DA ARTETA VAR DIRIGENT PÅ GRØNSVÆREN

På søndag, den 20. december 2020, har Mikel Arteta officielt været Arsenals cheftræner i ét år. I den anledning rejser Arsenal Denmark tilbage i tiden til august 2011 og ser på dengang, den spanske dirigent førte an for Arsenal ikke ude på sidelinjen, men inde på selve grønsværen.

Mikel Arteta fylder unægteligt meget i billedet, når snakken falder på Arsenal Football Club i disse dage. Den 38-årige managers karismatiske udtryk og aftryk blev hurtigt etableret efter ansættelsen. Og det samme kan man faktisk sige om spanierens tid som spiller. Der er nemlig flere paralleler mellem manageren Arteta og spilleren Arteta. I dag styrer han fra sidelinjen og i 2011-2016 styrede han slagets gang fra midten af fodboldbanen. Dengang erstattede han også en spanier, og ligesom han nu fører an, blev han også hurtigt anfører for The Gunners i første omgang uden bindet på armen.

Ankomsten

I sommeren 2011 var der godt gang i svingdøren hos Arsenal. Ud af døren forsvandt først og fremmest Arsenals bærende stjerne som klubkaptajn Cesc Fabregas, der skulle hjem til barndomsklubben FC Barcelona. Den franske duo, Samir Nasri og Gaël Clichy, smuttede sammen til Manchester City, hvor de fik en fed løncheck. Og det var også denne sommer, at Invincibles-målmand Jens Lehmann gik endeligt på pension efter et kort comeback i foråret.

Afgangene efterlod en masse huller i Arsenals trup, og de huller blev da også nogenlunde fyldt ud. Arsenals sommertransferkarrussel talte blandt andet navne som Carl Jenkinson, Gervinho, Alex-Oxlade Chamberlain og Joel Campbell. Men det var på Deadline Day, det hele gik amok.

På allersidste dag i transfervinduet kom hele fem spillere pludselig ind ad døren: Chu-Young Park og Andre Santos, der nok går ned i historien som to af de dårligste indkøb Arsenal nogensinde har lavet, Yossi Benayoun kom på lån fra Chelsea og Per Mertesacker kom permament til fra Werder Bremen. Sidst men ikke mindst manglede der også en til at tage over fra anfører Cesc Fabregas. 

Valget faldt på den dengang 29-årige midtbanespiller og Everton vicekaptajn, Mikel Arteta. Én spanier ud, en anden ind. Presset var stort fra start, i og med at Arteta naturligvis blev sammenlignet én til én med sin forgænger. Arsenals nye nummer 8 fik sin debut hjemme mod Swansea City, ti dage efter han skrev under med klubben. En kamp Arsenal vandt 1-0.

Arteta var som skabt til at spille i Arsene Wengers system. Som den dybtliggende playmaker havde spanieren ansvaret for at vende spillet over på modstanderens banehalvdel. Med Alex Song ved siden af sig og Jack Wilshere, Aaron Ramsey og Theo Walcott foran sig, var der god plads til at boldre sig. Enten med lange, elegante diagonaler i dybden til Walcott eller via kombinationer i små rum med Wilshere og Ramsey.

Det tog ikke længe før den spanske playamker havde cementeret sin plads i startopstillingen. Artetas lederegenskaber var heller ikke til at overse og han blev hurtigt en vigtig personlighed i omklædningsrummet. De andre spillere lyttede til ham og respekterede ham. Tyske Per Mertesacker udtalte sig blandt andre om Artetas lederevner:

”Hans [Mikel Artetas] lederskab er fantastisk og jeg har følt det på mig selv. Måden han håndterer forskellige situationer. Hvordan man mander sig op. Det at være kaptajn og vise man er det, men samtidig have empati for andre mennesker, ” fortalte tyskeren i et interview med Arsenal Player i foråret.

Anførerbindet

Allerede i starten af 2012 fik Mikel Arteta for første gang lov til at bære anførerbindet for Arsenal. Tilfældigvis var det i selv samme kamp som Kongen, Thierry Henry, gjorde sit comeback for klubben. I FA Cuppens tredje runde, hjemme mod Leeds United. Den første kamp af mange, hvor anførerbindet sad på overarmen af den spanske playmaker.

