Et årti er ved at gå på held, og som Arsenal-fan har man som altid været igennem lidt af hvert. Her giver tre danske Arsenal-fans deres personlige bud på årtiets bedste kamp, bedste sæson, bedste spillerindkøb og værste enkeltstående moment.
Christian Stenrøjl, bestyrelsesmedlem i Arsenal Denmark
Bedste kamp: Arsenal – Barcelona 2-1 i februar 2011
Den kamp var magisk. Emirates har aldrig rocket på den måde før eller siden. Wilsheres brandkamp, RvP’s kongekasse ud af det blå og så Arshavins kampafgørende mål, hvor han løfter trøjen og viser en trøje med sit eget ansigt på. Verdensklasse.
Bedste sæson: 2013-2014
Svært at sige, men det må være 2013/2014. Førte ligaen det meste af sæsonenm og trofætørsten blev slukket med en dramatisk sejr over Hull i FA Cup´en.
Bedste spillerindkøb: Hector Bellerin
Måske et spøjst valg, men min mavefornemmelse siger mig, at man vil huske ham som en Arsenal-legende. Hans væremåde, sociale standpunkter og mod sætter barren for alle andre professionelle fodboldspillere.
Værste enkeltstående øjeblik: Europa League-finalen Arsenal v Chelsea 1-4 i maj 2019
Der er ikke så meget mere at sige, men tror aldrig jeg har følt mig så modløs omkring mit hold, som efter den kamp.
Sakse Andersen, medlem og skribent for Arsenal Denmark
Bedste Arsenal kamp: Arsenal – Leeds 1-0 i januar 2012
Thierry Henry kommer tilbage for en stund og trækker atter den røde trøje over hovedet. Da han så scorer hjemme mod Leeds i FA Cup´en, er det jo ren eventyrfortælling. Det øjeblik glemmer jeg aldrig, ‘the stuff that dreams are made of’.
Bedste sæson: 2013-2014
Vi er faktisk det hold, der i den sæson førte ligaen i flest runder. Når man sammenholder det med købet af Mesut Özil, og at vi efter en vanvittig FA-cup finale mod Hull ender ni års pokaltørke, må det være mit bedste bud. Og så er det sæsonen, hvor Nike laver deres bedste udebanetrøje, ihvertfald i nyere tid.
Bedste spillerindkøb: Laurent Koscielny
Koscielny vandt 3 FA Cups i sin tid i Arsenal, og der burde have været både en Europa League – og VM-titel også. Han var en af de bedste midterforsvarer jeg kan huske, med Campbell og Adams dog over ham. Hans exit er i min optik kun en fodnote i hans historie, uanset om man var med Koscielny eller klubben hen over sommeren.
Værste enkeltstående øjeblik: 6-0 nederlaget til Chelsea i marts 2014
En kammerat og jeg havde kørt ræs ned af en bjergside i Sydafrika for at nå kampen. Da vi trådte ind af døren gav dommeren Chelsea et straffe, og smed den forkerte Arsenal-spiller ud. Efterfølgende scorede Hazard til 3-0, i hvad der også var Wengers kamp nummer 1000 for klubben.
Malthe Graungaard Bech, medlem og skribent for Arsenal Denmark
Bedste kamp: Arsenal – Tottenham i februar 2012
Den bedste kamp i min optik er uden tvivl 5-2 sejren over Tottenham den 26. februar 2012. Efter at være kommet 2-0 bagud i første halvleg, lykkes det at vende kampen. Stemningen var elektrisk og intet slår følelsen af at vinde et North London Derby – specielt når det er kombineret med min fødselsdag.
Bedste sæson: 2013/2014
Sæsonen 2013/14 er i mine øjne den bedste sæson i dette årti. Endelig lykkedes det at ende en lang periode uden trofæer, da vi vandt FA Cup-finalen i en vanvittig kamp mod Hull City. Husker så tydeligt Oliver Girouds assist med hælen og Aaron Ramseys kølige afslutning.
Bedste transfer: Mesut Özil
Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da transferen af Mesut Özil blev en realitet. Den altid omdiskuterede tysker kom til fra Real Madrid, og har været speciel lige siden. Han splitter generelt folks meninger, men man kan ikke være i tvivl om, at han har haft stor betydning for Arsenal, siden han kom til. 3 FA Cups og utallige assist har han været med til at producere siden hans ankomst. Hertil vil jeg gerne nævne Per Mertesacker, Mikel Arteta og Santi Cazorla, som i mine øjne besidder en helt specielt form for Arsenal-DNA.
Værste enkeltstående moment: Europa League-finalen Arsenal v Chelsea 1-4 i maj 2019
Det bliver en tæt kamp mellem 8-2-nederlaget til Manchester United i sæsonen 2011/12 og nederlaget til Chelsea i sidste års Europa League-finale. Valget ender på sidste års nederlag, fordi det var chancen for at komme tilbage i den bedste klubturnering igen. Det er et nederlag, jeg stadigvæk ikke har accepteret.