DE FØRSTE NORTH LONDON DERBIES

Når Arsenal næste gang går på banen til en Premier League-kamp er det mod de støjende Nordlondon-naboer fra Tottenham. Opgøret er et af de mest intense og furiøse i engelsk fodbold og har været det siden det første indbyrdes opgør i 1887.

Arsenal var tilbage i 1800-tallet blot en våbenfabrik med et amatørfodboldhold. De kaldte sig Woolwich Arsenal, og huserede i det sydlige London ved et kvarter, der hed Plumstead. Den professionelle fodbold, de dygtige spillere og pengene lå – desværre for Arsenal – i den periode i det nordlige London. Det kunne ses og mærkes på resultaterne, de tomme tribuner og ikke mindst økonomien i klubben. Arsenal kunne kun trække mindre end 10.000 tilskuere, hvorimod Tottenham i det nordlige London fyldte på den gode side af 50.000 sæder pr. kamp, og desuden spillede i den daværende bedste række. En mand ved navn Sir Henry Norris, datidens Roman Abramovic, reddede dog Arsenal for konkurs, og havde store planer for klubben. Han rykkede klubbens hovedkvarter fra Sydlondon til Nordlondon, og blot et stenkast fra Tottenhams hjemmebane. Dette vakte stor kritik og opstandelse hos Tottenham, der mente, at der kun var én klub, der hørte hjemme i det nordlige London.

Men her stoppede rivaliseringen langt fra. Den var kun lige begyndt. Den sidste sæson inden første verdenskrig var i 1914/1915. Her blev Tottenham nummer 20 ud af 20 i den bedste række, mens Arsenal blev nummer seks i den næstbedste række. Umiddelbart efter krigen, bestemte det engelske fodboldforbund at udvide ligaen fra 20 til 22 hold. Derby County og Preston North End fik på retfærdig vis deres plads i den bedste række, da de sluttede som bedst og næstbedst i den næstbedste række. Tro det eller lad være, men nu skulle der stemmes om, hvem der fik den sidste plads i den bedste række. Afstemningen stod mellem de syv bedst placerede hold i den næstbedste række og nummer sidst i den bedste række. Altså Tottenham. På mirakuløst vis lykkedes det Sir Henry Norris at argumentere for, at Arsenal skulle have den sidste plads, hvilket efterlod de nye naboer fra Tottenham Hotspurs i 2.division. Og sådan blev der tændt op under det bål, der stadig er rødglødende den dag i dag. Arsenal og Tottenham bliver bare aldrig gode legekammerater.

De første North London Derbys 

Det første derby nogensinde mellem Arsenal og Tottenham var på en regnfuld dag, den 19. november, 1887. Reelt set var det ikke et ”North London Derby”, da Arsenal havde hjemmebane i det sydlige London på det tidspunkt. Kampen blev spillet på Tottenhams hjemmebane i det nordlige London og blev afbrudt 15 minutter før tid, fordi det blev for mørkt. Tottenham førte 2-1 inden kampen blev afbrudt.

Det efterfølgende år prøvede de lykken igen. Denne gang blev kampen spillet til ende, men da Tottenham kun havde ni mand til rådighed, var det ingen sag for Arsenal at vinde det første færdigspillede North London Derby nogensinde med 6-2.

Tyve år senere blev der spillet endnu et bemærkelsesværdigt derby på Tottenhams daværende stadion, Tottenham Marshes. Folk var ellevilde for at se opgøret, men der var kun plads til 15.000 tilskuere, hvilket resulterede i overfyldte tribuner i en sådan grad, at folk klatrede op på taget af stadionet for at følge med i kampen. I den forbindelse blev op til flere personer alvorligt skadede, og det gav grobund for Tottenham til at bygge et nyt og større stadion. White Hart Lane.

Det første officielle møde mellem de to klubber var den 4.december, 1909. Det var første opgør i ligaregi, og Arsenal vandt kampen 1-0. Her var det Arsenals angriber Walter Henry Lawrence, som med kampens enlige mål sikrede håneretten til The Gunners. En håneret, der sidenhen i de mere end 100 år for det meste også har tilhørt den røde del af Nordlondon.

 class=
Opstillingerne fra første officielle kamp mellem Arsenal og Tottenham. Foto: 11v11
Indkøbskurv