For 20. år i streg drog Arsenal Denmark ud for at forsvare de rød-hvide trøjer i den legendariske FAn Cup. Solen stod højt over Vanløse Idrætspark, hvor sidste års vinder Real Madrid havde linet hele showet op med både RedBull-piger og flotte præmier til de heldige vindere.
Lodtrækningen til gruppespillet havde været gunstig for Arsenal Denmark. Barcelona, City, St. Pauli og Newcastle var modstanderne, og baseret på de seneste års præstationer var det en overkommelig opgave. Kort ført stævnet måtte Newcastle trække sig, og i stedet kom et ekstra Manchester-hold. Der var nu en ubekendt i gruppen, men målsætningen var stadig at spille sig videre fra gruppen.
Arsenal Denmark blev også ramt af et par sene afbud hvilket gjorde, at der kun stillede ni mand til kampstart. Det var en streg i regningen for træneren, men hans taktiske oplæg et par dage før kampen blev kun endnu mere nødvendigt af disse omstændigheder.
Taktikken var klar
Holdet skulle afvente, afvente og afvente. Der skulle spares kræfter, og når modstanderen begik en fejl, skulle det prompte straffes. Tidligere år har taktikken været meget offensiv og mindet om Ajax i 70’erne. Men i erkendelsen af at alderen er steget, og mandtallet i år er faldet, måtte der tænkes anderledes.
Første kamp var mod den lyseblå købeklub oppe nordfra, som i første kamp havde slået Barcelona. Og med en St. Pauli sejr over Manchester United i kampen inden, var Arsenal-holdet pisket til at vinde, hvis ikke de skulle se færdige ud, inden de var kommet igang.
Kampen bar tydeligt præg af at være første kamp for de rød-hvide, og aftalerne skulle lige på plads, men en kontrolleret 1-0 sejr blev hevet hjem, og der var lettede smil i hele truppen.
Næste opgave var de røde djævle. De havde indtil nu haft en sløj turnering, og de blev ikke bedre i denne kamp. En overbevisende 3-0 sejr blev hentet hjem, og her kunne man virkelig se effekten af den lagte taktik. United havde ikke en eneste afslutning på mål, til gengæld blev samtlige fejl straffet. Lad os bare sige at 5-0 heller ikke havde været urimeligt.
I den tredje kamp ventede det nye hold fra Hamborg. De brune havde haft et par blandede resultater, men kunne hænge på med en sejr. Kampen blev utrolig hårdt spillet, og St. Pauli lavede indtil flere svinestreger undervejs, og efter kampen blev fløjtet af endte det også i en smule håndgemæng, da en af St. Pauli-spillerne var meget forurettet over et frispark, han ikke mente var blevet dømt. At han så brugte de resterende otte minutter på at hævne sig på enhver rød trøje han så, havde åbenbart ingen betydning i hans optik. Men kampen blev vundet 1-0 af Arsenal, og nu så vejen til kvartfinalen sikker ud.
En hård knock out-fase
Da alle havde slået hinanden på kryds og tværs inden Arsenals sidste kamp mod Barcelona, kunne holdet faktisk ryge ud helt ud med et 2-0 nederlag.
Og skæbnen ville da også at Arsenal kom bagud efter få minutter. Det store spørgsmål var nu, hvordan holdet ville reagere. Skulle de gå frem og presse på for udligningen, der ville sende dem videre, eller skulle de blive tilbage og forsvare den hjem, i håbet om det kun blev 0-1 og dermed kunne sende dem videre.
Efter et par minutter i en afventende position med et Barcelona-hold, der intet ville fremad, pressede Arsenal, i denne kamp i klædt gult til ære for 2006 finalen, længere frem. Den satsning betalte sig, da der kort før tid blev udlignet til 1-1, hvilket også blev kampens resultat. Arsenal var videre til kvartfinalen, og som en poetisk retfærdighed, blev Barcelona sendt helt ud i mørket, og City gik videre som 2’er.
I kvartfinalen ventede Leeds. Sjældent har der været et Leeds-hold i FAncuppens historie, der så autentisk lignede en flok gutter, der faktisk var fra Leeds. Øreringe, arbitrære tatoveringer og god med grydeklipning og undercut.
Kampen forløb dog ganske fredeligt, hvor Leeds cirka halvvejs igennem, sendte en flad afslutning i det ene hjørne til 1-0.
Arsenal måtte nu frem på banen, og overtog stille og roligt initiativet, og med to minutter tilbage faldt udligningen også.
Der skulle nu bare slås cruise control til og klatten køres rundt til dommeren fløjtede af, og så måtte frøken Fortuna afgøre holdets skæbne i en straffesparkskonkurrence.
Men efter tre skidte afleveringer og et lidt passivt forsvar sparkede Leeds igen bolden ind fladt, denne gang i det andet hjørne, uden chance for Arsenals keeper.
Da der kun var 10 sekunder tilbage, blev alle sendt frem og bagerst blev der slået en ‘Hail Mary’-bold op i Leeds’ felt. Efter noget kort klumpspil fik de clearet, og dommeren fløjtede af.
Arsenal var ude.
En hård skæbne
Med en skade i Barcelona-kampen, var holdet reduceret til bare otte mand inden opgøret mod Leeds. Og det kunne ses til sidst i kampen, da trætheden efter en lang dag i sol og 28 grader, fik koncentrationen til at slippe. Ikke desto mindre kunne drengene dog drage videre med hovedet højt, efter at have leveret en fin indsat med undtagelse af de skæbnesvangre 20 sekunder.
Turneringen blev vundet af et virkelig stærkt Manchester United-hold, som også var de rød-hvides banemænd sidste år. Og med bare et gram af selverkendelse var truppen enige om, at de næppe havde slået dem i en finale. Og så var det måske ikke så slemt at sige farvel til Leeds i en kvartfinale. Det betød trods alt at baren nu var åben, og som en spiller sagde.
“Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Skål!”.