11. oktober 2021

ET BLIK PÅ TRUPPENS SAMMENSÆTNING

Sommerens transfervindue er atter lukket, og derfor er det blevet tid til at se Arsenals trup efter i sømmende – har Arteta fået løst de mest essentielle mangler, og hvordan er truppens styrke i denne ‘All or Nothing’-sæson?

Af Christian Leander Simonsen

Med løftet om et ’transfer overhaul’ var der for alvor lagt i kakkelovnen til, at Arteta og Edu skulle tilføre truppen mere bredde og styrke forud for Artetas vel nok vigtigste sæson som manager for Arsenal. Vi befinder os i noget der ligner en eksistentiel krise, hvor vores identitet stadigvæk ikke er lige til at gennemskue. Derfor har dette transfervindue også været et af de vigtigste af slagsen i dette årti.

Ny vin på gamle flasker?

Arsenal har ganske vist været den klub som har bugt flest penge på spillerindkøb i hele Europa, og vi har nok alle lagt øre til en del kritik på den bekostning. Hvorvidt den kritik er berettiget er op til heftig diskussion. For klubben har på den ene side skiftet til en strategi, hvor der nu fokuseres udelukkende på at købe unge talenter til fremtiden. Dette sker efter et par sæsoner med en strategi om at tilføre holdet direkte lappeløsninger i form af David Luiz, Sokratis, Willian etc. – en strategi der tydeligvis ikke har virket. Derfor vidner den nye dimension om, at bestyrelsen har tiltro til det projekt, som Arteta er ved at søsætte i klubben, i det samtlige transfertilgange alle er under 22 år, og formodes først at peake inden for to til tre sæsoner.

Derfor er der på den anden side rettet en del kritik imod denne nye vision, da en placering som nummer 20 i Premier League ikke tilskriver holdet noget som helst tid til at udvikle sig langsomt, og slet ikke inden for to til tre sæsoner – hele holdet skal præstere prompte. Derfor er Arsenals nye drenge nødt til at have en stejl indlæringskurve. Ydermere kan det også give anledning til kritik, at Arteta står med mere eller mindre det samme hold, der sluttede som nummer otte i sidste sæson, hvis man ser bort fra tilgangen af Ben White og Takehiro Tomiyasu, der formodes at træde direkte ind i startelleveren.

Målmandsposten

Bernd Leno har i flere sæsoner vist sig at være en af truppens vigtigste spillere, men eftersom Artetas filosofi om at spille bolden ud fra bagkæden i fase 1 bliver mere og mere implementeret, ser tyskeren nu en anelse mere skrøbelig ud. Det er på trods af, at Leno lukkede tredje færrest mål ind i sidste sæson. Derfor har Arteta også flere gange insisteret på at hente en målmand som var habil med fødderne til at presse Bernd Leno. Endvidere kan usikkerheden i præstationerne fra Bernd Leno skyldes, at han i flere sæsoner har manglet en egentlig udfordrer til målmandsposten efter Emiliano Martinez blev solgt til Aston Villa. Derfor er det også positivt, at vi nu også kan skrive Aaron Ramsdale på holdkortet, der i gentagene sæsoner i Premier League har vist sig sikker på fødderne samt opspillet i fase 1. Dertil er han ’homegrown’, hvilket er essentielt for Arsenal, hvis ønske er at konkurrere i UEFA igen, hvor der kun er tilladt et omfang på 17 ’non-homegrown’ spillere. Ergo er vi dækket rigtig fint ind på målmandsposten, hvor Bernd Leno forhåbentligt kan løfte sit niveau endnu højere i lyset af, at han nu for alvor bliver presset af en fremtidig kandidat til målmandsposten.

