EUROPA LEAGUE-OPTAKT: VILLAREAL – ARSENAL

The Gunners bookede deres billet til semifinalerne ved UEFA Europa League, da de efter en fremragende indsats i returkampen tæskede tjekkiske Slavia Prag med hele 4-0. Nu venter den gule ubåd fra Villareal med Unai Emery ved roret.

Villareal C.F i et historisk perspektiv

Villareal Club de Fútbol blev grundlagt tilbage i 1923. I klubbens tidligste år kostede en kampbillet blot en halv peseta for mænd, en kvart peseta for børn, og der var gratis entre for kvinder. De lukrative tilbud var for at fremme sporten blandt befolkningen i lokalområdet. Det lykkedes da også, selvom der skulle gå over halvfjerds år, før de i 1998 gjorde deres indtog i den bedste spanske fodboldrække. Nu har klubben udviklet sig til at være blandt de førende hold i Spanien, og et hold der kæmper med om de europæiske pladser hvert år.  

Villareal huserer til dagligt i den mindre by med selvsamme navn, Villareal. Byen er på størrelse med Tårnby og rummer cirka 50.000 indbyggere, hvilket gør den til den mindste by, der nogensinde har spillet Champions League. Tilbage i 2006 nåede de helt frem til semifinalerne, hvor de efter to opgør blev slået ud af netop Arsenal. Dengang var Manuel Pellegrini deres træner, mens Diego Forlan og Juan Roman Riquelme var blandt profilerne. To år senere var de atter at finde i verdens største klubturnering. Her blev det til to opgør i gruppespillet mod danske AaB, inden man røg ud i kvartfinalen til … ja, gæt selv – Arsenal, igen. Siden da er det blot blevet til et enkelt gruppespil i Champions League. Det var tilbage i 2012, hvor de var i gruppe med Manchester City, Napoli og Bayern München. Man fik ikke et ben til jorden og tabte samtlige kampe i gruppen.

 class=

Vejen til semifinalen

Villareal kvalificerede sig til Europa Leagues gruppespil via en femteplads i La Liga. Det skulle vise sig at blive ren legestue for Unai Emerys tropper. De gik ubesejret gennem deres gruppe bestående af Maccabi Haifa, Sivaspor og Qarabaq, da de med fem ud af seks sejre vandt gruppen suverænt. Det var også næsten uden at svede, da man umiddelbart efter gruppespillet fejede østrigske Red Bull Salzburg af banen med samlet 4-1, efter to sejre på henholdsvis 2-0 og 2-1. Herefter gik det ud over Dynamo Kiev, der blev sendt hjem til Ukraine med to nederlag på 2-0. Næste bump på vejen var af kroatisk karakter og hed Dinamo Zagreb. De kom med masser af mod på tilværelsen efter at have ekspederet Tottenham ud af turneringen. Men mod Villareal fik de ikke et ben til jorden. De tabte 1-0 hjemme og 2-1 ude. Nu står Arsenal som bekendt og venter i semfinalen, men med elleve sejre ud af tolv mulige, kommer spanierne med bagagen propfyldt med selvtillid.

Gensyn med Emery

På torsdag står den tidligere Arsenal-manager, Unai Emery overfor sine tidligere spillere og kollegaer, når de gæster hans nuværende hold, Villareal. Den 29. november 2019 blev han afskediget i Arsenal efter 18 måneder i spidsen for klubben. I den periode nåede han bl.a. at hente navne som Nicolas Pepe, David Luiz og Kieran Tierney til klubben. Spillere som ironisk nok kan være med til at sende ham ud af turneringen. Fyresedlen blev smidt på bordet efter et 2-1 nederlag mod Eintracht Frankfurt, hvor man ikke havde fået en eneste sejr i de syv foregående kampe. Alligevel havde han et pænt pointgennemsnit på 1,73 i Premier League. Det svarer til i alt 88 point på 51 kampe. Til sammenligning har Mikel Arteta i skrivende stund på 53 kampe kun fået 79 point og har dermed et markant ringere pointgennemsnit end sin spanske forgænger. På den måde kan Unai Emery ved at slå Arsenal ud, være med til at bringe Artetas job i fare.

Nu kæmper de to trænere om en finale i Europa League. En turnering som Unai Emery er ekspert i at vinde. Ja, faktisk er han den træner, der har vundet den flest gange nogensinde. Han vandt den tre år i træk med Sevilla i 2014, 2015 og 2016, og mon ikke han også gerne vil vinde den i 2021?

Unai Emery har haft en anderledes succesfuld tid i Villareal end tilfældet var i London. I skrivende stund ligger han med et imponerende pointgennemsnit på 1,90, hvilket er væsentligt bedre end tilfældet var hos The Gunners. Om det er sproget, spillestilen eller ligaen, der gør ham bedre tilpas i den gule ubåd, ved man ikke, men noget er der sket siden fyringen i Arsenal.

