arsene wenger

31. marts 2020

DK: INTERVIEW MED KLUBFOTOGRAF STUART MACFARLANE

Han foreviger gyldne momenter og fansenes jubel på tilskuerrækkerne. Intet går forbi Arsenals klubfotograf Stuart Macfarlane, selv når vi andre Gooners sidder og gisper efter været og har følelserne ude på tøjet. Vi har taget en snak med manden, der siden tiderne med George Graham har gjort sig uundværlig i at forevige de bedste og mest sigende momenter i klubben.  

Af Mads Adam Wegener

Det er stille omkring Emirates Stadium fortiden. Den sædvanlige travlhed i klubshoppen er forsvundet, det samme er Arsenal-fansene fra nær og fjern og deres rungen på kampdagene på vej fra metroen over Ken Friar-broen hen til Emirates Stadium.

Der er heller ingen der denne fredag får lov til at træde ind på selve stadionet, på nær et par ganske få og særligt udvalgte medlemmer af Arsenal-staben. Arsenals greenkeepers får trods alt lov til at gøre deres arbejde og holde grønsværen i tip-top stand, så Arsenal-spillerne igen på den anden side af coronaepidemien kan have fornøjelsen af Premier Leagues måske flotteste græstæppe. På tilskuerrækkerne gemmer der sig dog endnu en Arsenal-medarbejder, nemlig Stuart Macfarlane. En evig skikkelse hos Arsenal igennem mere end tre årtier. For siden 1990 har Stuart stillet skarpt og dokumenteret Arsenals udvikling og historie fra kamp til kamp og træning til træning igennem sin tjans som klubfotograf.

Stuarts egen historie med Arsenal strækker sig dog endnu længere ind i fortiden. For før han blev ansat, var han først og fremmest fan:

“Min far var Chelsea-fan og tog mig med til Stamford Bridge et par gange, men jeg kunne ikke lide det. Det var i midt til slut 70´erne, og der var en masse problemer med hooliganisme og racisme dengang, hvilket man også kunne opleve hos Chelsea. Ned af min gade boede en dreng, som var stor Arsenal-fan. Han var den bedste fodboldspiller på gaden, så eftersom han gik rundt med en Arsenal-trøje, fulgte jeg ham i alt, hvad han gjorde og blev derfor også Arsenal-fan.”

Stuarts egen fodboldkarriere blev dog spoleret af et par grimme skader igennem hans ungdomsår. Han holdte dog hovedet højt og fandt en anden vej igennem til  fodboldverdenen. Med sit talent for at tage billeder blev han I 1990 igennem sit arbejde hos fotobureau sat til at skulle tage billeder forArsenals til deres hjemmekampe. I sin første sæson fik den store Arsenal-fan lov til at følge sit hold næsten gå ubesejret igennem en hel sæson, og se Tony Adams og co. løfte det engelske mesterskab. Triumfen og de efterfølgende jubelscener af spillere med høj cigar og champagne i omklædningsrummet fik Stuart foreviget og sat i glas og ramme til evigt minde og erindring for både gamle og nye fans. Og lige siden den sæson har Stuart været med til at fotografere både højdepunkter og skuffelser samt alt der imellem for den klub, han ikke alene holder med, men også arbejder for. Et privilegie, den garvede fotograf ikke tager let på.

”Det største privilegie ved mit arbejde er i sig selv bare at kunne sige, at man arbejder for Arsenal. Det virkede så uopnåeligt at kunne for denne klub, da jeg voksede op. Uanset hvor jeg i dag befinder mig i verden, så anerkender folk dig, fordi man arbejder for en så respekteret fodboldklub som Arsenal.

