Som med alt andet i denne sæson, så har det været svært at blive klog på Arsenal i løbet af dette års Europa League-kampagne. Resultaterne og spillet har været svingende, og det endte også i en fiasko, da Arsenal røg ud til græske Olympiakos i første knockout-runde. Jeg har sat mig for at tage et kig på dette års turnering og hvilke ting vi kan tage med derfra.
Et gruppespil – to udtryk
Arsenal kom resultatmæssigt fint afsted i denne sæson, og gjorde således det samme i Europa League. Et nederlag i løbet af de første 10 kampe gav løfter om, at afslutningen på sidste sæson var glemt, og at holdet var klar til de udfordringer som de måtte møde.
Første kamp ude mod Eintracht Frankfurt endte med en 3-0 sejr, men det var også en sejr, hvor Emiliano Martinez viste sig som en pålidelig back-up til førstevalget, Bernd Leno. Holdet der var foretrukket til kampen, dannede på mange måder præcedens for hele kampagnen. Flere rutinerede kræfter i forsvaret, for til gengæld at lade de unge drenge spille på de forreste pladser.
Takterne fra de unge offensive spillere fortsatte i kamp to og tre i gruppespillet, hvor det blev til sejre over Standard Liege (4-0) og Vitoria (3-2). Gabriel Martinelli, Joe Willock, Emile Smith-Rowe og Bukayo Saka fik alle spilletid. De bidrog alle med gode præstationer og alle undtagen Emilie Smith-Rowe fik åbnet mål- eller assistkontoen.
Alt i alt en positiv start for Arsenal, men som Arsenal-fans også ved, så knækker det over, da Arsenal rammer slut oktober, og derfra har det været en lang ørkenvandring af dårlige præstationer og usikkerhed omkring træner og spillertrup.
En svær periode
I perioden hvor de tre sidste gruppespilskampe skulle afvikles, spiller Arsenal i alt 10 kampe. Det bliver til en sejr mod West Ham på 3-1, seks uafgjorte og tre nederlag.
Unai Emery bliver smidt på porten, og erstattes af Fredrik Ljungberg, som ene mand skal forsøge at vende tingene på hovedet. Det er en periode hvor uroen i klubben er på sit højeste. Granit Xhaka er faldet i unåde efter reaktionen på udskiftningen mod Crystal Palace i Premier League og meldes mere eller mindre ude af klubben. Holdet kan hverken vinde ude eller hjemme, og man er endda nede og flirte med nedrykningsstregen på et tidspunkt. Lyspunkterne er ganske få og i denne periode venter man som Arsenal-fan på en afklaring. Hvilken retning skal klubben i? Hvem skal overtage det ledige trænersæde, og hvem skal der satses på fremadrettet?
Exit fra turneringen
Den dårlige form til trods, får Arsenal slæbt sig videre i årets Europa League – og det endda med en førsteplads i gruppen.
Mikel Arteta overtager roret i klubben, og man fornemmer for første gang i sæsonen, at der er nogenlunde ro på. Resultaterne bliver langsomt bedre, og da Arsenal, 20. februar, rejser til Grækenland for at møde Olympiakos, er Arsenal uden nederlag i otte kampe. Det bliver også til en 1-0 sejr på udebane og mange, mig selv inklusiv, regner herefter returkampen for en formsag. Som alle Arsenal-fans ved, så går det dog ikke helt sådan og efter forlænget spilletid, må vi se os slået ud af turneringen efter et 2-1 nederlag på Emirates.
Dette markerer således slutningen på en meget svingende Europa League kampagne, hvor det ikke er mange helstøbte kampe, man ser tilbage på med smil på læberne. Det var i høj grad en turnering, som blev båret en få individuelle gode aktioner og i særdeleshed aktioner fra de unge offensive spillere i truppen.
Hvad kan vi tage med?
Selvom årets turnering i vid udstrækning har været en skuffelse, så er der dog positiver at tage med. Turneringen bidrager med uvurderlig erfaring til vores unge spillere.
Specielt Joe Willock, Gabriel Martinelli og Bukayo Saka ligner spillere, som kommer til at få en flot karriere i Arsenal. De har ikke bare spillet med – de har været toneangivende i mange kampe i dette års Europa League-turnering. Bukayo Saka med 6 mål/assist, Gabriel Martinelli med det samme og Joe Willock med to mål i turneringen og flere gode præstationer. Dette er en af, hvis ikke den væsentligste grund til, at fortsat kvalifikation til de europæiske turneringer er så vigtig for Arsenal. I en periode med nye og unge spillere, så er denne slags erfaring vigtig på længere sigt.
Derudover er der det økonomiske aspekt. Arsenal har i en del år været uden for Champions League, hvilket har og vil have en effekt på vores økonomi og dermed muligheder i årene frem. Her repræsenterer Europa League et lille plaster på såret.
Dette års Europa League har, rent spillemæssigt, været mindre vigtig i min optik. Skiftende managers, svigende resultater i ligaen og uro i klubben har gjort, at det er svært at drage nogen egentlig konklusion over hvilket output, disse kampe har repræsenteret.
Skulle Arsenal kvalificere sig til næste års turnering, så er jeg sikker på, at vi vil se Mikel Arteta bruge turneringen til at prøve ting af, både taktisk og mandskabsmæssigt. Derfor er kvalifikation til Europa League så vigtigt, og derfor håber jeg, at holdet vil skrabe de nødvendige resultater sammen for at sikre kvalifikation til Europa League eller Champions League i den kommende sæson.