Villareals nøglespillere – dem skal du holde øje med

Her er det uundgåeligt ikke at nævne klubbens altoverskyggende stjerne og topscorer, Gerard Moreno. Den 29-årige angriber har scoret mål efter behag i denne sæson, og det er kun den franske verdensstjerne, Karim Benzema og den argentinske troldmand, Lionel Messi, som har scoret flere mål end Moreno. Det er blevet til 20 mål og 5 assists i ligaen, hvilket tilsammen udgør over halvdelen af alle Villareals mål i sæsonen. De helt vanvittige tal har da også kastet 10 landsholdsoptrædener af sig for det spanske A-landshold.

Selvom angrebsmakkeren har stået i skyggen af Moreno, er det alligevel værd at nævne den garvede spanske måltyv med fortid i bl.a. Barcelona, Paco Alcacer. I Europa League er det blevet til 6 mål og en enkelt assist på 7 kampe, hvilket gør ham til den næstmest scorende spiller i hele turneringen.

En anden giftig spiller i spaniernes offensiv er af afrikansk afstamning og hedder Samuel Chukwueze. Han er en hurtig, letbenet og driblestærk kantspiller med et lavt tyngdepunkt. Desværre mangler han et slutprodukt på nigerianerens ellers flotte aktioner, hvorfor det ”kun” er blevet til 5 mål og 7 assists på 37 kampe i alle turneringer i denne sæson. Heldigvis for ham er han kun 21 år og har meget at lære endnu.

Hjernen på holdet hedder Daniel Parejo. Han skiftede til Villareal sidste sommer efter over ti år i Valencia. Han er et kæmpe ikon i spansk klubfodbold og har spillet over 500 kampe for henholdsvis Real Madrid, Getafe, Valencia og nu Villareal. Han står for alle dødbolde, har et overblik som en ørn og er holdets helt store arkitekt.

Head to head og formkurve

Som berørt tidligere i optakten, så er det ikke første gang, at de to klubber krydser klinger i en europæisk knockoutfase. Det skete første gang ved semifinalerne i Champions League i 2006. Det var, og er stadig den dag i dag, det længste Villareal nogensinde er nået i en europæisk turnering. Arsenal vandt samlet set med 1-0 efter et mål fra Kolo Touré i en af de sidste kampe på Highbury. Tre år senere mødtes deres veje nok engang. Denne gang i kvartfinalerne i selvsamme turnering. Og med samme udfald. Arsenal trak det længste strå, da man hjemme på Emirates Stadium vandt med 3-0, efter at have spillet 1-1 i Spanien. Det er derfor ikke de bedste minder, som Villareal har med torsdagens modstander fra det nordlige London, men mon ikke de sætter deres lid til, at tredje gang er lykkens gang?

Villareal: (T-T-V-V-T)

Villareal tabte senest med 2-1 til FC Barcelona. Her kom man faktisk foran med 1-0 på et mål fra den unge Samuel Chukwueze, men blot få minutter efter havde den franske verdensstjerne, Antoine Griezmann scoret til både 1-1 og slutresultatet 1-2. Hvor man kunne leve med et nederlag mod mægtige Barcelona, var det straks mere skuffende, da man kampen forinden tabte med selvsamme cifre til bundholdet fra Alaves. Nederlaget kom i en ellers forrygende periode, hvor det var blevet til ni sejre ud af ti mulige i alle turneringer og med en samlet målscore på 21-6.

Men med de to nederlag er Villareal kravlet ned på en syvendeplads, hvilket lige akkurat ikke er nok til endnu et europæisk gruppespil. Både Real Betis og Real Sociedad er indenfor rækkevidde. De ligger henholdsvis ét og fire point foran Villareal. Der er med andre ord masser at spille om endnu for sydeuropæerne, som stadig har chancer for europæisk fodbold til næste sæson, hvis de skulle ryge ud til The Gunners.

Arsenal: (T-U-V-V-U)

Arsenal kommer, ligesom Villareal, ud til opgøret med en sløj formkurve. Senest tabte man med 1-0 hjemme på Emirates Stadium til Everton, der ikke havde vundet i seks kampe i træk. En lige så stor fiasko kunne det have været mod Fulham, men takket være et udlignende mål i de døende sekunder fra Eddie Nketiah fik man trods alt ét point hjemme mod nedrykningstruede Fulham. I kampene forinden havde Arsenal ellers fejet al modstand af banen. Først 3-0 mod Sheffield United og dernæst 4-0 mod Slavia Prag.

