EMILE SMITH ROWE – MESUT ÖZILS ARVTAGER

Mesut Özils kontrakt løber ud i sommeren 2021 og vil til den tid være 32 år gammel.  Der spekuleres derfor til uendelighed, om han har en fremtid i klubben. Bliver han solgt til sommer? Lader klubben kontrakten løbe ud, fordi de ikke kan finde en klub, der vil overtage den astronomiske løn, tyskeren har? Bliver han forlænget, fordi Arteta godt kan lide ham? Det er endnu uvist. Det står dog klart, at 10’eren skal adresseres indenfor den nærmeste fremtid, hvilket holder døren åben for Arsenals midtbanetalent Emile Smith Rowe.

Jack Grealish, James Maddison, Kai Havertz, Dominik Szoboszlai og Hakim Ziyech. Alle fem navne har på et tidspunkt indenfor de sidste måneder været rygtet til at være på Mikel Artetas ønskeliste til sommerens transfervindue. Hakim Ziyech har i mellemtiden skrevet under på en forhåndskontrakt med London-rivalerne fra Chelsea, og Kai Havertz ligner mere og mere en spiller, der er ude for Arsenals rækkevidde. Og det er her 19-årige Emile Smith Rowe kommer på banen. Den unge englænder har efter en sæson plaget af skader endelig fundet fodfæste og fast spilletid i Championship hos Huddersfield. Her har han endelig fået lov til at spille 10’er på fast basis, modsat de sidste to år i Arsenal, hvor han primært har haft udgangspunkt på kanten. Arsenals nummer 32 er et rigtig spændende bud på klubbens fremtidige 10’er. Og næste sæson bliver Smith Rowes eksamen.

Endnu en Hale End-diamant

I denne sæson har Arsenal-fans kunne godte sig med en masse hjemmegroede engelske talenter på førsteholdet. Særligt Bukayo Saka har skinnet helt igennem med en lang række flotte præstationer og er i øjeblikket anset som det største talent i klubben. Også Joe Willock, Reiss Nelson og Eddie Nketiah har vist sig frem i glimt i løbet af denne sæson. Det er en gylden tid for Hale End-talenterne, og snart er det Emile Smith Rowes tur til at bevise, at han også er en af diamanterne. Det virker ikke åbenlyst for en spiller, der søger sit gennembrud i Arsenal, at han skal på lån til en bundklub i Englands næstbedste række. Men for Smith Rowe falder det helt naturligt at gøre noget anderledes:

”Jeg vælger ikke altid de åbenlyse steder, jeg kan godt lide at teste mig selv. Det er vigtigt for mig, at komme ud af min komfortzone”, fortæller Emile Smith Rowe i et eksklusivt interview med James Benge fra football.london.

Det var ligeledes et sats, da englænderen tog til RB Leipzig sidste sæson. Det viste sig også at blive en fiasko, men her var det igen en skade, der kom i vejen for Smith Rowes udvikling. En nu skadesfri og spilleglad Emile Smith Rowe gør en rigtig god figur i Huddersfield. Sammen med Joe Willocks storebror, Chris, har han hjulpet The Terriers væk fra nedrykningsstregen og placeret klubben godt til overlevelse. Og vigtigst af alt har han fået lov til at spille sin yndlingsposition:

”Min position betyder meget for mig. At spille fodbold er det vigtigste, men at spille 10’er har hjulpet mig med at falde til”, forklarer englænderen til football.london.

Han får også rigtig flot ros med på vejen af Hudderfield-manager Dan Cowley. Efter en 2-1 sejr over Bristol udtalte den engelske manager:

”Emile er en fantastisk spiller. Han ligner en topspiller. Han har evnen til at finde plads, han kunne finde plads i en telefonboks. Han sætter fart på spillet. For mig er han en Premier League-spiller, så jeg behandler ham som det, og jeg forventer Premier League-standard fra ham – til træning og i kampe, dag ud og dag ind.”

Der er altså store forventninger til den unge kreatør.

 class=
Emile Smith Rowe i aktion for Huddersfield Town

Elegant playmaker

Boldkontrol, opmærksomhed, overblik, drev, løbevillighed og et varieret afleveringspensum. Det er blot nogle af de karaktertræk, som Emile Smith Rowe besidder. Når han har bolden tæt under kroppen, er det usvigeligt besværligt at vriste den fra ham igen. Smith Rowe kan vende på en tallerken og have bolden med sig i hele piruetten. Når han er sluppet fri af sin oppasser, kan han fordele bolden til sine medspillere på flere måder. Inderside, yderside, høje og lave afleveringer af varierende længde. Der er ikke en aflevering Smith Rowe ikke kan lave. Kombineret med hans fantastiske overblik gør det ham til en glimrende spilfordeler. Sammen med overblikket kommer også en god opmærksomhed. Emile Smith Rowe er utrolig bevidst om sin placering på banen, modstanderens placering og medspillernes løbemønstre fra diverse udgangspunkter. Han besidder også evnen til at vende med bolden og drive den fremad. Han har en god næse for at drive bolden ind i det åbne rum og derfra skabe løbebaner for sine medspillere. Når spillet nærmer sig modstanderens felt, kan Smith Rowe dog have en tendens til at komme i tvivl om, hvad han skal gøre med kuglen. Han er ikke nogen gudsbenådet afslutter, så det mest nærtliggende er en chanceskabende aflevering. Der er dog ikke altid det lykkedes for ham. Uden bolden skinner Smith Rowes løbevillighed igennem. Han er absolut ikke for fin til at komme tilbage og forsvare. Han løber mange kilometer i løbet af 90 minutter, og han giver sig fuldt ud til enden. En evne der i den grad vil komme ham til gode, når han skal imponere Mikel Arteta i og med, at spanierens Arsenal-hold løber utroligt meget, sammenlignet med tidligere Arsenal-hold. Artetas hold løber i gennemsnit 4,5 km mere end Unai Emerys Arsenal gjorde. Og det ses tydeligt, at selv de allerstørste individuelle profiler, som Pierre-Emerick Aubameyang, Mesut Özil og Nicolas Pepe skal med hjem og forsvare.

Kanon ambitioner

Emile Smith Rowe har sigtekornet indstillet på én ting, og kun én: At spille for Arsenal og repræsentere The Gunners i Premier League. En ambition der har fulgt ham hele vejen fra ungdomsrækkerne på Hale End-akademiet:

”I sidste ende er drømmen at spille for Arsenal. Det er det jeg arbejder hen imod. Er jeg klar til Premier League? Det håber jeg. Efter det her lejeophold vil jeg forhåbentlig være mere klar til at tage tilbage til Arsenal”, konkluderer Emilie Smith Rowe til football.london.

Indkøbskurv