Arsenal har siden sommeren været i gang med en større renovation af hjemmebanen Emirates Stadium, og nu er tiden kommet til facaden. Planen for fornyelsen er dog overskredet, så fans må vente en smule længere end forventet.
Af Mads Adam Wegener
I sommers fik Emirates Stadium installeret to nye store LED-skærme, der er kommet flere ølhaner rundt omkring på stadion og med VM-pausen starter nu en ny udrulning af det større renoveringsprojekt Arsenal har sat sig for i forbindelse med at gøre stadionoplevelsen tidssvarende. Således er der i denne taget hul på stadionfacaden, som skal skiftes ud med en ny og vise Arsenal anno 2023. Siden 2009/2010-sæsonen har ’Heroes Together’-facaden prydet Emirates Stadium, hvor en lang række Arsenal-legender som Cliff Bastin og Thierry Henry er blev portrætteret side om side med hinanden. Stilen var malet og farverne var naturligvis i Arsenals ikoniske røde farve. For både hver sejr, uafgjort og nederlag er denne farve dog med tiden gået hen og fået et noget rustent havneudtryk, hvorfor det siden 2020 har været planen at genudsmykke Emirates. Nu er klubben således begyndt på at forvandle tegninger til handling, og den 13 år gamle facade blev derfor i den forgangene uge pillet ned.
Fans med på råd
Planerne har længe været undervejs og forskellige parter har taget del i processen, herunder fangrupper og medier såsom Arseblog. Designprocessen er blevet ledet af den britiske kunstner Jeremy Deller, der særligt er kendt for sine konceptvideo – og installationsprojekter, hvilket indbragte ham den fornemme Turner-pris i 2004. Dellers forkærlighed for videomediet gør det interessant at se, hvilket udtryk Arsenals hjemmebane kommer til at få. Tilmed er Emirates Stadium i stigende grad også blevet hjemmebanen for Arsenal Womens, der i lørdags spillede foran mere end 40.000 tusinde tilskuere på stadionet. Det forventes derfor også, at hjemmebanen vil afspejle en større alsidighed end førhen.
Den endelige facade kommer Arsenal-fans dog først til at opleve i januar. Oprindeligt var facadeopdateringen sat til at skulle være klar, når Arsenals igen startede op d.26 december med Boxing Day-opgør mod West Ham. Sidste øjebliks ændringer i designet har dog gjort, at Arsenal-fans må nu værne sig med tålmodighed hen over den travle juleperiode.