10. juni 2019

EN SÆSON AF MANGE FØLELSER

Den sidste kamp i sæsonen for Arsenals vedkommende blev fløjtet af sidste onsdag. Skuffelsen over resultatet har bundfældet sig og blikket er så småt vendt mod næste sæson. Derfor er det blevet tid til en status på sæsonen. Var den en horribel skuffelse, en bragende succes eller bare godkendt?

Af Sakse Andersen

Den nye tidsregning
Ved sæsonens start i august kan man med rette sige, at vi genstartede vores tidsregning. På kalenderen stod der år 0.

Efter 22 år med Arsene Wenger ved roret var en æra slut, og en ny mand skulle tage plads på jerntronen i gemakkerne under Emirates stadium. Efter heftige rygter om en tilbagevenden til klubben fra Mikel Arteta, der i et par år har assisteret ingen ringere end Pep Guardiola i Manchester City, kom Unai Emery pludselig op af hatten og blev præsenteret som ny manager.

På papiret lignede det et stærkt valg, da Emery kom med både erfaring fra PSG ,hvor han har håndteret stjernespillere som Edinson Cavani, Kylian Mbappe og ikke mindst Neymar. Og nok endnu mere imponerende, havde han vundet ikke mindre end tre Europa League-titler med Sevilla.

En turnering der lignede vores bedste mulighed for at komme tilbage i Champions League.

Med afgangen af både Santi Cazorla og Jack Wilshere, Per Mertesackers karrierestop, samt Laurent Koscielnys langvarige skade, var det nødvendigt for os at få styrket både forsvar og midtbane. Længe havde der blandt Arsenal-fans været bred enighed om,  at der længe havde været nødvendigt at hente kvalitet ind på disse positioner, men i denne sæson var det også blevet nødvendigt, rent antalsmæssigt.

Og i hvad der lignede første tegn på en ny kultur, var Arsenal hurtigt ude af starthullerne.

Sokratis, Stephan Lichtensteiner og Bernd Leno blev præsenteret som nye spillere allerede inden d. 1. juli, og kort efter blev både Matteo Guendouzi og Lucas Torreira tilføjet til den liste.

Leno var udset til at overtage posten efter Petr Cech, der efter flere års tro tjeneste så småt også begyndte at ligne en målmand, der havde set sine bedste år. En anden udfordring for den aldrende tjekke var Emerys insisteren på, at keeperen skulle kunne spille bolden ud og deltage i spillet, hvilket mildt sagt ikke er en af Cechs forcer.

Lichtensteiner og Sokratis er begge rutinerede herrer, der var købt med det formål, om at de skulle ind og stabilisere et noget usikkert forsvar, og forhåbentligt også støtte de yngre kræfter som Holding og Bellerin, både på og udenfor banen. De to unge mænd på midtbanen Torreira og Guendouzi var derimod mere uprøvede kræfter, men lignede begge utrolig spændende signings. Torreira kom fra Sampdoria, hvor han med en stærk sæson og et stærkt VM, så småt var begyndt at fange opmærksomheden fra flere storklubber. Den mere ukendte Guendouzi kom fra det franske Ligue 2 hold Lorient. At netop Guendouzi skulle træde direkte ind og blive et fastnavn i startelleveren havde nok hverken han eller Emery regnet med.

Da gassen gik af ballonen

Da programmet kom ud stod det klart, at vi sagtens kunne stå med nul point efter to kampe. De to første opgør bød på en hjemmekamp mod mestrene fra Manchester City  og ugen efter en tur til Stamford Bridge. Og vi var da også at finde på en syttendeplads efter to runder, med nul point og en målscore på 2-5.

Det udløste de første ryster om krise i Arsenal, og om Emery nu var den rigtige mand til jobbet. Rysterne forstemmede dog hurtigt, da der herfra ikke var megen rysten på hånden fra hverken Emery eller Arsenals side.  

