Tilbage i 2012 skrev Arsenals fem britiske spillere, Jack Wilshere, Aaron Ramsey, Carl Jenkinson, Kieran Gibbs og Alex Oxlade-Chamberlain, under på nye kontrakter, hvilket blev efterfulgt af en ny kontrakt til Theo Walcott i januar 2013 . De skulle repræsentere Storbritannien på det ellers multinationale Arsenal-hold. Alle seks var unge, talentfulde, men allerede erfarne førsteholdspillere.
Et statement som hele fodbold England var imponeret over, specielt i en tid, hvor pengene sad løst på de rige ejere rundt omkring, hvilket bragte udenlandske spillere til ligaen i stor stil. Men hvad skete der med den britiske kerne i Arsenal, og ikke mindst hvordan er briterne repræsenteret i dag, samt forståelsen af den engelske kultur i klubberne?
Den britiske kerne før i tiden
England har altid været kendt for en helt speciel fodboldmentalitet. Tilbage i tiden var det verdens hårdeste liga, og tacklinger i knæhøjde gav højest en snak med dommeren. Briterne og arbejderfansene ville have lokalhelte, fightervilje og spillere, de kunne møde på pubben efter kampen.
Tilbage i 90’erne havde man et skønt no nonsens-hold, hvor man trods en masse udenlandske spiller havde en kerne med Nigel Winterburn, Tony Adams, Steve Bould, Lee Dixon, David Seaman, Ray Parlour, Martin Keown, Ian Wright osv. Spillere, der stadig i dag anses for at være kulturbærer af hvad, Arsenal repræsenterede, samt hvad de bør repræsentere i dag. Det er sagt før, men kan ikke siges ofte nok; det handler om identitet. Dengang havde Arsenal en klar identitet, både i spillestil, men bestemt også i spillervalg. Man havde den britiske kerne, som var ledere og en vigtig del af udtrykket, og så krydrede man det med udenlandske talenter, som kunne noget ekstra ordinært. Noget som den kære Arsene Wenger var med til at indføre i det engelske system.
Hvis man skal prøve at indsnævre fokus en smule og se på den britiske kerne fra 2012, må man tænkte over, hvad der gik galt.
Her kommer man ikke uden om skaderne, og hvis man nævner skader, må man også nævne Jack Wilshere. Det evige talent. Jack var vel The Golden Boy, da han rykkede op på førsteholdet, og hans talent havde ingen grænser. Selv i dag ville jeg sige, at han ville være en fremtræden profil i Arsenal og på det engelske landshold, hvis ikke han havde været så skadet. Det bremsede simpelthen hans udvikling hver gang. Allerede før han skrev under på sin nye kontrakt i 2012 havde han en alt for lang skadesliste, og gennem hele sin tid i klubben missede han ifølge Transfermarkt hele 155 kampe. Det er er altså 13950 minutters fodbold, plus det løse. Hvilket resulterede i ’sølle’ 198 kampe på ti år i førsteholdsregi.
De andre spillere har også haft deres skader. Selvom det ikke er på niveau med Wilshere, er det stadig en stor portion spilletid, der er forsvundet med skader gennem tiden. De fire resterende spillere missede i gennemsnit 102 kampe i deres Arsenal-karriere grundet skader – hvilket i sådan en som Theo Walcotts tilfælde er helt ok med sine 12 år i klubben.
Hvis man så skal se en anden vej end skaderne, så må det være niveau.
Mange spillere gennem tiden er blevet hentet til klubben som store talenter og er efterfølgende ikke slået igennem. Dette gælder både udenlandske og britiske spillere. Men måske er presset større på de britiske, og hvis man så ikke har niveau, så begynder det at sætte mentale spor hos spilleren.
Walcott var fra start af en af de helt store talenter i Arsenal og var udset en rolle som Henrys afløser – den mytiske nr. 14. Langt hen ad vejen så det ganske fint ud med Walcott, og i sin tid i klubben scorede han over 100 mål. Men på trods af fast spilletid, og små glimt af stjernestøv, så blev han aldrig den stjerne, som han først var udset til at blive. Var det så på grund af manglende kvalitet eller et spørgsmål om lavt bundniveau?
