomsrækker, hvilket har indebåret et væld af assists og scoringer. Dette gik ligeledes ikke Arsene Wenger ubemærket hen, hvorfor alle tre fik debut på klubbens førstehold i 2017/2018-sæsonen. Som ‘Arsenal-nostalgiker’ fristes man næsten til at sammenligne dem med tidligere, mesterlige Arsenal-spillere som f.eks. Vieira, Wright og Henry. Eller tager man munden for fuld ved at give sig i kast med sådan en sammenligning? For hvad har de tre ungdomsspillere trods alt opnået i deres få år som professionelle?

Skal vi være tilfredse med deres hidtidige præstationer i Gunners-trøjen, og hvordan skal vi i det hele taget forholde os til dem?

Set i lyset af de unge spillers første tid i klubben er der grundlag for optimisme. De er alle 20 år gamle, og selvom de har figureret i førsteholdstruppen i et par år, så er de stadigvæk unge og besidder et potentiale, som man føler, ikke er indfriet endnu. Enkelte sportslige præstationer i denne sæson lover og indikerer da også godt for fremtiden. Tag bare Joe Willocks langskudsdrøn på Anfield Road i den sindsoprivende kamp i Carabao Cuppen, der endte 5-5. Eller hvad med Edward Nketiahs tilbagevenden fra Championship-klubben Leeds, hvor han med det samme har vist prøver på sin farlighed i boksen. Så meget, at han i de seneste kampe tilkæmpede sig en startplads på 9’er-positionen foran Alexander Lacazette. I små glimt i denne sæson har den unge komet, Reiss Nelsson, også givet smagsprøver på sine kvaliteter i det offensive spil. Og i de seneste kampe under Mikel Arteta har han set markant mere oplagt og skarp ud. 

Men der skal imidlertid også være plads til at forholde sig skeptisk og kritisk, når snakken falder på Arsenals unge kræfter. For ‘zoomer’ man ind på stats og slutproduktet hos de ellers unge, offensive spillere, har der ikke været spor meget at lade sig opmuntre over. Heller ikke i denne sæson. Nu har de ellers snart haft tre år til at tage skridtet videre til at bide sig fast på holdet og blive seriøse aktiver i alle kampe. Så de har i hvert fald haft tid til at erhverve sig erfaring og tilvænne sig niveauet i en topklub i Premier League. 

Reis Nelsson er den ud af de tre spillere, som der lige siden sin debut har været klart mest ‘hype’ omkring. Hvis man kigger på Reiss Nelsons karriere indtil videre, så har han allerede tørnet ud i en hel sæson for Bundesliga-klubben Hoffenheim. Her blev det til imponerende syv fuldtræffere. Han var desuden den eneste Arsenal-spiller, som deltog i sidste sæsons udgave af Champions League. Dog er disse lovprisende takter fra det tyske lejeophold i sidste sæson ikke blevet videreført til det engelske. Derfor må Reiss Nelson vel betegnes som én af sæsonens største skuffelser i Arsenal. En ung spiller, som man havde store forventninger før sæsonens startskud. 

Det andet unge håb, Joe Willock, er en hårdtarbejdende og uimponeret spiller, hvis indsats næsten altid går ubemærket hen. Og en spiller, der befinder sig under radaren for det meste. Men både på godt og ondt. Han er også den ud af de tre spillere, der har fået flest spilleminutter i Arsenal-trøjen siden sin debut. Han har også sporadisk grebet chancen, når han har fået den. Dette er kommet til udtryk i flere kampe Europa League og i Ligacup´en, hvor hans flair og overblik på bolden til tider har været i særklasse . Men for sjældent er det sket i Premier League, og det lader til, at han har svært ved at finde fodfæste, når tempoet skrues op for alvor. Til hans forsvar er han blevet brugt meget forskelligt på midtbanen, og hans rolle har ikke virket klart defineret. Måske en lejeaftale i den kommende sæson kunne være ideelt for ham? Eller måske kan Mikel Arteta hæve hans niveau og forløse hans store potentiale i fremtiden? 

Eddie Nketiahs officielle debut tilbage i 2017 forløb over al forventning. Her blev det til to scoringer i en Liga Cup-kamp mod Norwich, hvoraf det første mål skete efter første boldberøring. Denne specielle debut vil garanteret stå klart i hukommelsen for de fleste fans mange år i fremtiden. Alligevel har han ikke ligefrem bombet mål ind på samlebånd i sin tid som førsteholdsspiller i Arsenal. Men når det er sagt, har han efterladt det bedste aftryk sammenlignet med de andre 99’ere, hvis vi bedømmer deres seneste præstationer for Arsenal i denne sæson. Efter et mere eller mindre mislykket ophold uden kontinuerlig spilletid i Leeds, blev han hentet retur til Arsenal i takt med, at Mikel Arteta blev ansat som manager. Her er det blevet til tre mål og flere gode præstationer, siden hans tilbagekomst til klubben. Og hvad mere er, så har han endda spillet 9’er-positionen fra start de seneste kampe. Men han har imidlertid ikke leveret på et højt niveau over en længere periode, så det er stadig usikkert, om hvad vi skal forvente af ham. Men måske er der håb for fremtiden, når det gælder Eddie Nketiah. 

Men bundlinjen må være, når alt er sagt, at man ikke kan stille sig tilfreds med det output, som spillerne har produceret indtil videre. Klubbens talentfulde 99’ere har ikke fået deres endelige gennembrud endnu, og de er heller ikke i nærheden af det. Måske spillerne kan have været tynget og påvirket af den turbulens og generelle ‘downperiode’, der har præget klubben de seneste år? Så forhåbentligt kan ansættelsen af Mikel Arteta, der synes at tro på flere unge spillere, blive anledningen til et gennembrud for trioen.

Statistik

Reiss Nelsson (Sæson 2019/2020): 15 kampe, 2 mål (FA Cup og Carabao Cup)

Joe Willock (Sæson 2019/2020): 32 kampe, 4 mål (Europa League x2 og Carabao Cup x2)

Edward Nketiah (Sæson 2019/2020): 7 kampe, 3 mål (Premier League og FA Cup x2)

Indkøbskurv