DAGEN DERPÅ: SKUFFELSE, ACCEPT OG HÅB

Et demoraliseret Arsenal-hold blev onsdag aften fejet af banen af titelkonkurrenterne fra Manchester City, der i en magtdemonstration stort set slukkede Arsenals titeldrømme.  

Af Tobias Halskov

Der var lagt op til den helt store finale i slaget om Premier League titlen mellem Manchester City og Arsenal onsdag aften. Manchester City kom ind til opgøret i storform, og snakken forud opgøret har endda debatteret om dette Manchester City hold er det bedste vi hidtil har set i Premier League. Modsat kom vi ind til opgøret i en fallerende tilstand og en nedadgående formkurve. Favoritværdigheden lå selvfølgelig hos hjemmeholdet med Arsenal i underdog-rollen.  

Skuffelse

Det blev ikke som vi håbede. Den største Premier League kamp for Arsenal i næsten 20 år endte i skuffelse. Ikke den slags skuffelse man har over et resultat eller en tabt fodboldkamp, for vi Arsenal-fans havde jo nok set skriften på væggen med Manchester Citys imponerede form og vores mangel på samme. Derfor kom udfaldet hverken som den store overraskelse eller skuffelse.

Alligevel kunne jeg ikke lade være med at føle mig skuffet. Ikke over resultatet, men over måden det skete på. Arsenal havde brug for en perfekt aften. At vise den bedste udgave af sig selv og mere til, hvis man skulle have et resultat med hjem. Det lykkedes ikke. Vi var langt under niveau. Ikke kun Manchester Citys niveau, men også vores eget, og det er dét som skuffer mig. At vi ikke var i stand til at give Manchester City bare lidt modstand, som det Arsenal-hold, der gennem hele sæsonen har danset tå til tå med dem i titelkampen.

I stedet fik vi et demoraliseret Arsenal-hold at se, som agerede og reagerede i total accept af, at Manchester City var bedre og nok skulle vinde. Vi forsøgte ikke, vi turde ikke og vi troede ikke. Det var på mange måder en atypisk og næsten uværdig Arsenal-præstation i forhold til hvordan vi ellers har præsteret i sæsonen. Det kan lyde hårdt, men det fortæller jo i bund og grund om hvor højt et niveau Arsenal har leveret på. Manchester City vandt helt fortjent og som forventet. Skuffelsen består blot i, at de ikke vandt over et bedre Arsenal-hold.   

Accept

Fair nok. Når alt kommer til alt, så var og er Manchester City bare en for stor en mundfuld for Arsenal. Både indbyrdes og over 38 kampe, skulle de gå hen og blive mester som det nu forventes. Det må vi bare erkende. Og det skal jo ikke tage noget fra den helt igennem imponerende sæson Arsenal har haft. Vores topniveau har gjort os til titelkandidater, og fik endda mange (inklusiv mig selv) til at kalde os for favoritter til titlen for få måneder siden. Men favoritværdigheden er jo kun et øjebliksbillede, og man har den kun indtil man ikke har det længere.

For vi vidste, at det ville blive svært. At det ville kræve noget ekstraordinært, og at det nok ville kræve, at vores bedste 11 ville holde sig nogenlunde skadesfri. Vi kan alle se hvor ondt Takehiro Tomiyasus og især William Salibas skader har gjort på os. Dertil virker vi også nedslidt. Mikel Arteta har sine favoritter, og det kan man godt se på de fordelte antal spilminutter i truppen, og det er nok også derfor, han stædigt har holdt sig fast til ét spilsystem igennem sæsonen.

Men det er også her vi kommer til kort overfor for Manchester City. For hvor Manchester City kan rotere og være fleksible mellem 16-18 mand uden at gå nævneværdig meget på kompromis med bundniveauet kan Arsenal kun tåle at rotere mellem 12-13 mand, og helst ikke mere end det. Det er her den helt store forskel er på de to hold, og det er her Arsenal skal bygge på til næste sæson. Topniveauet skaffer sejre, mens bundniveauet skaber titler.

Og det er netop bundniveauet hos Manchester City, der har skabt den platform hvorfra de nu fejer alt modstand væk med et skræmmende højt topniveau. Arsenal har i flere måneder af denne sæson været det bedste hold i Premier League, men hvad hjælper det, hvis du ikke topper på det rigtige tidspunkt?

Det er her de dyre lærepenge skal findes. For selvom Manchester City igennem mange måneder ikke har spillet op til deres bedste, så har de hele tiden holdt sig inde i titelkampen, for nu blot at peake på det helt rigtige tidspunkt. Her hvor alt afgøres.

Som en maratonløber, der gennem 40 km holder sig i slipstrømmen på den førende, blot for at overhale til sidst, når den førende, i ren udmattelse over konstant at kigge sig over skulderen, ikke har det der skal til.

Håb

Arsenal har i denne sæson taget enorme skridt. Ligesom man gjorde i forrige sæson. Måske er det disse skridt der har gjort, at vi de seneste to sæsoner er kommet til kort, når alt skulle afgøres?

Mikel Arteta har flere gange snakket om hvordan vi procesmæssigt er foran i forhold til klubbens plan og proces for holdet. Kan svaret måske være, at Arsenal simpelthen præsterer bedre end vi er klar til?

Kigger man på Arsenals gennemsnitsalder, så kan man hurtigt konkludere, at det her Arsenal-hold først skal peake om et eller to års tid. Derfor er det også alt afgørende, at holdet modnes og får mere erfaring, men det kan kun tiden klare.

Når støvet har lagt sig, vil håbet stå tilbage. Vi har det yngste hold i Premier League, vi konkurrerer med om titlen, vi er fra næste sæson tilbage i Champions League og vores topniveau er tårnhøjt. Der er ingen grund til at tro, at Arsenal ikke kommer til at stå her igen. Næste gange mere modne, mere erfarne og med endnu mere individuel kvalitet og bredde efter sommerens transfervindue.

Derfor er der håb, derfor skal vi være fortrøstningsfulde og derfor skal vi drømme om mere.

Indkøbskurv