BOGUDDRAG – Som nykåret EM-helt tog John Faxe til England for at snøre støvlerne for Arsenal, hvor han hurtigt blev gode venner med både kaptajn Adams og muntre Paul Merson. Faxe skulle derfor ikke kun hurtigt vende sig til engelsk fodbold, men også den pubjargon, der herskede i den daværende Arsenal-trup.
En søndag aften midt i juli 1992, dagen før jeg skulle træne med mine nye holdkammerater i Arsenal for første gang, tjekkede jeg ind på The Noke. Det var et af klubbens faste hoteller og lå tæt på træningsanlægget i den nordvestlige del af London. Jeg blev hentet i lufthavnen af en fyr, der hed Jeff, fra et agentbureau, som Arsenal havde bedt om at tage sig af mig. Vi spiste sammen på hotellet, mens han fortalte om, hvordan de ville hjælpe mig på plads ved at sørge for forsikringer, assistere med at lede efter et hus, sørge for en støvlekontrakt – og skaffe mig noget ordentligt at køre i. I første omgang var der stillet en BMW 525 til rådighed, mens jeg fandt ud af, hvilken bil jeg ville have på sigt.
Det var mange nye oplysninger på én gang, mange nye ting at tage stilling til i en ny klub og ny by, hvor jeg skulle bo alene de første par måneder, indtil Anette kom over med vores datter, når det hele var faldet lidt mere på plads. Samtidig skulle jeg helst gøre mig gældende fra starten i en storklub, der var vant
til at vinde mesterskaber og pokaler eller i hvert fald spille med om dem. Jeg var jo selv Liverpool-fan, da jeg voksede op, men kendte selvfølgelig Arsenal og legender som Alan Sunderland, der havde et endnu større krøllet hår end mig – og Liam Brady. Desuden kunne jeg mærke, at interessen fra medier og fans var
enorm, og det skulle jeg navigere i fra begyndelsen.
Så jeg var ærlig talt lidt rundt på gulvet, da jeg sagde farvel til Jeff og gjorde klar til at komme tidligt i seng på The Noke. ”Forresten,” sagde han, da han gik. ”Det kan godt være, Paul Merson ringer til dig, han har fået nummeret til dit værelse.” Fint, tænkte jeg. Han ville næppe ringe en søndag aften, før vi skulle træne næste morgen. Men jeg var kun lige kommet op på værelset, da telefonen ringede. Det var Paul. Han var på det tidspunkt en af klubbens stjerneangribere, som jeg godt nok havde spillet mod under EM i Sverige, men ellers intet kendte til. ”Skal vi snuppe en øl sammen,” spurgte han. The Noke havde en fin bar, og Merson boede kun godt 100 meter væk fra hotellet. Selvfølgelig ville jeg gerne møde en ny holdkammerat, men jeg ville også være klar til næste dag. For det første havde jeg kun kort mødt nogle få personer fra klubben,
da jeg var ovre en enkelt dag i sommerferien for at gennemgå lægetjek, skrive under og se stadion.
For det andet havde resten af truppen allerede været i gang en uge, mens jeg havde fået forlænget min ferie på grund af EM, og nu ville jeg gerne møde op og gøre et godt indtryk. Og for det tredje havde jeg skrevet
under på en treårig aftale til et pænt stykke over 100.000 kroner om måneden plus diverse bonusmuligheder. Det var mange penge i fodbold dengang, og det var et prismærkat, jeg skulle
kæmpe for at leve op til fra dag 1, tænkte jeg. Men jeg sagde selvfølgelig ja til Paul. Spændt på at møde
en af mine nye holdkammerater. En enkelt øl skader jo ingen. Paul blev glad. ”Fedt. Jeg ringer lige til nogle af de andre også,” erklærede han. Kvart i otte satte jeg mig ned i hotelbaren, nervøs som en skoledreng. Jeg var godt nok blevet 27 år, men følte det, som om jeg gjorde klar til første dag i en ny skole. Og så klikkede det hele ellers bare fra starten
Paul ankom sammen med Nigel Winterburn, en venstreback, der havde været i klubben i fem sæsoner allerede, Lee Dixon, der dækkede den modsatte back, og angriberen Alan Smith. Alle tre havde været med til at vinde de to mesterskaber og var højt i hierarkiet på holdet. De ønskede tillykke med EM-guldet, mens vi drak den første øl, og de spurgte løs om mesterskabet. En øl blev til to. Så til tre, fire og fem. Senere også til seks og syv. Altså af de store fadøl. De kunne sgu drikke, de her gutter, og de kunne drikke hurtigt. Jeg var ikke bleg for at snuppe en bajer aftenen før træning, men nu begyndte jeg sgu at blive fuld. Lidt i 23 blev der ringet med klokken for sidste omgang, og de andre begyndte at gøre klar til at tage hjem, mens Paul Merson
meddelte, at han ville videre i byen. Oppe på værelset var jeg noget svimmel og ør i hovedet.
”John, din store idiot,” tænkte jeg. ”Hvad fanden har du lavet?”
John Faxe Jensens selvbiografi ‘Faxe – den ramte jeg sgu lige i røven’ er udkommet på forlaget Lindhardt & Ringhof. Udover Faxes egne fortællinger indeholder bogen et forord af Peter Schmeichel, interview med Steve Bould og en hilsen af Tony Adams. Bogen kan købes i bogforhandlere landet over.