Der var i den grad tale om kvalitetsforskel, da Chelsea gæstede Arsenal på Emirates Stadium. Individuelt og holdtaktisk. Arsenal forsøgte at tage initiativ uden bolden ved at presse udeholdets Fase 1, men Chelsea viste sig at have for mange strenge at spille på.
Høj intensitet, samhandlinger og forudseenhed
Arsenal forsvarede sig i udgangsformationen 4-2-3-1 mod Chelseas 3-4-2-1 i boldbesiddelse. Fra en høj preslinje forsvarede Saka, Martinelli og Pepe højt og kompakt for at lukke muligheder for indspil til Jorginho. Derudover var Martinelli ansvarlig for at starte overgangen fra forsvar- til erobringsspil med forechecking på Mendy.
Ovenstående klip og grafik viser en erobring efter et vellykket pres. Initiativ og fremadrettede bevægelser er tydelige og defensive kendetegn. Martinelli etablerer pres på Mendy og Christensen ved et højintenst presløb, hvorefter resten af holdet dækker rum og modstander foran sig. Et glimrende eksempel på samhandlinger og forudseenhed i overgangen fra at forsvare sig til at blive orienteret på at erobre bolden.
Chelsea insisterer på at spille ud fra Mendy, og har fantastiske kvaliteter i positionsspillet. For at kunne lykkes med at erobre bolden højt ved at bryde bolden eller duel, kræver det vedvarende intensitet i aktionerne. Det gælder både selve presløbet og presopfølgningen. Ovenstående klip og grafik viser et eksempel, hvor presintensiteten varierer, og det ender med at Chelsea lykkes med at spille sig ud af presset.
Sambis dilemma med Kovacic
Arsenal var ovenpå i kampens indledning, men når modstanderen er de forsvarende Champions League-vindere, har de værktøjerne til at justere og være fleksible – især i deres positionsspil.
Kovacic begyndte at positionere sig i forrum i venstre halvrum, hvilket skabte et dilemma for Sambi. Smith Rowe havde sin primære opgave i at skygge Jorginho, som placerede sig i modsatte halvrum for at give plads til sin kroatiske makker.
Med ændringen i Kovacics position, fik Chelsea mere ro på deres Fase 1, som endte med at give Arsenal store problemer. Det blev sværere at sætte presset ind, og der opstod store presafstande hos de centrale spillere.
Dilemmaerne resulterede tit i, at Chelsea havde store rum at angribe, når de kom til Fase 2. Herfra skulle Arsenal forsvare ved at løbe retur, og derved var de ikke i balance i det lave forsvarsspil, hvilket de offensive esser fra den blå del af London nød godt af.
I anden halvleg prøvede Arteta at justere, men her havde Tuchel et nyt modsvar. Lukaku blev brugt flittigt i anden halvleg med stor succes.
Hatten af for Chelsea
Arsenal var modige og initiativrige – akkurat som Mikel Arteta ønsker dem. Chelsea viste sig dog som det verdenklasse-mandskab, de er. Ekstremt dygtige i positionsspillet og en målmand + tre stoppere, som evner at spille under pres.
Der var overvejende positive takter i det høje presspil, som mod andre modstandere vil have givet flere succesoplevelser ved at bryde pasninger eller dueller.
Det klæder holdets udtryk at forsvare højt, og man må formode, at det vil blive endnu mere udtalt, når nøglespillere som White, Partey, Ødegaard og Gabriel vender tilbage til startopstillingen.