De næste 22 kampe bød på 17 sejre og fem uafgjorte, hvilket efterlod os på en 5. plads, to point fra de hvide fra den anden side af vejen, og sendte os i slutspillet i Europa League.


Herfra blev det dog en virkelig bumpy road, med et nærmest konstant skift mellem stærke og skuffende præstationer. Med langtidsskader til både Danny Welbeck, Rob Holding og Hector Bellerin, måtte der også tænkes kreativt i forhold til formationen og de startende elleve.

Kampen mod Spurs den 2. marts lignede dog vendepunktet, da Arsenal efter en virkelig stærk præstation ufortjent måtte acceptere et kryds. Et klassisk Mustafi-straffe i en ufarlig og unødvendig situation, og et brændt straffespark af Pierre-Emerick Aubemeyang i sidste minut kostede to point, men da det ugen efter blev fulgt op af endnu en stærk præstation og en 2-0 sejr over United, lysnede det.

Vi var nu et point efter Spurs med kun otte kampe tilbage. Og med et program der godt nok bød på fem udekampe, men stadig mod hold som Everton, Watford, Wolves, Leicester og Burnley.

Det gav dog kun 6 point og kombineret med, at de tre hjemmekampe kun gav 4 point, måtte vi sande at selvom alle holdene omkring også smed det ene point efter det andet, så rakte formen ikke til mere end en 5. plads., kun et sølle point efter Spurs. Vi måtte nu vende vores fulde fokus mod Europa League, hvor vi efter et nogenlunde solidt gruppespil, så ligeså ekstremt usikre ud som vi gjorde i ligaen.

Nederlag til både BATE Borisov og Rennes i den første kamp, gjorde en ekstraordinær stærk indsats på hjemmebane, hvilket dog også lykkedes. Kvartfinalen bød på Napoli, der her måtte betragtes som et af de stærkeste hold tilbage, men et velspillende Arsenal hold sendte dem ud i mørket, vel og mærke uden at indkassere et mål. Derefter ventede Valencia i semifinalen, og hvad der kunne være blevet en gyser, endte med en stor sejr, hvor vi over to kampe gik videre med hele 7-3.

I finalen som ventede forude stod vores lokalrivaler fra Stamford Bridge, på et halvtomt stadion i Aserbajdsjan. Kampen blev, som vi alle ved, en gigantisk skuffelse, hvor vi efter en nogenlunde første halvleg, kollapsede fuldstændig i anden og endte med et sviende 4-1-nederlag.

Det var på få uger gået fra store forhåbninger om Champions League og et boostet transferbudget, til knuste drømme og endnu en sæson med torsdagskampe.

Dommens dag

Det er på mange måder en svær sæson at bedømme. Havde du inden sæsonen tilbudt Arsenal fans en 5. plads, kun et point efter Spurs, og en finale i Europa League, tror jeg de fleste ville have sagt ’ja tak’.

At vi var med i kampen om 3. pladsen til nærmest næstsidste runde havde de færreste af os regnet med, og med en plads i finalen, må man sige at indsatsen i Europa League også er godkendt. Alt i alt vel et nogenlunde resultat for en første sæson med en nye træner, der undervejs måtte se sit miste bærende  kræfter i Holding og Bellerin samt den alsidige Welbeck, som alle pådrog sig sæsonafsluttende skader. Skaderne var med til at vise, at Arsenals B-kæde simpelthen ikke er god nok. Tilføjer man mediecirkusset omkring Aaron Ramseys skifte, Emerys beslutning om at bænke Mesut Özil i tide og utide samt afgangen af Sven Mislintat, er det umiddelbart svært ikke at stemple sæsonen som godkendt.  

 
Men hvorfor sidder man så tilbage med en stor følelse af frustration og skuffelse?

