ET INDBLIK I ARSENALS TALENTFABRIK

Arsenals 4-2 sejr på udebane mod Chelsea i sidste sæson var definitionen på en hårdt tilkæmpet sejr. I en tid hvor monstrøse summer af penge bliver kastet i øst og vest med forhåbningen om, at man har sikret sig den nyeste verdensstjerne, var Arsenals sejr endnu mere imponerende; samtlige målscorere var netop fra eget akademi af.

Af Otto Korse

Arsenals DNA

Arsenal har altid været kendt for deres filosofi omkring udviklingen af unge spillere, hvorvidt det har været gennem eget akademi eller, at man købte dem tidligt, og dermed videreudviklede på dem. Listen over spillere, som på den ene eller anden måde har været en del af Arsenals ungdomssystem, er lang. Spillere som Wilshere, Bellerin og Gnabry har på et tidspunkt været en del af Arsenals ungdomsakademi på den ene, anden eller tredje måde.  Men i de seneste par sæsoner har Hale End været synonym med Saka, Smith-Rowe og Nketiah.  

Vi har i de seneste par sæsoner set hvordan de tre har fået ikoniske numre som 7, 10 og især 14. Det understreger den tillid og tro, som der er til de unge gutter fra Hale End. I de seneste to sæsoner har spillere som Patino og Nwaneri fået hver deres debut, og forventningerne til de to har udelukkende steget yderligere siden da. Men alt den snak om Arsenals ungdomsakademi er vel fint nok, men hvor og hvad er det der Hale End egentligt?

Dette spørgsmål besvares i Arsenals egen minidokumentar ”Inside Hale End”, hvor vi som seer får et yderst fyldestgørende indblik i den fodboldtalentsfabrik, som er Hale End.

Denne artikel vil ikke være et referat af serien, da det anbefales, at man selv ser den. Der vil dog forekomme små spoilers, da der skildres og diskuteres den måde, den ide og især filosofi, som Arsenals ungdomsstruktur er bygget op omkring.

Den bæredygtige klub

Princippet om bæredygtighed og det at fokusere på dem, som kommer indefra før dem, som kommer udefra, er Arsenals DNA. Alt fra spillerne på banen, til vores træner og vores chef for akademiet. Per Mertesacker hang støvlerne på hylden i 2018, men allerede i sommeren 2017 underskrev han kontrakten, som ville gøre ham til akademichef fra sommeren 2018 af. Siden da har man ikke set direkte så meget til ham, som man gjorde tidligere, men indirekte er hans arbejde ikke til at tage fejl af. Den store og rolige tysker har siden sin ankomst til ungdomsakademiet omstruktureret måden, som systemet er bygget på en smule. Han har kreeret – efter hvad han selv har oplevet som spiller – fire hovedsøjler, som en spiller skal sigte efter. De fire søjler, som har hver deres indflydelse på det unge menneske, er med til at sikre, at vedkommende bliver en dygtig fodboldspiller, men også et godt menneske. Søjlerne hedder hhv. ”lifelong learner”, ”most efficient mover”, ”champion mentality” og “effective team player”. Det er især den første, som er signifikant for måden hvorpå Hale End er bygget op omkring. At være en ”lifelong learner” handler om, at der på trods af det intensive fodboldprogram altid er fokus på at lære i skolen. Noget, som måske ligger en smule fjernt for mange fodboldspillere, men ikke desto mindre er et af de vigtigste principper i Arsenals ungdomsakademi.

Det altafgørende år

Den seks afsnit lange minidokumentar dykker især ned i U16-årgangens sidste år som del af Hale End. Det er ved afslutningen af det år, at det afgøres, om de får deres scholarship eller ej. Et eventuelt scholarship gør, at de kommer til at have deres fremtidige daglige gang på Colney – fuldstændigt ligesom førsteholdstruppen. Det er derfor et afgørende år, hvor store beslutninger skal træffes. Det er her, at mange tidligere aspirerende fodboldspillere har tabt deres karriere, hvilket netop er grunden til, at den føromtalte søjle omkring læring, er så vigtig. Arsenals forsvarsspiller Benjamin White blev som 16-årig fritstillet af Southampton, men er nu både udtaget til VM og sidder tungt på højre backen hos Premier Leagues førerhold. Det kan derfor gå hurtigt op og ned i sportsverdenen, men når der er under en sæson til, at man finder ud af hvorvidt man er en del af fremtidens Arsenal, så kan tanken være temmelig altoverskyggende.  