Arsenal-spillerne viser sin kærlighed til Stuart / Foto: Stuart Macfarlane

Fan uden jubel

Ligesom Stuart har skulle følge udviklingen omkring Arsenal, har Stuart også selv været en del af udviklingen. For da Arsenal skulle til at gå i gang med byggeriet af Emirates Stadium skulle klubben bruge én til at dokumentere processen bag Arsenals nye hjemmebane. Det var en nem beslutning for klubben at udvælge den rette person til opgaven, og fra 2001 kunne Stuart derfor kalde sig for ansat i Arsenal Football Club. At følge byggeprocessen har dog ikke været en af fotografens allermest udfordrende opgaver. Det er når Stuart ikke selv har sin egen skæbne i hånden. Som på kampdage.

”Kampdage er de mest udfordrende arbejdsdage, for du vil gerne fange alting, der sker i løbet af de 90 minutter. Jeg har aldrig gået fra en kamp og tænkt ’Jeg har ikke glemt at tage et eneste vigtigt billede’. Hver kamp er en udfordring. Internt til træninger er det nemmere, fordi jeg har kontrol over alting. Og selvom de kan lyde nemt at være koncentreret i 90 minutter, er det ikke spor, specielt hvis du elsker fodbold”, erkender Stuart.

Som fotograf og Arsenal-fan har Stuart derfor skulle omstille sig for at kunne gøre sit bedste på arbejde: ”Jeg har lært at nyde kampene fra et andet perspektiv end en fan. Jeg fejrer ikke mål fysisk, men inde i mit hoved. Jeg er meget glad, når vi scorer og vinder, men jeg forstår, at jeg først og fremmest skal tage billeder for klubben. Væk fra kameraet er jeg blevet dårlig til at følge holdet. Jeg bliver meget frustreret og råber meget af, hvad der sker inde i fjernsynet. Jeg er blevet bedst til at se Arsenal igennem mit kamera.”

Historier værd at fortælle

Selvom den rutinerede fotograf har vendt sig af med at juble, gør det alligevel en forskel om Arsenal vinder eller taber. De bedste dage i Stuarts tid hos Arsenal har været i forbindelse med det ikoniske triumfer igennem tiden. Og Stuarts mest ikoniske fotografier har da også været forbundet til disse store øjeblikke i Arsenals historie:

”Jeg bliver ofte spurgt hvad mit favoritbillede er. Alle billeder er udtryk for et moment, og alle mine ikoniske billeder er udtryk for gode momenter i Arsenals historie. Jeg tog et billede af Sylvain Wiltord, som scorede, da Arsenal vandt mesterskabet på Old Trafford (i 2002 red.), og det er et ikonisk billede. Det er ikke et godt fotografi, men når jeg tænker tilbage på det, er jeg stolt af det, fordi det var det billede, som gjorde, at Arsenal vandt ligaen. Det handler om at fange et sådan moment på det helt rigtige tidspunkt.”

”Derfor har mine bedste dage på arbejde også været i forbindelse med store kampe eller finaler. FA Cup-finalen i 2014 for eksempel, fordi vi ikke havde vundet noget i ni år. Det var en fremragende weekend med busparaden dagen efter. Ovenikøbet fik  David (David Price – anden klubfotograf hos Arsenal red.) og jeg taget en masse gode billeder fra kampen.”

Michael Thomas, David Rocastle og Paul Davis jubler titelsejren i 1991 / Foto: Stuart Macfarlane

Selvom de store triumfer i Arsenal også har været hans karrieres højdepunkter, erkender Stuart, at der også kan gemme sig historier, som er værd at fortælle i billeder, der viser en mindre glad side hos Arsenal-spillerne.

”Da jeg først startede som klubfotograf i 2001 tabte vi et par måneder senere FA Cup-finalen til Liverpool. En kamp, vi i høj grad burde have vundet. Jeg nægtede at de grådkvalte spillere. Jeg tænkte på dem som mine kollegaer, så jeg ønskede ikke at udvise disrespekt over for dem. Nu ser jeg dog mere som et ansvar at dokumentere, hvad der sker for fodboldklubben. Derfor ville jeg tage disse slags billeder i dag, og så måske lade være med at offentliggøre dem”.