Forventningerne er altid høje, og flere fans snakker om, at det er nemmere at finde en enhjørning end at finde et verdensklasse britisk talent. En overdrivelse ja, men meningen bag er faktisk korrekt.
Hver gang et britisk talent titter frem, bliver han kåret til den nye frelser i en eller anden grad – og netop det kan være svært for de som regel unge briter og deres selvforståelse.
I forhold til potentialet i den førnævnte britiske kerne fra 2012, må man konstatere at ingen for alvor fik forløst det potentiale, som man mente de havde. Gibbs var en tro klubmand, men tog det naturlige skridt ned at trappen til West Brom, da man måtte konstatere, at niveauet ikke rakte mere, specielt med en Monreal som ikke var til at slå af.
Ramsey kender vi alle historien med, og var måske den enkelte spiller der rent faktisk havde niveaet, men som aldrig rigtig fik den rolle han skulle i Arsenal. Desværre for os (og måske dem) så skiftede han GRATIS til Juventus, hvor waliseren nu får en flot hyre på 400.000 pund om ugen hos. En løn vi aldrig vil, eller skal, betale i vores klub. Oxlade-Chamberlain er i Liverpool, og spillere mindre end han gjorde i Arsenal – han vil nok altid bare være en utrolig dygtig sub, men desværre aldrig den profil, alle havde troet. Jenkinson har aldrig vist niveauet, og var praktisk talt nok kun i klubben grundet sin store kærlighed for Arsenal, samt en villighed til at gøre alt, hvad der blev bedt om. En smule ærgerligt, da mentaliteten var med ham.
Kan man konstatere at ’The British Core’ var Wengers største mislykkede projekt? Måske. De skabte håbet for fansene og for den romantiske idé, om en rygrad af britiske spillere på et tophold i Premier League. Idéen var der bestemt, for disse spillere havde i nogen grad et talent, som kom frem til tider. Desværre ikke kontinuerligt nok, og desværre uden den store udvikling.
Den britiske kerne i dag og i fremtiden
Ser du ned over Arsenals førstehold i dag, ser vi hele otte britiske spillere – flere af dem med fast spilletid ovenikøbet. Først og fremmest er der jo Bukayo Saka, som i den her sæson har taget det store skridt fra marginalspiller til for alvor at være en vigtig del af holdet. Først og fremmest har han vist sig fra sin offensive side, hvor han har lavet et hav af assist og et par mål. Samtidig har han skulle udfylde en defensiv rolle i fraværet af Sead Kolasinac og Kieran Tierney, som før deres skader begge var fortrukne valg til venstreback. Nu må Saka efterhånden være tæt på at være fast mand, på den ene eller anden måde. Ideelt vil Tierney nok spille fast, hvis han bliver skadesfri, og så er Saka lagt foran. Igen må det komme an på det udtryk, Arteta vil gå efter, samt den aktuelle form. Udover at have fået fast spilletid, så har Saka udviklet sig mentalt. Noget, som generelt har været en tendens blandt de yngre spillere.
De har alle skulle løfte et ansvar, som de etablerede spillere ikke altid har kunne leve op til. Her synes jeg Saka har vist sig ekstraordinær. Må efterhånden være i top frem over største engelske talenter lige nu.
Derudover har vi spillere som Willock, som heldigvis får en masse spilletid, men som ofte stadig mangler slutprodukt. Man kan se på hans måde at drive bolden på, at han helt bestemt har kvaliteter, og som med den rette udvikling, nok skal blive til en vigtig brik for Arsenal. Derudover må spillere som Rob Holding, Ainsley Maitland-Niles og Calum Chambers beregnes for at være marginalspillere, ligesom Arsenals tredjemålmand Matt Macey er.