Der er ingen tvivl om at ligeved og næsten følelsen selvfølgelig bidrager stort til det. Vi var i en finale med direkte adgang til Champions League, men spillede en tam kamp og endte med at tabe. I en finale kan man aldrig regne med at vinde, men det er ikke urimeligt at forvente at holdet giver sig 100% og finder yderligere 20% frem alene i kraft af betydningen og anledningen. Og vi var et mål mod enten West Ham, eller Brighton, eller Everton, eller Spurs, eller, ja listen er lang, fra endelig igen at kunne fejre Sankt Totteringhams Day igen. Et sølle mål. Og et af de to resultater, eller begge, havde været intet mindre en fantastisk, og ville have udløst en UG karakter med kryds og slange.

At være tilbage i Champions League ville ændre det trælse system med torsdags-søndagskampe, det ville have øget vores transferbudget til sommer og gjort os til en væsentligt mere interessant destination, især for det segment spillere vi nok skal ud og hente fra. Ikke mindst havde det givet en sommer, hvor man som fan kunne gå og være spændt frem mod den kommende sæson.  

For hvad kunne det ikke blive til, hvis det her var lykkedes i første sæson?

I stedet starter vi forfra. Endnu et transfervindue med begrænsede midler og begrænsede muligheder, endnu en sæson hvor målet er Champions League. Som fan har man det til tider som Bill Murray i 80’er-klassikeren ”Groundhog Day”, hvor han hver morgen han vågner gennemgår den samme dag, om og om og om igen.

Men i en objektiv anskuelse, et farligt begreb af på råbe sig som livstids-gooner, så er sæsonen i min optik godkendt, og der er masser af lys forude for næste sæson.

På tavlen fik vi syv point mere end sidste sæson, vi kom længere i Europa League, vi har fået styrket nogle pladser, som der var akut behov for. Og ikke mindst er vi i hvert fald nogenlunde helskindet igennem første etape af vores store transition. Og skulle nogen have glemt hvor galt det kan gå, skal man bare kigge på de røde fra Manchester og hele det cirkus,  der har været i gang, siden Ferguson stoppede.

Følelsen af frustration og at være skuffet er forståelig hos os alle, men skuffelsen i kroppen over måden sæsonen sluttet sæsonen på, gør ikke sæsonen til en skuffelse.

Mod det uendelige univers

Hvad fremtiden bringer kan være svært at forudsige. Vi går ind i, hvad der med al sandsynlighed bliver et hektisk transfevindue, dels fordi vi har løntunge spillere i Mkhitaryan og Özil der i denne sæson ikke har leveret, det man kan forvente, for så mange penge. Dels fordi vi i hvert fald har to spillere, der ikke har niveau i Elneney og Mustafi, og så har vi et hul på højreback, centerback og venstrefløj. Foruden at skulle fylde op for eventuelle salg.

Beslutningen om hvad der skal ske med nogle af de unge fra næste sæson har også indflydelse på dette. Joe Willock kom ind i finalen, og gjorde en god figur og har haft flere gode præstationer i sæsonen. Spørgsmålet er, om Emery betragter ham som klar. Tilbage til klubben kommer også både Calum Chambers, Emile Smith-Rowe og Reiss Nelson, der alle har haft vellykkede lejeophold.

Som vi ved er Emerys midler meget begrænsede, og det gør, at vi uden tvivl vil skulle være agere hurtigt og præcist på markedet. Rygtebørsen er allerede startet, og det skal blive spændende at se, hvad Emery, sammen med Raul Sannelhi, kan hive op af hatten. Sommerens transfer vindue er det, der bliver afgørende for, om vi kan bygge på i næste sæson og komme tilbage i det forjættede land, eller om vi skal igennem endnu en Groundhog Day med mere Europa League. Et scenarie, der vil stille alvorlige spørgsmål ved om man skal bruge det 3 år på Emerys kontrakt, eller sige tak for samarbejdet, når der for sidste gang bliver fløjtet af for sæsonen i maj 2020.

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}