Før sæsonen 2012/2013 blev skudt i gang blev Arteta officielt udnævnt som klubbens vicekaptjan. Anførerbindet blev givet til Thomas Vermaelen, der tog over efter topsorer og ultimativ profil, Robin van Persie, der henover sommeren skiftede til Manchester United.

I sommeren 2014 var det så Vermaelens tur til at skifte klub. Belgieren skiftede til Barcelona og der skulle igen udpeges en ny anfører i Arsenal. Arsene Wenger traf den naturlige beslutning at forfremme Arteta til anfører og gave viceanførerskabet til Per Mertesacker, der havde en god kemi med spanieren.

Desværre ramte Arteta, som mange andre Arsenalkaptajner, en masse skader, der betød, at han ikke fik mange kampe de to år han var kaptajn. I 2014/2015 spillede han kun syv kampe i Premier League og den efterfølgende sæson spillede han kun ni. Men han fik alligevel lov til at løfte noget sølvtøj.

 class=
Arteta med FA Cup-trofæet i hænderne i 2014.

Trofæerne

Mikel Arteta førte Arsenal an i FA Cup-finalen 2014 mod Hull City. Finalen der blev enden på klubbens ni år lange trofæetørke. Efter en panisk finale, hvor Arsenal var bagud 0-2 efter otte minutter, løftede Arteta trofæet sammen med den egentlige anfører Thomas Vermaelen, der så hele kampen fra bænken.

Få måneder senere løftede spanieren sit andet trofæ, denne gang som ægte anfører, efter Arsenal havde slået Mancheter City 3-0 i Community Shield. En god start på en sæson, der skulle slutte med endnu et trofæ. Arsenal returnerede nemlig til FA Cup finalen i 2015. Her blev Aston Villa kørt over med 4-0 og Arteta kunne løfte sin anden FA Cup. Han var ikke selv med i kampen på grund af en skade, men var alligevel iført spillertøj da han løftede pokalen sammen med Per Mertesacker.

Arteta blev sin skade kvit over sommeren, og efter en étårig forlængelse med Arsenal kunne han lade sig indskifte i Community Shield 2015 mod Chelsea. Spanieren fik de sidste 13 minutter af kampen og kunne sammen med holdkammeraterne forsvare en 1-0 sejr i hus. Efterfølgende kunne han, igen sammen med Mertesacker, løfte det store skjold. Artetas sidste trofæ som spiller.

Afskeden

Det blev ikke til meget fodbold i Mikel Artetas sidste år som Arsenalspiller. Han formåede kun at spille 15 kampe og 416 minutter i alle turneringer. Han blev skiftet ind i det 88. minut til stående applaus fra et propfyldt Emirates Stadium i sæsonens sidste Permier League kamp, hjemme mod Aston Villa.

Og fire minutter senere sparkede Arteta bolden i nettet. Eller det vil sige, han fik lidt hjælp af Aston Villa-målmand Mark Bunns ryg, der skubbede bolden over stregen efter spanierens afslutning tog undersiden af overliggeren. Officielt er det ikke noteret som spanierens mål, men i hjertet tilhører det ham.

Stadion kunne igen eksplodere i hyldest til nummer 8 og efter slutfløjt fik han også en værdig afsked fra medspillere, trænere og fans. En tydeligt rørt Arteta havde da også svært ved at holde tårerne tilbage i det efterfølgende interview. Her gav spanieren sin tak og fortalte følelsesladet om sin tid i klubben:

”Det her er en dag jeg aldrig glemmer. Jeg vil takke alle for de her fantastiske fem år. Når du forlader klubben så ser du hvad du betyder for folk og hvad du føler for klubben. Det har været en drøm. Jeg har været bange for den her dag, for det er nok min sidste kamp som professionel fodboldspiller. Jeg er meget beæret over at have spiller for den her klub,” fortalte en grådkvalt Mikel Arteta til Arsenal Player.

Interviewet kan ses i sin fulde længde her.

Og sådan slutter fortællingen om Arsenal-spilleren Mikel Arteta.

 class=
Arteta efter sin sidste kamp for Arsenal i 2016. Den sidste kamp i den røde trøje var samtidig hans sidste kamp i kamp.
Indkøbskurv