Af Tobias Halskov
Klummeskribent Tobias Halskov tager her temperaturen på Arsenals svære startprogram, den meget pragmatiske tilgang og hvorfor det skal ses som et godt tegn, at rigtig mange nu synes at have et horn i siden på Arsenal.
Seks kampe er nu spillet i denne sæsons Premier League, og jeg havde egentlig ikke tænkt at der skulle skrives en klumme allerede nu, men med det svære startprogram og alle omstændighederne taget i betragtning, så er netop nu måske det rette tidspunkt at gøre en lille status.
Indrømmet. Jeg havde umådeligt svært ved at sluge Manchester Citys udligning til 2-2 i sidste sekund. Jeg ved godt, at det resultat kan vi være mere end tilfredse med, når man spiller hele 2. halvleg i undertal.
Men jeg ved også, at mesterskaber i disse år afgøres af de helt små marginaler, og at det som regel er Manchester City der finder dem. Derfor havde jeg svært ved at acceptere den udligning. For en sejr havde været en uvurderlig stor milepæl, og kunne have taget os på 1. pladsen efter seks kampe med det sværeste startprogram længe. Et springbræt for at køre på og tage ved, i det noget mere spiselige kampprogram, som der venter os frem mod det nye år.
Nuvel, sæsonen er lang. Manchester City skal også nok smide flere point og omstændighederne taget i betragtning, så var det en præstation der fortalte en hel del om hvor langt Arsenal er nået.
Efter opgøret mod Manchester City har det været slående hvordan spillere, trænere og fans har haft travlt med at være efter Arsenal, og den måde man har ageret som hold her i starten af sæsonen. Alle har travlt med at mene noget, og gerne noget der taler os ned.
Vi er på mange måder gået fra at være ligaens kæledægger til at være dem alle elsker at hade på meget kort tid
Men det er lige det med fodbold, at når man taler ned til et hold, som er rigtig gode, så er det jo i sandheden en form for anerkendelse. En frustrerende anerkendelse af, at det hold der, som man bare finder pisseirriterende, heldige og usympatiske, bare bliver ved med at vinde, overleve eller være med hvor det er sjovest. Det er et klassisk kendetegn for et tophold, når de andre begynder at have det sådan.
Jeg har selv haft det sådan, og det har du sikkert også. Jeg havde det sådan med Mourinhos Chelsea i midt/slut 00’erne og jeg havde det sådan med Fergusons United. Pisseirriterende og ofte usympatiske hold, men de var gode til alt det Arsenal ikke var, og jeg hadede dem for det. Større anerkendelse kunne jeg faktisk ikke give dem.
Samme had, misundelse, anerkendelse eller hvad vi nu vil kalde det, er nu for alvor begyndt at bide sig fast hos alle andre end dem med en rød kanon på brystet. Vi er på mange måder gået fra at være ligaens kæledægger til at være dem alle elsker at hade på meget kort tid. Man skal eksempelvis ikke lede længe på Twitter, før vi bliver kaldt hykleriske, kedelige, destruktive, usympatiske og jeg skal komme efter dig. Vi er virkelig kommet ind under huden på folk, og ikke mindst andre spillere. Tag bare Bernardo Silvas udtalelser efter kampen.
Hvordan vover vi også at komme for at spille vores bedste chance, og så gøre det på en måde de ikke kan lide. At vi kan få os til det!
Man skulle netop tro, at det var en bevidst tilgang fra Arteta, og selvfølgelig er det tilfældet. Manchester City mærker og føler det. De hader os, fordi vi er pisseirriterende at spille mod. De hader os, fordi vi er pissegode og de ved det.
Igen. At tale et godt hold ned på den måde, er faktisk den største anerkendelse man kan give. Især fra ens største rival.
Det pragmatiske Arsenal ER Artetas Arsenal
Den pragmatiske tilgang, som vi har set i denne sæson, er ikke nyt for Artetas Arsenal. Mikel Arteta har aldrig været bleg for at gøre livet surt for modstanderen, forsvare dybt eller trække tiden ud, hvis det kan give os en større chance for at få det resultat vi ønsker. Det vi dog ikke har set før, er den ekstreme grad af det, som vi har praktiseret denne sæson. Og det skal jo ses i lyset af det svære startprogram, skader, karantæner og uheldige dommerkendelser. Alt sammen noget der løbende har ændret omstændighederne.
For det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at jeg længere oppe nævnte Mourinhos første udgave af Chelsea og Fergusons United. For det er i høj grad to hold, hvis spidskompetencer jeg nu også ser i Arsenal. Chelseas betondefensiv som værende det bærende element på holdet og Uniteds evne til altid at omstille sig omstændighederne, og så få noget med hjem. Jonathan Wilson fra The Guardian var også ude med samme referencer til Mourinho i hans optakt til kampen mod Manchester City.
Det er efterhånden også mange ansigter Artetas Arsenal har haft siden 2019. Vi har været defensive, direkte, fysiske, sprudlende, kontrollerende, spillende, offensive og ja er der efterhånden noget vi ikke har været?
Derfor er det også en fornøjelse at se, at vi er blevet så gode til så mange facetter af spillet, og at vi gør brug af dem alle sammen. Vi er kontrollerende og spilstyrende, når der er brug for det. Vi er defensive og farlige på omstillinger, når der brug for det og vi er fysiske og direkte, når der er brug for det. Vi er i bund og grund blevet et meget pragmatisk hold, der kan udnytte de mange facetter, alt efter hvilken modstander vi møder. Nok har Mikel Arteta hentet inspiration til sin taktik, struktur og udtryk fra andre trænere, men måden han har sammensat det på, er sin helt egen.
Han har ikke behov for at vinde på én bestemt måde. Nej han vil bare vinde, og derfor sætte sit hold op, så de har de bedste chancer for at gøre det.