Villareals forventede startopstilling:

Gero Rulli er klubbens ubestridte andetvalg på keeperposten. Han har kun fået en enkelt kamp i La Liga i denne sæson, men i Europa League er det ham, der vogter buret hver gang. Men tør Unai Emery fortsat satse på en reservekeeper, når man er helt fremme ved semifinalen mod Arsenal? Nok ikke. I det centrale forsvar er Pau Torres og Raul Albiol to sikre valg. Mere usikkert er det, hvem der får chancen på venstre back. Alberto Moreno fik sin første startplads i weekenden mod Barcelona. Vel nok mest for at spare Alfonso Pedraza og Pervis Estupiñán, som begge er mere seriøse kandidater til venstre backen. Estupiñán er lige vendt tilbage fra en skade, så hvis ikke han er klar til 90 minutter endnu, bliver det med al sandsynlighed Pedraza, som starter inde på torsdag. På højre back står det mellem Juan Foyth og Mario Gaspar. Foyth fik chancen fra start mod Barcelona, hvor han kvitterede med en kæmpe forsvarsbrøler, der var skyld i cataloniernes føringsmål. Vi tror derfor mest på, at Mario Gaspar starter som højre back. Længere fremme på banen burde Parejo og Capoue være sikre på de to centrale midtbanepositioner. Manu Trigueros blev udvist mod Barcelona, men karantænen gælder ikke i europæisk regi, og derfor burde han starte på den ene kant. I den anden side har Chukwueze gjort sig fortjent til en plads i startopstillingen, da han scorede et flot mål mod Barcelona. Helt fremme er der ingen tvivl. Gerard Moreno og Paco Alcacer har scoret 38 mål tilsammen i denne sæson og starter inde på torsdag.

Sergio Asenjo

Mario Gaspar – Raul Albiol – Pau Torres – Alfonso Pedraza 

Samuel Chukwueze – Daniel Parejo – Étienne Capoue – Manu Trigueros

Paco Alcácer – Gerard Moreno

Skader:

Vicente Iborra (knæskade)

Arsenals forventede startopstilling:

Bernd Leno kostede holdet dyrt med et vaskeægte drop mod Everton, men er ikke i fare for at miste sin plads i buret. Calum Chambers har sneget sig foran både Cedric Soares og Hector Bellerin. Rob Holding og Pablo Mari har vist sig som et ganske solidt par og burde starte inde på torsdag, selvom Gabriel Magalhães også er i spil til en startplads. Kieran Tierney er tilbage fra en skade og hvis han er klar til at spille fra start, ville han være det naturlige valg på venstre back. Tierney skubber Granit Xhaka op på sin vante plads på den centrale midtbane, hvor han danner makkerpar med Thomas Partey. Martin Ødegaard er tilbage fra en mindre skade og burde holde Emile Smith Rowe på bænken. Bukayo Saka er selvskrevet på højre kant. Nicolas Pepe kæmper med Gabriel Martinelli om at starte inde som venstre kant. Pepe har gjort sig rigtig godt bemærket i lige netop denne turnering og burde starte inde. På toppen har Arsenal været uden både Aubameyang og Lacazette de sidste par uger, men begge kan nå at blive klar til kampen i sidste øjeblik. Vi håber og forventer derfor, at Lacazette starter på toppen og fortsætter målformen, som han ramte inden skadespausen. Hvis hverken Lacazette eller Aubameyang er klar til 90 minutters fodbold endnu, så står Eddie Nketiah og Folarin Balogun og banker på for en startplads. Sidstnævnte har lige forlænget sin aftale med klubben og er nok sulten efter at bevise sig på øverste hylde.

 class=

Bernd Leno

Calum Chambers – Rob Holding – Pablo Mari – Kieran Tierney

Thomas Partey – Granit Xhaka

Bukayo Saka – Martin Ødegaard – Nicolas Pepe

Alexandre Lacazettte

Skader:

David Luiz (tvivlsom, knæskade)

Ciffertips:

Mikel Arteta havde positive nyheder med på onsdagens pressemøde. Tierney, Lacazette og Aubameyang kan alle nå at blive klar til kampen, sagde han. Det bliver et kæmpe boost for Arsenal, da alle tre kan gøre ondt på Villareal, på hver sin måde.

Villareal har også masser af offensiv kvalitet, heriblandt Spaniens måske farligste mand foran mål, Gerard Moreno. Kan Arsenal holde ham fra scoringer? Tierney får sin sag for, når lynhurtige og finurlige Samuel Chukwueze byder op til dans. Der er masser af spørgsmål, men svarene må lade vente på sig. Vi tillader os alligevel at komme med et forsigtigt bud på kampen: Vi forventer to tætte kampe, der bliver afgjort på marginaler. Kampen ender uafgjort 1-1 på mål fra Gerard Moreno og Bukayo Saka, men Arsenal har alle mand klar til returkampen og går videre til finalen.

Kampen bliver vist på Canal 9 med kampstart fra klokken 21:00.

Dommeren bliver portugisiske Artur Soares Dias, der også var dommer, da det danske landshold udraderede Østrig med 4-0, og da FC Midtjylland tabte med samme cifre til Atalanta.

COYG

Indkøbskurv