DE VARMESTE TRANSFERRYGTER VEDR. ARSENAL

I dag er der præcis to uger til at transfervinduet smækker i og hos Arsenal er der stadig en masse uopklarede emner, der skal blive løst inden klokken slår midnat d.5 oktober. Her er de mest aktuelle og vedholdende rygter vedrørende både handler ind – og ud af klubben.

IND

Alex Runarsson (FC Dijon)

Denne handel ser mest af alt ud til at være en formsag. Handlen er blevet bekræftet både af franske, italienske og engelske medier, og den 25-årige islandske målmand ventes at blive præsenteret i løbet af denne uge. Runarsson skulle angiveligt træne for sig selv for at omgås corona-karantænereglerne, ligesom Gabriel skulle gøre, da han ankom fra Frankrig. I Arsenal bliver Runarsson genforenet med sin målmandstræner fra FC Nordsjælland Inaki Cana.

David Raya (Brentford)

Den spanske keeper David Raya bliver stadig kædet sammen med Arsenal. Arsenal skulle ifølge den troværdige fodboldpodcast ’The Beautiful Game Podcast’ have kommet til enighed med Raya om de personlige – og lønmæssige forhold, men mangler stadig at aftale en pris med spanierens klub Brentford. Troværdige engelske medier som The Telegraph og The Athletic beretter om, at Arsenal har fået et bud på 10 millioner pund afvist, da Brentford vurderer deres keeper til at være 15 millioner pund værd. Tilmed ønsker Brentford efter sigende kun at ville indgå en handel, hvis Arsenal tilmed sender Raya tilbage på lån til Brentford for denne sæson. Det er endnu uvidst om Arsenal har tænkt sig at gå med til denne betingelse.  

Houssem Aouar (Olympique Lyon)

Den franske playmaker, der til daglig spiller i Lyon, står rigtig højt på Mikel Artetas ønskeliste ifølge flere troværdige kilder, såsom The Guardian, amerikanske The Athletic og franske RMC. Aouar skulle allerede have fanget Artetas blik, da han som assistenttræner for Manchester City i 2018 så Aouar spille for Lyon mod City i en Champions League-kamp. Lyon kan i denne sæson ikke tilbyde sine spillere nogen form for europæisk fodbold, hvilket er første gang side 1997, at dette sker. Den sydfranske klub har derfor brug for at sælge en række af sine spillere, men har indtil videre ikke ville rykke sig i forhold til deres vurdering af Aouar. Den 22-årige midtbanespiller har et prisskilt på omkring de 60 millioner euro, og indtil videre har Arsenal kun budt 35 millioner euro + en unangiven spiller, der eftersigende skulle have været Matteo Guendouzi. Buddet blev dog prompte afvist af Lyon. Arsenal har dog ikke ladet sig slå ud og med en række spillersalg i løbet af de kommende uger, forsøger Arsenal at skabe finanser til at hente franskmanden.

Thomas Partey (Atletico Madrid)

En anden spiller, Arsenal forsøger at skrabe penge ind til er Thomas Partey. Atletico Madrid-spilleren har kontrakt med spanierne indtil 2023, men har lige nu en klausul i sin kontrakt, der gør det muligt for klubber at købe ham fri for 50 millioner euro. Arsenal har siden starten af transfervinduet været i dialog med Atletico Madrid omkring ghaneseren, men den spanske hovedstadsklub har indtil videre ikke været villige til at gå til forhandlingsbordet. Budskabet er klart; enten betaler Arsenal frikøbsklausulen, ellers bliver ghaneseren i Atletico. Spørgsmålet er derfor ikke, om Partey ønsker at komme til Arsenal, men mere om The Gunners kan strikke en handel sammen. The Athletic beretter, at Arsenal vil skulle betale hele frikøbsklausulen i et hug, og ikke over flere betalingsrater, som det eksempelvis er tilfældet med Nicolas Pepe. Ligeledes forlanger ghaneseren en høj løn, omtrent de 200.000 pund om ugen.

 class=
Mikel Arteta har fokus på at styrke sin midtbane i transfervinduet.

UD

Sead Kolasinac (Schalke, Bayer Leverkusen, AS Roma)

Selvom den bosniske forsvarsspiller startede inde for Arsenal imod West Ham, skal det ikke ses som et signal, om at Arteta har planer om at beholde den tidligere Schalke-spiller. Kieran Tierney pådrog sig en mindre skade i opvarmningen til kampen og derfor fik Kolasinac lov til at starte, hvilket mange Arsenal-fans var vrede over på de sociale medier. Arsenal arbejder i øjeblikket på at skippet en række spillere ud af klubben heriblandt Kolasinac, der især er blevet kædet sammen med et skifte tilbage til Tyskland. Her er hans gamle klub Schalke 04 en konkret bejler. Problemet er, at Gelsenkirchen-klubben kun vil kunne hente Kolasinac på en lejeaftale i første omgang, mens de også kun vil kunne betale halvdelen af bosnierens løn, som ligger på omtrent 120.000 pund om ugen. Arsenal ser gerne, at de kan skille sig af med Kolasinac på permanent basis.  SKY Deutschland og avisen SportBild har i løbet af den seneste uge meldt ud, at Bayer Leverkusen er stærkt interesseret i at hente Kolasinac til deres klub. Kolasinac vil dog være nødsaget til at gå ned i løn for at få denne transfer gennemført.