”Jeg mener, der er historier, som fortjener at blive fortalt, ligesom da Lucas Torreira reagerede med at græde, da han så Granit Xhaka blive buhet af sit hjemmepublikum i 2-2-kampen mod Crystal Palace. Uanset hvad folk har ment eller mener om, hvad der skete den aften, er det værd at vise. Jeg kender Lucas, og han er en skøn person, som ser Arsenal som en familie. Derfor kom det som et chok for ham.”

Lucas Torreira / Fotos: Stuart Macfarlane

Ingen tomme ord

Ligesom for Lucas Torreira er Arsenal meget mere end bare en fodboldklub. Billederne af den følelsesladede uruguayaner minder ifølge Stuart Arsenal-fans om, at vi er en del af et specielt fællesskab. Et fællesskab, han selv fik under huden i sine samtaler med en af Arsenals mest garvede herrer:

”Da jeg først kom til klubben brugte jeg en del i tid klubben sammen med en af vores direktører, Ken Friar, som måske er synonym med, hvad klubben repræsenterer. Jeg så, hvordan han opførte sig og tænkte, at dette var rigtigt. At være respektfuld.  At behandle folk ens uanset hvem de er. Takket være dette er jeg så heldig at være del af en fodboldklub, som folk respekterer så højt overalt i verden. Alt i alt føler jeg at klubben har beholdt disse værdier.”

Som en meget følelsesmæssigt investeret tilhænger af Arsenal har Stuart hen over årene dog også kunne føle sig i uenig til dels med klubben, til dels fangrupperinger i klubben.

”Jeg forstår, at man ud fra klubbens perspektiv ikke kan bringe sin egen personlige mening frem igennem klubbens kanaler. Som ansat i klubben har der derfor bestemt været ting jeg har skrevet, som jeg ikke skulle have gjort, men er jeg emotionel person, når det kommer til fodbold. Jeg ved, hvad den her klub betyder for os fans, da jeg selv er fan. Jeg kan derfor fortryde nogen af mine ytringer, mens jeg samtidig vil holde fast i, at jeg er fan. Så selvom jeg arbejder for klubben, er min mening også bare et ekko af, hvad andre fans føler og tænker.”

Igennem sine stærke bånd til klubben er Stuart dog som oftest tilgivet, specielt fordi han forsøger at holde klubbens rødder og værdier i hævd. Værdier, han mener Arsenal-fansene har et ansvar for at huske på i deres kritik af klubben. Klubben er ikke kommet til, hvordan er i dag ud af ingenting, pointerer Stuart:

”Det er ikke for at være disrespektfuld, men nogen af klubbens nyere fans ved ikke, hvordan det stod til med Arsenal for 30 år siden. Dengang store menneskemængder blev proppet ind på det lille Highbury (Arsenals tidligere hjemmebane red.), hvor der ikke altid blev spillet den bedste form for fodbold. Vi har været meget forkælede med den fodbold, vi har været vidne til under Arsene Wenger. Da vi ikke klarede os godt i starten af denne sæson, begyndte jeg at tænke tilbage på dengang vi i årevis ikke var gode. Jeg synes ikke vi kan forlange, at holdet skal opnå succes hele tiden. Det er professionel fodbold, vi taler om. Vi må erkende, at der lige nu er bedre hold end os. Jeg tror dog før snarere end senere at vi kommer tilbage til toppen.”