På toppen har vi hentet vores unge angriber Eddie Nketiah hjem fra lån hos Leeds. Et valg, som mange troede betød endnu en tur på leje andetsteds. Men Arteta rystede posen, og gav liv til vores unge brite. Drengen der minder så meget om gode gamle Ian Wright, og som også har selv samme som mentor. Han har vist i glimt hvorfor han er hentet hjem, ikke bare med sin målnæse, men også med sin attitude. Dog er det vigtigste ved Nketiah, at der ikke er nogle i truppen ligesom ham. Han er vel det man kalder en ægte 9’er. Han bevæger sig i klassiske dybdeløb, og oftest mod det lille felt. Lacazette falder mere ned, og bevæger sig mere på tværs af banen, og Aubameyang er en helt anden snak. Igen er det spekulationer, men med den rette træning og troen fra manageren, så ser vi Eddie som en vigtig brik i Arsenals fremtid. Det samme kan man måske konstatere om Reiss Nelson, en meget light udgave af Jordan Sancho. Han viser til tider hvorfor han stadig er i klubben, og hans hurtige føder samt temposkift kan vise sig at være dødbringende for modstanderen, specielt i mere slidsomme taktiske situationer. Han vil stadig være på vippen i forhold til hans fremtid i Arsenal. Personligt håber jeg, at han uventet slår igennem og etablerer sig.
Det kan lyde som ren og skær opridsning af vores spillere, men det er vigtigt at anerkende at nogle af vores største talenter rent faktisk kommer fra akademiet, og er ’homegrown’.
Med den rigtige udvikling af især spillere som Saka, Nketiah og Willock, har vi måske en kerne af spillere, som ikke bare har været med, siden de var børn, men som kan forstå identiteten som britisk spiller i Arsenal. En væsentlig faktor, som ikke så tit bliver beskrevet i en multinational industri som fodbold.
Hvorfor er er de vigtigt med briter i Arsenal?
Markedet, som vi kender i dag som fodbold, er lige som så meget andet blevet ekstremt globaliseret. Spillere krydser grænser oftere og oftere og konstaterer kun deres nationalitet, når landsholdspauserne er over dem. De store klubber i England køber mere og mere i udlandet. Det har selvfølgelig sine grunde, der bunder i økonomi, alsidighed, personlige forhold osv. Men ikke desto mindre gør det Premier League til en af de ligaer med absolut flest udlændinge. Her er Arsenal ikke en undtagelse.
Omkring 17-18 forskellige nationaliteter er at finde omkring førsteholdstruppen. En tendens vores kære Wenger var med til at indføre i de glade 90’ere. Men netop af den grund er det endnu mere vigtigt med nogle briter i truppen, da det er vigtigt for både fodbolden, og ikke mindst England, at briterne er repræsenteret i de store fodboldklubber. Her må man se med stor glæde på den bølge af unge engelske talenter, der blomstrer lige nu. I denne sammenhæng må vi (desværre) nævne Chelseas hold. Der kan man snakke om en talent fabrik, der begynder at kunne høste frugterne, efter i lang tid at have svigtet sin store talentmasse i akademiet. Det handler jo i bund og grund om at bevare kulturen i klubberne, og selvom Arsenal kulturen har budt på en masse udlændinge, så skal man stadig holde fast ved nogle gamle dyder engang imellem. Specielt med Arsenals eget akademi. Ikke nok med at vi har bragt en flok af dygtige englændere i spil, så kommer der nogle stykker bagfra som bestemt ser spændende ud. Her må man fremhæve unge Folarin Balogun, som bare har taget et ekstra skridt op de sidste mange måneder.
Personligt er jeg håbløs fodboldromantiker, og håber oftest at de unge englændere klarer sig fantastisk. Det giver bare noget ekstra, når de unge briter viser sig fra deres bedste side.
Man kunne stille spørgsmålet, om der burde være strammere regler angående antal briter i truppen? Lige nu skal man have mindst otte home-grown spillere i truppen, men er det nok?
Det vil jeg lade stå til debat.