31. december 2019

FANSENES MINDER FRA ÅRTIET DER GIK – DEL 3

Et årti er ved at gå på held, og som Arsenal-fan har man som altid været igennem lidt af hvert. Her giver tre danske Arsenal-fans deres personlige bud på årtiets bedste mål, bedste individuelle præstation, største enkeltstående moment og hårdeste spiller at miste.

Af Mads Adam Wegener

Alex Munk Hjort, skribent hos Arsenal Denmark

Bedste Arsenal-spiller: Santi Cazorla (2012-2018)

For mig er den bedste Arsenal-spiller i dette årti uden tvivl Santi Cazorla. Den lille magiker var og er voldsomt undervurderet. Måden han styrede spillet og tempoet var fuldstændig fænomenalt. Ham ved siden af Francis Coquelin var en overraskende velfungerende midtbanekonstellation. Den tillod Santi at trække i alle trådende og bevæge sig mere frit fra sit udgangspunkt som dybtliggende playmaker. En elegancier på banen og en personlighed der er var svær ikke at holde af. Jeg begræder stadig at han ikke fik lov at sige ordentligt farvel til Emirates. Og så skulle man for pokker da have forlænget med ham, bare se hvordan han nyder sin anden ungdom i Villarreal. 

Flotteste Arsenal-trøje: Arsenals hjemmebanetrøje 2019/2020

På modefronten synes jeg Arsenal slutter årtiet stærkt af. Skiftet tilbage til Adidas har resulteret i nogle rigtig flotte og stilfulde trøjer. Efter nogle år med rædselsfulde Puma-trøjer har vi endelig fået en lækker, enkel og stilet hjemmebanetrøje igen. Den oser af Arsenal. Kraven er godt designet, de klassiske Adidas-striber der stopper ved skulderen er en fed detalje og de klassiske hvide ærmer fuldender looket. Det hele spiller bare for den trøje. Det er uden tvivl en af de flotteste trøjer Arsenal har spillet i længe. Honourable mention til Nikes trøje i 2011, Arsenals 125 års jubilæumstrøje.

Største skuffelse: Sæsonen 2015/2016

Der er desværre mere end en håndfuld skuffelser at plukke fra, men for mig er 2015/2016-sæsonen den største skuffelse i årtiet. Det var året vi skulle have vundet det første engelske mesterskab siden The Invincibles. Alt flaskede sig til vores fordel, ingen af de normale tophold havde gode sæsoner og det lignede langt ind i sæsonen at man kunne vinde ligaen. Vi var det eneste hold der tog seks point fra Leicester. Efter Danny Welbecks sene sejsmål på hjemmebane mod netop Leicester, var min optimisme på sit højeste. Desværre blev det for dyrt med en Olivier Giroud, der gik i måneders måltørke, hvilket også resulterede i at Mesut Özil ikke slog Thierry Henrys assistrekord, til trods for at han blot manglede tre efter 23 kampe. En enorm skuffelse, som vil være over os lige, indtil den dag vi vinder Premier League igen.

Værste spillerindkøb: Chu-Young Park (2011-2014)

Der har godt nok været nogle fusere ind imellem når det kommer til transfers, men prisen for årtiets værste spillerkøb går til Chu-Young Park. Købt for 6,5 millioner euros i Monaco i 2011. Sydkoreaneren spillede i alt seks kampe for The Gunners og scorede kun ét mål. Han spillede kun syv minutter i Premier League. Fejlcastet er en grov underdrivelse. Han var så ringe at ikke engang reserveholdet kunne bruge ham, her spillede han kun fire kampe. Jeg kan til den dag ikke forstå hvorfor man overhovedet brugte så meget som én euro på ham.

Peter Høst, bestyrelsesmedlem i Arsenal Denmark

Bedste spiller: Alexis Sanchez (2014-2018)
80 mål i 166 kampe er i sig selv imponerende, men derudover viste han en vilje og en vindermentalitet ud over det sædvanlige. Han havde sine fejl og mangler, men han var også en spiller, der havde mere at byde på end langt de fleste, og siden han forlod os, har vi manglet en spiller, der selvstændigt kunne afgøre en kamp. Han var en spiller fra den absolut øverste hylde.

Flotteste trøje: Arsenals hjemmebanetrøje 2019/2020

Den flotteste trøje er uden tvivl vores nuværende hjemmebanetrøje fra Adidas. Puma kunne slet ikke levere design på samme niveau, og andenpladsen går faktisk til den nuværende udebanetrøje også fra Adidas.

Største skuffelse: Arsenal Denmarks bliver tvunget til at sælge deres aktie i Arsenal af Stan Kroenke

Den største skuffelse er uden tvivl, at Stan Kroenke tvang Arsenal Denmark (og alle andre) til at sælge vores aktie i Arsenal. Som aktionær har man medejerskab, og det gav en stærk tilknytning til klubben. Siden 2007 har Kroenke haft aktier i Arsenal; siden 2011 har han haft absolut flertal, og i 2018 blev han eneejer og tog dermed Arsenal af børsen. I den tid er det gået den gale vej for klubben, og jeg kan godt frygte, at udviklingen under Kroenkes ejerskab fortsætter med at gå den forkerte vej.

Værste spillerindkøb: Indkøbene i sommeren 2016


Den værste transfer er nok den sværeste at besvare, for det er et område, hvor Arsenal har fejlet mere end hvad der er rart. For det første var sommeren 2015 kritisk. Den sommer var vi egentlig godt med, og med et par gode forstærkningen kunne vi måske have vundet mesterskabet foran Leicester i 2016. Desværre var Petr Cech sommerens eneste køb. Den anden ting er, at vi sommeren efter brugte næsten en milliard (!) på spillere som Mustafi, Xhaka og Perez. Det er simpelthen ikke godt nok, og generelt er vi i de seneste år blevet dårligere til at købe spillere. Fra købet af Alexis i 2014 til købet af Aubameyang i 2018 har vi stort set kun lavet dårlige handler. Det er virkelig kritisk. Jeg kan derfor godt være bekymret for, at tabet af Mislintat er større, end vi lige tror.

Martin Nissen, redaktør på Arsenal Denmark

Bedste spiller: Alexis Sanchez (2014-2018)
166 kampe. 80 mål. Primære startende fra venstre kant. Vi var så heldige at have den lille chilener i sine bedste fodboldår, hvor han med sine fantastiske individuelle kvaliteter afgjorde kampe på samlebånd. Han havde den X-factor, som kunne ændre en kamp på et splitsekund.

Flotteste trøje: Arsenals hjemmebanetrøje 2010/2011
Stilren. Rød og hvid med Nike swoosh. Den står klart i min hukommelse, da det var denne trøje, vi slog mægtige FC Barcelona med 2-1 på hjemmebane.

Største skuffelse: Femtepladsen i Premier League i 2018/2019
Den skuffelse er stadig frisk i erindringen. Arsenal sluttede katastrofalt af i Premier League og missede akkurat kvalifikationen til Champions League, da Unai Emery roterede for meget og smed alle sine kaniner i Europa League-hatten. Et point manglede – hvilken forskel det kunne have gjort.

Værste spillerindkøb: Andre Santos (2011-2013)
Åh, der var mange gode bud, men Andre Santos fik alligevel en del kampe til at vise, hvor stort et misfit han var for Arsenal. Husker ham især for at bytte trøje med Robin Van Persie i halvlegen mod Manchester United i en kamp på Old Trafford i 2012 og hans udtalelser om, at han bare hyggede sig i Arsenal. Livsnyder.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}