Dixon, Adams, Pires, Henry og Ljungberg i 2002 / Foto: Stuart Macfarlane

Fra drenge til mænd

Som klubfotograf og fan har Stuart ikke alene fået lov til at opleve Arsenals storhed og fald igennem tiderne men også set, hvordan klubbens spillere har vokset sig til store profiler.  Som fotograf for alt fra akademiets U9-hold til henholdvis seniorholdet for både kvinder og mænd har Stuart fulgt den enkelte fodboldspillers modning ikke alene som spiller, men også som menneske. I alt fra den første kontrakt, debut på førsteholdet og karrierens første scoring for Arsenal til karrieretruende langtidsskader og lange timer i fitnesslokalet har Stuart været der. Ikke alene for at kunne dokumentere den enkelte spillers proces, men også som trofast støtte:

”Jeg føler mig utrolig privilegeret for at kunne følge dem igennem deres karrierer. Så forlader deklubben og ikke altid har du muligheden for at holde kontakten med dem alle, men med nogen gør du. Det er tilfredstillende, fordi man tænker, at man har spillet en lille rolle i at kunne hjælpe dem på vej i deres karrierer. Jeg holder eksempelvis kontakt med Alex Iwobis far. Jeg så ham blandt andet, da vi spillede mod Everton i februar. Da Alex forlod klubben sendte hans far mig en rigtig kærlig email omkring, hvad jeg havde betydet for ham og hans familie. Det er en herlig ting at få tilbage. Jeg har trods alt kun taget deres billeder og gjort mit til at hjælpe dem en smule på vej, tænker jeg.”

Alex Iwobi med sin første Arsenal-kontrakt som 7-årig / Foto: Stuart Macfarlane

”På den anden side er der også hjerteskærende hændelser som da Jose Antoni Reyes døde sidste år. Jeg mødte ham på sin første dag i klubben, da han skrev under og senest, da han i 2018 var nede i Madrid til Arsenal Legends v Real Madrid Legends. Jeg troede ikke han ville huske mig, men han gav mig et kæmpe kram. Det er en af de hændelser, hvor du erkender, at du ikke ved, hvad der sker i fremtiden. På samme måde har spillere det, når de pludselig bliver langtidsskadede. Du kan se hvor knuste de er, men samtidig forstår de, at det kan være en del af det at være fodboldspiller. Generelt topper de gode stunder dog de dårlige, det er sikkert.”

Selvom Stuart har opbygget et tættere forhold til både tidligere spillere og personale, rykker det ikke ved de værdier, som fotografen har taget med sig fra sine mange samtaler med Ken Friar:

”Jeg behandler alle ens, sådan har jeg altid været. Jeg taler til alle spillere på samme måde. Jeg er ret ligetil, og jeg tror spillerne sætter pris på dette. Generelt er der ikke den store forskel fra drengen, der er kommet ud af Hale End (Arsenal akademi red.) til én, der lige er blevet købt i Barcelona. De vil alle bare den samme, nemlig at spille fodbold.”

”Jeg får ikke stjernenykker af at være i blandt de store profiler. Jeg blev dog overvældet første gang jeg mødte Dennis Bergkamp, men i dag anser jeg mig selv for at være en ven af ham og hans familie. Da han kom over for præsentationen af sin statue grinte han af mig, fordi han kunne se, at jeg rystede. Han ved, hvad jeg følger ham. Han er nok den eneste, jeg har haft det sådan med. Dennis var min favorit.”

Stuart har også uden for Arsenal-regi haft fornøjelsen af at kunne hjælpe Bergkamp med en række billeder, dengang den flyvende hollænder var i klubben, ligesom han har været fotograf til en række Arsenal-spilleres bryllupper og barnedåbe. Stuart indrømmer, at det er godt at kunne gøre, specielt efter at Arsenal ikke længere har sit eget klubmagasin, som kørte fra 2002 til august 2018. 

”Fodbold har forandret sig. Tilbage i dagene kunne vi tage spillerne hen til hvor som helst og lave billeder. Det kan du bare ikke længere, spillerne er så berømte. Spillerne bliver flået og trækket i alle retninger af både klubben, deres sponsorer samt i andre kommercielle henseender. Min og David Prices tid med spillerne er anderledes i dag, men det er vores udfordring. Det er ikke et stort problem, men noget vi arbejder på.”