Presset på de unge gutter er derfor enormt, og tanken om, at de blot er 15 år gamle, er ret så vanvittig. Igennem serien skildres det hvordan de unge gutter ofte skal agere som voksne – og så endda foran et kamerahold.

Dette afgørende år, som på mange måder kan definere resten af deres liv, gør, at hver eneste skade kan vende op og ned på en hel fodboldkarriere. Mange af spillerne har været en del af Arsenal siden de var ni år gamle, men en skade på et afgørende tidspunkt kan betyde, at en spiller dermed undgår at blive tilbudt et scholarship. En historie, som man efterhånden har hørt en del gange er, at efter en spiller ikke er blevet tilbudt en fremtidig kontrakt, så har klubben langsomt vendt ryggen til spilleren. Dette er dog ikke noget, som man gør i Mertesackers ungdomssystem. Her er en spiller, som ikke er blevet tilbudt en forlængelse, lige så vigtig som en spiller, der er blevet tilbudt et. Vigtigheden består nemlig i at sende den afviste spiller videre og dermed hjælpe med at finde en ny klub til vedkommende. En yderst human tilgang til den ellers så barske ungdomsfodbolds-verden. Fast bestanddel blandt Arsenals ungdomsfodboldhold er ikke blot spillerne, men i særdeleshed også forældrene. Flere af spillernes forældre misser sjældent – hvis overhovedet nogensinde – kampene, og nye forældre-venskaber opstår på sidelinjerne til de utallige hjemme- og udebanekampe. Måden forældrenes indflydelse skildres på, er enormt positivt, og man sidder ikke tilbage med følelsen om, at det er en giftig pacer-mentalitet, som kommer fra sidelinjen af. Det er dermed ikke Piotr Wozniacki, som står på sidelinjen til de mange ungdomskampe.

De voksne børn

På trods af deres spæde alder, står spillerne over for et enormt pres og store beslutninger, som skal træffes. De unge gutter lærer sågar medietræning, og man ser hvordan de lærer at håndtere kritiske spørgsmål, men også vise følelser foran et kamera.

De færreste 15-årige har den fjerneste anelse om, hvad de vil med deres liv, hvilket er det komplet omvendte for disse spillere. Lange dage, hårde træningspas, kolde udebanekampe og så krydret med skole oveni. Det virker svært at kunne forstå, men drømmen om at spille på Emirates en dag gør op for det hele.

De unge gutter er ikke indbildske omkring deres fremtidige muligheder. De anerkender sagtens deres direkte modstanders kvaliteter, og ydmygheden er generelt en kvalitet som skinner igennem hos de unge Arsenal spillere – fuldstændig ligesom Saka.

Det er altså nogle modne gutter, som ikke er i tvivl om, hvad for et valg det er, som de står overfor. Det lader til, at Arsenals måde at undervise og træne på, er gennemsyret af den transparente tilgang og formidling der er til de vigtige beslutninger. Tanken om, at karrieren ikke nødvendigvis er ovre, ved et eventuelt klubskifte er måske også det, som gør, at spillerne tør hvile så meget i dem selv.

Alt i alt lader det til, at der i Arsenals talentfabrik er et enormt fokus på mennesket fremfor præstationerne. Dette tillader positive læringsmetoder og et sundt læringsmiljø, som gør, at på trods af, at man ikke bliver tilbudt et scholarship, så er ens fodboldkarriere ikke nødvendigvis ovre. Det er en rørende serie om en række modne, velformulerede unge gutter, som vi forhåbentligt snart kommer til at se meget mere til.

Indkøbskurv