DAVID LUIZ-PROBLEMATIKKEN – FORLÆNGELSE ELLER EJ?

Til sommer udløber kontrakten igen for den nu 33 år gamle brasilianske stopper. Sidste år blev han med blandede reaktioner i fanbasen forlænget med et enkelt år, og nu ser det ud til, at historien gentager sig.

Røde kort, defensive hjerneblødninger og alt for mange berøringer. Frustrationerne har været mange på de snart to sæsoner, David Luiz har tilbragt i det nordlige London. Den defensive tryghed har været svingende, og i hver kamp har der luret en frygt for den næste selvimplosion. Alligevel er han en af de vigtigste figurer i Arsenal, både på og uden for banen. Sidste sæson var det kun Pierre-Emerick Aubameyang, der spillede flere minutter end David Luiz, og brasilianeren spillede 1.314 minutter mere end sin nærmeste forsvarskompagnon, Sokratis.

Ny kontrakt, ny rolle

David Luiz har passeret sin karrieres top, og det er mange år siden, han var blandt de bedste forsvarsspillere i verden. De mange år i europæisk topfodbold har dog givet brasilianeren en masse erfaring og rutine. Noget som manager Mikel Arteta nyder godt af bag kulisserne. Arsenals nummer 23 har i sin tid i Europa vundet fire nationale mesterskaber (Benfica, 2x PSG & Chelsea). Derudover var han også med til at vinde Champions League med Chelsea i 2012.

På et pressemøde i midten af februar fortalte Arteta om sin tilfredshed med David Luiz’ præstationer og generelle ageren i truppen. Det er ikke til at misforstå, at hvis den spanske træner får sin vilje, så er David Luiz også i Arsenal næste år:

Han er et rigtig godt eksempel for de unge spillere. De lytter til ham på grund af den måde han er på og alt det han har gjort i fodbold. Men også den måde han opfører sig på hver dag, hvor professionel han er og hvordan han gør sit arbejde. Han er en af rollemodellerne i truppen,” fortalte Arteta, da han blev spurgt om hvorvidt det var i planerne at forlænge David Luiz’ kontrakt.

Et rygte begyndte kort tid efter at svirre om, at David Luiz kun ville få en kontraktforlængelse med en rolle som spillende træner, og med nedsat spilletid. Det tyder altså på, at Arteta er ude efter brasilianerens evner som coach og rollemodel, fremfor hans evner på banen. Rent statistisk tyder det også på at David Luiz’ rolle reduceres. Sidste sæson var han den forsvarsspiller med allerflest minutter på banen. Denne sæson har både Rob Holding og Gabriel spillet flere end ham.

 class=

Alderen trykker og yngre kræfter presser på

Arsenals forsvar er langt fra fordums styrke, da Sol Campbell og Kolo Toure gik ubesejrede igennem sæsonen i 2003/2004. Den stabilitet er noget Arsenal har forsøgt at genskabe lige siden, uden den store succes. David Luiz er næppe den spiller, der bringer datidens robusthed tilbage til den bagerste kæde. Det er mere i Rob Holdings opblomstring og investeringen i Gabriel og William Saliba, at der skal udvikles et moderne jerntæppe foran Bernd Lenos mål. David Luiz kan bidrage med sin karrieres viden, men evnerne er ikke hvor de engang var, og alderen går kun én vej.

Hvis brasilianeren ikke bliver forlænget, vil det være et tegn på at klubben enten har planer om at investere i en ny centerback eller at William Saliba (eller Kostas Mavropanos) har udviklet sig så meget, at de er klar til at indgå i førsteholdsrotationen. Det vil også betyde at Arteta har fundet en ny general i forsvaret, som han stoler lige så meget på, som han stoler på David Luiz. Spanieren har blandt andet talt om Rob Holding, som en spiller, der har udviklet sine lederegenskaber i løbet af sæsonen.

David Luiz har sine momenter, men også sine tydlige begrænsninger. Han kan være en ukuelig krumtap i den ene kamp og en omvandrende hæmsko i den næste. Han kan slå en målgivende aflevering op gennem midten mod Crystal Palace, men han kan også slå gentagende, ufrugtbare diagonaler over toppen mod Everton. Kort sagt, hans niveau svinger meget. I øjeblikket nyder han dog en periode i god form sammen med resten af holdet.

Hvis Arsenal skal tilbage i toppen af Premier League, bliver det nok ikke med brasilianeren i startopstillingen. Dermed ikke sagt at han ikke kan spille en mindre eller anderledes rolle i klubben. Han er kendt som en humørbombe, der altid smiler. Han kan lære fra sig og give gode råd på baggrund af en lang gloværdig karriere. Men jo før Arsenal bliver uafhængige af spilleren David Luiz, desto bedre.

 class=
Indkøbskurv