To solide sidste skanser i Arsenal. Foto: Stuart Macfarlane/Arsenal

Forsvaret

Arsenals forsvar har tidligere været vores akilleshæl, men i sidste sæson steppede drengene op, og leverede en godkendt præstation i lyset af at være det hold, som lukkede tredje færrest mål ind. Dog har dette ikke været oplevelsen i starten af sæsonen, hvor bagkæden virkelig har savnet at have Gabriel og Ben White fuldstændig klar, hvorfor vi har været nødsaget til at stille op med fem mand i bagkæden ved flere lejligheder. Et af de tidligere sæsoners helt store spørgsmålstegn var, hvem der skulle aflaste Kieran Tierney, i det vi ikke havde en anden venstrebenet back på holdet. Dette problem har været øverst på dagsordenen, og blev hurtigt ordnet med tilføjelsen af vores nye portugisiske venstreback, Nuno Tavares. Derudover har Arteta, qua sin filosofi om at spille ud gennem bagkæden, jagtet en forsvarsmakker til Gabriel, som var lige så habil med fødderne. En rolle som Ben White forhåbentligt kan leve op til, så snart han bliver klar. Den sidste store mangel i bagkæden har længe været en ny højre back, og vi skulle da også vente til vinduets sidste timer før vi blev præsenteret for japanske, Takehiro Tomiyasu, der på sigt skal løfte arven fra Bellerin. Det kan konkluderes, at vi på papiret har forstærket os fornuftigt i forsvaret, men at vi stadigvæk mangler at se den egentlige førsteholdskæde i aktion før det kan konkluderes, hvorvidt det har været et succesfuldt vindue.

Sambi og Partey kommer til at få en del minutter sammen i denne sæson. Foto: Stuart Macfarlane/Arsenal

Midtbanen

Man skulle ikke tro det, men en af Arsenals største problemer i sidste sæson var at skabe chancer og scorer mål – noget vi sædvanligvis evner i høj klasse. Dette ændrede sig dog drastisk, da vi i januar hentede Martin Ødegaard på en lejeaftale fra Real Madrid. Normanden formåede at levere en xT-rating (Expected Threat) på hele 0.27, hvilket gør ham til delt topscorer sammen med Kevin De Bruyne. Derfor var det også fundamentalt at hente ham tilbage på en fast aftale, hvis Artetas projekt skal lykkes. Ødegaard går derfor direkte ind på holdet med en forforståelse for Artetas filosofi, hvilket kan være en klar force fra start. Derudover har vi hentet, hvad der ligner, en fremtidig makker til Thomas Partey i form af Sambi Lokonga, der passer ind i den nye strategi om at hente talentfulde spillere ind til fremtiden fremfor hurtige lappeløsninger. Midtbanen må derfor siges at være forstærket i en sådan grad, at vi godt kan sætte næsen op efter europæiske pladser igen, når alle mand er klar.

Angrebet

Det er vidst ingen skam at sige, at der mildest talt ikke er sket ret meget på angrebsfronten i dette transfervindue, hvorfor vi står med præcis de samme muligheder som i sidste sæson. Der har længe været rygter om, hvorvidt Pierre-Emerick Aubameyang og Alexandre Lacazette skulle fortsætte i klubben, eller om det var på tide at sende dem videre. Arsenal har siden salget af Olivier Giroud manglet en ”Plan B” i angrebet, når Artetas taktik for dagen er slået fejl. Flere har skreget efter en targetman a la Giroud, som man kunne sende en masse indlæg ind imod i de døende minutter af kampene, hvis holdet stadigvæk ikke havde formået at score. Ganske vist har vi forlænget med Folarin Balogun, men han minder mest af alt som en 1:1 udskiftning af Aubameyang og Lacazette, hvorfor han ikke nødvendigvis tilfører noget ekstraordinært og anderledes til fronten. Angrebssituationen ser derfor en anelse tynd ud, hvorfor alt står og falder med, at Aubameyang atter genfinder målformen fra de sidste par sæsoner, hvis vi skal kunne følge med vores konkurrenter i top seks.

Når alt tages i betragtning, har vi lavet en række fine tilføjelser til truppens bredde, hvorfor holdet meget vel kan være endnu stærkere end sidste sæson. Tilføjelsen af Martin Ødegaard og Ben White må siges at være nogle af de vigtigste brikker for, at puslespillet igen kan gå op for Arsenal. Spørgsmålet er dog om vi har været for langsigtet i vores rekruttering, eller om vi snarere har skudt papegøjen og for alvor fået lavet den grobund, der skal til for vedvarende succes.

We don’t sign superstars, we make them” – Arsène Wenger

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}