GABRIEL MAGALHAES – STYRMAND FOR NU OG FREMTIDEN

Det var de færreste, der havde hørt om navnet, Gabriel Magalhaes, da han blev hentet til Arsenal. Ikke desto mindre har han udviklet sig til en stor profil og kæmpe leder på Artetas mandskab. Og hvem ved, måske ligger der en anførerrolle og venter på ham allerede i den nærmeste fremtid?

Den brasilianskfødte 24-årige forsvarsspiller med det måske hvideste tandsæt i Premier League skulle ikke bruge mange dage på at gøre sig bemærket for andet end sine Colgate-tænder. Den ene storkamp overtog nemlig den anden, og tre måneder efter sin ankomst stod han pludselig med tre priser som månedens spiller i Arsenal.

Fight, lederskab og fysisk styrke var tre kompetencer, der hurtigt blev gjort tydeligt for enhver. Han tog kort sagt Premier League med storm, og han skånede aldrig sig selv, hvilket med tiden har gjort hans ellers kridhvide tandsæt to tænder færre. 

Bølgerne gik naturligvis højt fra Arsenal-fans, der selvfølgelig var ovenud tilfredse med, hvad de havde set fra deres nye unge, lovende midterforsvar. Den 26.december, kort efter at han havde vundet prisen som månedens spiller for tredje gang, blev han dog desværre smittet med COVID-19 hvilket gjorde, at han måtte sidde over i fire kampe med sygdommen. Samme dag skulle Arsenal møde Chelsea i en svær periode med otte kampe uden sejr i Premier League.

Det gav derfor chancen til en midtstopperkonstellation bestående af Rob Holding og Pablo Mari, hvilket fik mange fans til at rynke på næsen, da det ikke lød decideret skræmmende. Holding og Mari spillede ikke desto mindre en fænomenal kamp, og Arsenal vandt 3-1 mod Chelsea. Og så var det jo svært at droppe Rob Holding og Pablo Mari, der spillede de næste seks efterfølgende kampe.

Gabriel fik syv kampe senere chancen i en FA Cup-kamp mod Southampton, hvor han blev eneste målscorer, da Arsenal tabte med 1-0, hvilket sjældent er positivt. Han blev derfor bænket i de efterfølgende tre kampe, og vendte atter tilbage fire kampe senere i et nederlag på 1-0 til Aston Villa.

De føromtalte høje bølger havde så småt lagt sig igen. Man kendte efterhånden til brasilianerens begrænsninger. Dårlig timing i dueller, manglende ro og overblik på bolden, og hovedløse beslutninger, der bestemt ikke gik til holdets tjeneste.

Instant impact i denne sæson

Ondt blev gjort til værre, da han løb ind i en knæskade, der holdt ham ude stort set hele pre-season, hvorfor han ikke nåede at blive klar til sæsonstart. En sæsonstart, uden Gabriel, der skulle vise sig at blive et mørkt kapitel i klubbens historie.

The Gunners fik en katastrofal sæsonstart uden Gabriel, der lød på en negativ målscore på 0-9, tre nederlag i træk, og en sidsteplads i Premier League. I fjerde og femte spillerunde blev han sin knæskade kvit, og hér så man for alvor vigtigheden af den store brasilianske midtstopper.

Begge kampe blev vundet med clean sheets, men det var lige så meget roen og kontrollen i de bagerste rækker, der var til forskel fra de første tre kampe. Arteta havde lige pludselig fundet det ubetingede foretrukne midtstopperpar bestående af Gabriel og Ben White.

Den brasiliansk-britiske duo komplimenterede hinanden enormt godt, og indgik hurtigt et stærkt makkerskab i Arsenals defensiv. Ben White var god til at føre bolden frem, Gabriel var god fysisk, god til at vinde luftduellerne. Langsomt, men sikkert, fik de et bedre og bedre kendskab til hinanden, og det ligner, at de bare bliver bedre og bedre sammen for hver kamp, der går.

Gabriel ligner kort sagt en bedre version af sig selv fra sidste sæson. Færre boldtab, mere ro på bolden, og en klar forbedret timing i sine dueller og indgreb. Gabriel spiller i denne sæson med en afleveringsprocent på hele 90 %, hvorimod den sidste år lå på 86 %. Han vinder 86 % af sine tacklinger, hvorimod han ”kun” vandt 81 % sidste sæson.

Kommende anfører?

Anførerbindet er blevet flået af overarmen på Pierre-Emerick Aubameyang i kølvandet på en ny sag om disciplinære problemer. Arsenal-fansene går derfor rundt og spekulerer: Hvem skal så være ny anfører for Arsenal?

Og her er Gabriel en kvalificeret kandidat. På banen går han forrest i tacklingerne, viser et eksempel og skaber en frygt for modstanderholdets angribende spillere. Han virker til at være ganske højlydt, gestikulerende og i det hele taget en naturlig leder i en ung alder. Hvordan det forholder sig i omklædningsrummet og udenfor banen skal være usagt, men indenfor kridtstregerne og i kampens hede tager han ansvar.

Et konkret eksempel finder man fra 3-1 sejren mod Aston Villa. Uret på Emirates Stadium står på 82.minut og Arsenal er på vej til et kærkomment clean sheet. Gabriel går nådesløst ind i en afgørende tackling med krop og sjæl, men returen falder ud til en ny duel mellem Leon Bailey og Thomas Partey. Partey trækker sig fra tacklingen, og Bailey vinder duellen, hvorefter bolden lander for fødderne af Jacob Ramsey, der reducerer til 3-1.

Et ”ubetydeligt” mål at lukke ind, da sejren ikke var i fare, men for Gabriel var målet alt andet end ubetydeligt, og han råbte og skreg sin store utilfredshed ud umiddelbart efter målet, som han i øvrigt gjorde alt for at undgå at indkassere. Situationen er ikke for at hænge Partey ud, men i højere grad for at hylde Gabriels mandsmod og rigtige indstilling, der gør ham til en værdig kandidat til at bære anførerbindet for Artetas mandskab.

 class=
En leder i bagerste geled. Foto: Arsenal.com
Indkøbskurv