Wengers specielle farvel

Selvom det nu er længe siden, at Arsenal sidst har kunnet få lov til at blive kronet som engelske mestre, bliver Stuart hver eneste dag mindet om nogen af de mest succesfulde dage i klubbens historie. På sit skrivebord finder man en champagne fra dagen, hvor Arsenal blev kåret som mestre for 2003/2004-sæsonen. The Invincibles-champagnen har fotografen dog ikke nogen planer om at poppe, selv hvis der skulle komme en særlig lejlighed.

I mødet med store personligheder og som et trofast medlem af Arsenal-familien har Stuart da også gjort sig fortjent til en lang række specielle genstande, som han har fået foræret igennem tiden. Da Thierry Henry drog til FC Barcelona i 2007 sendte han straks en trøje fra sin nye arbejdsgiver hjem til London for at takke Stuart. Det samme gjorde Dennis Bergkamp, da han annoncerede sit karrierestop, samtidig med at han signerede et print af sit legendariske mål mod Newcastle med beskeden ’Billedet var bedre end målet¨. Den nok fineste anerkendelse Stuart har modtaget var dog i forbindelse med Arsene Wengers afsked med Arsenal.

”Jeg lavede en bog for et par år siden, der hed ’Wenger Revolution’. Coveret af bogen er en af mine favoritbilleder af Arsene. Lige før han forlod klubben spurgte jeg ham om vi kunne lave et par portrætter af ham i hans kontor. Han inviterede mig ind, og vi havde en skøn samtale, hvor jeg også fik taget mine billeder og spurgt ham, om han ville signere et print af coverbilledet fra bogen. Han tog derefter printet ud af mine hænder for at tage det med sig inde i hjørnet af sit kontor, hvor han signerede printet med; ”Min stjernespiller for de sidste 22 år. Med kærlighed og respekt – Arsene Wenger” Jeg havde tårer i øjnene og ville bare gerne omfavne ham og give ham et stort kram. Jeg havde dog for meget respekt for ham til at gøre det.

Stuarts kontor / Foto: Stuart Macfarlane

Arsene Wenger vil altid have en stor plads i Stuarts hjerte.

”Jeg ville ikke være, hvor jeg er uden Arsene. Han er nok den mest utrolige person, jeg nogensinde har mødt. Bare at tale med ham. Jeg var der dagen efter, at han havde annonceret sit stop hos Arsenal. Samme dag skulle min partner og jeg få et scanningsresultat at vide, hvilket ville afgøre hvilket køn vores dengang kommende baby ville få. Jeg kunne se hvor oprørt han var over at skulle stoppe og så gik han for at tale med mig om at være forældre. Hvad der forventes af forældre, og hvad gode forældre er. Han havde så mange ting at bekymre sig om, og så vælger han at tale om min fremtid!”

”Sidste gang jeg talte med ham var efter Huddersfield-kampen (Wengers sidste kamp som Arsenal-træner red.). Vi fløj tilbage til træningsanlægget, hvor alle fik sagt farvel til ham. Da jeg skulle sige farvel, tog han fat i mig og sagde, at jeg nu skulle huske at se efter mit barn. Det var sådan en fantastisk ting af ham at sige. Han er bare en helt fantastisk person.

”Jeg kan se så meget af Arsene i Mikel Arteta. Han minder mig om dengang Arsene først kom til klubben og havde sko at udfylde. Mikel kender klubben, forstår den, forstår engelsk fodbold og har et stort hjerte for klubben. Når du taler med ham, vil du tro på hvad han fortæller dig, fordi han taler med så stor en tro og overbevisning. Jeg er så glad for at han er den nye træner. Det er glædeligt for mig, for fodboldklubben og utroligt for fansene. Jeg tror, at han kommer til at blive en stor træner for denne fodboldklub.”

Wengers specielle besked / Foto: Stuart Macfarlane

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}