Sokratis (Napoli, AS Roma)

En anden spiller, der tidligere har spillet i Bundesligaen, er Sokratis, som over hele sommerperioden er blevet sat i forbindelse med et skifte tilbage til Serie A. AS Roma har været kædet sammen med grækeren, men hovedstadsklubben førsteprioritet er Chris Smalling, hvilket Romas træner Paulo Fonseca fik bekræftet efter sæsonåbneren mod Verona lørdag. Udover hovedstadsmandskabet har Napoli udvist interesse for Sokratis, der tidligere har spillet sammen med Napolis træner Gennaro Gattuso i AC Milan. Denne transfer afhænger dog af Napolis forsvarsspiller Kalidou Koulibaly, der forventes at blive solgt til Manchester City. Forhandlingerne mellem City og Napoli skrider dog meget langsomt frem, da klubberne ikke direkte taler med hinanden, eftersom den engelske klub stadig er vrede over italienerne ovenpå Jorginhos mislykkede transfer til de lyseblå for to år siden.

Shkodran Mustafi (Lazio, Napoli)

Den tyske verdensmester Shkodran Mustafi er på vej tilbage fra en skade, som han pådrog sig i slutningen af FA Cup-semifinalen mod Manchester City. Tyskeren har et enkelt år tilbage af sin kontrakt med Arsenal og bliver i italienske medier kædet sammen med et skifte til Lazio. Arsenal skulle eftersigende være klar til at sælge Mustafi for 15 millioner euro, hvilket skulle ligge inden for Lazios budget. Mustafis løn er dog et problem for italienerne, der kun kan tilbyde en årsløn på 2,5 millioner, hvilket er to millioner euro mindre, end hvad tyskeren tjener i Nordlondon. Også Napoli har meldt sin interesse i den omdiskuterede forsvarsspiller.

Calum Chambers (West Ham, Newcastle, Fulham, Leeds)

En anden spiller, der på nuværende tidspunkt er på vej tilbage fra en skade, er Calum Chambers. Den engelske forsvarsspiller skulle være et varmt navn blandt mange Premier League-klubber og senest har West Ham ifølge The Telegraph meldt sin interesse for Chambers. Westlondon-klubben har tilbudt at hente Chambers på en låneaftale, men Arsenal er mest af alt interesseret i at sælge den 25-årige forsvarsspiller. Arsenal ønsker at 15 millioner pund eller mere for Chambers, der har to år tilbage af sin kontrakt med The Gunners.

Lucas Torreira (Atletico Madrid, Torino, Fiorentina, AS Roma)

En populær skikkelse i Arsenal er den lille uruguayaner Lucas Torreira, der under Mikel Arteta både har været inde og ude af startopstillingen. En drilsk fodskade i starten af marts holdte Torreira ude i indtil de sidste par kampe i af sidste sæson, og med en stærk spillende duo i Dani Ceballos og Granit Xhaka var savnet efter den 24-årige midtbanekriger ikke stort. Torreira er derfor blevet sat på salgslisten hos Arsenal, hvilket har givet The Gunners en masse henvendelser i indbakken vedrørende uruguayaneren. Sommeren over har en række italienske hold været i dialog med Arsenal omkring Torreira, heriblandt Torino, Fiorentina og AS Roma, og senest har Atletico Madrid ifølge pålidelige kilder i både England, Uruguay og Spanien været i dialog med Arsenal omkring midtbanespilleren. Atletico Madrid har i første omgang spurgt indtil en etårig låneaftale med option på at kunne købe Torreira, hvilket Arsenal dog gerne vil gøre mere forpligtende. Interessant i denne sammenhæng er det, at Arsenal ønsker at hente Thomas Partey i Atletico Madrid og derfor kan en bytteaftale + penge til Atletico Madrid komme på tale.

Matt Macey (?)

Arsenals tredjekeeper er formentlig også på vej væk fra Arsenal. I et interview med The Telegraph i starten af denne måned, gjorde Macey det klart, at han nok havde brug for en ny udfordring i sin karriere. Macey har spillet i Arsenal siden 2013 og været en del af førsteholdet siden 2014. Han er i alt noteret for to officielle førsteholdsoptrædender for The Gunners. Det er endnu ikke kommet frem, hvem der skulle været interesseret i at hente Macey, som stadig er under kontrakt hos Arsenal indtil udgangen af denne sæson.

 class=
Arsenal håber at kunne komme af med forsvarstrioen Sokratis, Mustafi og Kolasinac inden d. 5 oktober.

Status – Bekræftede handler (ind/ud)


IND

Gabriel Magalhaes – 26 millioner euro (Lille)

Willian – fri transfer (klubløs)

Dani Ceballos – leje (Real Madrid)

Cedric Soares – fri transfer (klubløs)

Pablo Mari – 8 millioner euro (Flamengo)

William Saliba – tilbage fra lejeophold (St. Etienne)
Mohamed Elneny – tilbage fra lejeophold (Besiktas)

Emile Smith-Rowe (tilbage fra lejeophold (Huddersfield Town)

UD

Emi Martinez – 17.60 millioner euro (Aston Villa)

Dino Mavropanos – leje (VfB Stuttgart)

Indkøbskurv