CALUM CHAMBERS – TUR/RETUR TIL STARTOPSTILLINGEN?

Da Arsenal gik ind i sommerens transfervindue var forsvaret igen, igen det helt store samtaleemne. Et uforløst potentiale i forsvaret var sandheden, og strukturen var uvis. Calum Chambers var tilbage efter et år i Fulham. Kunne han være svaret på det forsvarscirkus, Arsenal længe havde kæmpet med?

En mand til fremtiden

Da Calum Chambers den 28. juli 2014 blev præsenteret som Arsenal spiller, var det svært at forestille sig hvad fremtiden i klubben ville være. På daværende tidspunkt i sommeren 2014 blev den blot 19-årige Calum Chambers hentet for 20 millioner Euro i Southampton. Det kan være svært at forestille sig nu, men dengang var Calum Chambers den tredje dyreste spiller i Arsenals historie og samtidig var den unge englænder en af daværende nominerede til Golden Boy-trofæet. På trods af en flot første sæson med 36 kampe i alle turneringer blev Calum Chambers ikke udtaget til FA Cup-finalen mod Aston Villa, som Arsenal ret bekendt vandt med 4-0. En af årsagerne var den stærke konkurrence. På højrebackpositionen var det Hector Bellerin, der primært havde vundet Arsene Wengers tillid, og i det centrale forsvar var både Per Mertesacker og Laurent Koscielny solidt placeret.

Nedrykning,  nedtur, nedrykning

Efter en 15-16 sæson med begrænset spilletid blev Calum Chambers i 16/17-sæsonen lejet ud til Middlesbrough, der var en af de tre ny oprykkede hold fra the Championship. Efter to sæsoner i Arsenal var det på tide at få regulært spilletid. Chambers beskriver selv sit lejeophold i Middlesbrough som meget lærerigt og en mulighed der gav ham en masse erfaring i en ung alder. Efter 24 Premier League kampe for Middlesbrough røg englænderen retur til Arsenal, mens den nordengelske klub røg en tur tilbage til the Championship. Efter lejeopholdet havde Chambers det dog igen svært ved at spille sig ordenligt ind på Arsenals førstehold til trods for både at kunne spille pladsen som højre back og i det centrale forsvar. 17-18 sæsonen bød på mange indskiftninger, og Calum Chambers blev primært brugt i Carabao Cup´en og i Europa League. Da sæsonen lakkede mod enden skulle Arsenal efter 22 år finde en ny træner, da Arsene Wenger stoppede i udgangen af juni 2018. Calum Chambers beskriver, hvordan overgangen til Unai Emery krævede enormt meget af ham for at vise den nye træner, hvor god han var. Efter en snak med Unai Emery blev det besluttet af Calum Chambers skulle på endnu et lejeophold. Der var aldrig tale om en permanent skifte væk fra Arsenal, og Unai Emery havde stadig fremtidsplaner med Calum Chambers. Derfor forlængede han kontrakten med Arsenal frem til sommeren 2022, inden han underskrev endnu en lejeaftale med en oprykket Premier League klub, nemlig Fulham. Opholdet hos Fulham skulle vise sig at være en stor succes for Calum Chambers. Han blev rykket en kæde frem og spillede nu defensiv midtbane. Efter at have spillet næsten alle kampe i Premier League for Fulham i sæsonen, blev Calum Chambers kåret til årets spiller i Fulham af fansene. Han udtaler selv, at have spillet fast hver uge har hjulpet meget på hans udvikling og lige så vel det med at kunne spille flere positioner. Chambers regnede med at spille i det centrale forsvar, da han kom til Fulham men endte op på den defensive midtbane. Overordnet set må det vurderes, at lejeopholdet i Fulham har gavnet Calum Chambers, der nu for tredje gang er tilbage hos Arsenal i denne sæson.

Hvad bringer fremtiden?

Modsat Calum Chambers tid i Fulham ligner det ikke, at Unai Emery vil benytte ham på midtbanen. Derimod er det pladsen som højre back eller midterforsvar Calum Chambers skal sigte efter. Konkurrencen er ganske hård på de pladser på trods af de mangler, forsvaret har vist at have i løbet af de sidste par sæsoner. Man skulle efterhånden tro at med bare en anelse talent som forsvarsspiller, at det ville være nok til at bryde igennem som starter i Arsenals forsvar. Pladsen som højre back bliver dog svær for Calum Chambers at erobre, da Hector Bellerin er blevet sin korsbåndskade kvit, og snart vender tilbage til form og med stor sandsynlighed ind i Unai Emerys idealopstilling. I det centrale forsvar lignede det i sæsonens begyndelse, at Calum Chambers  kunne få en plads. Han startede da også den første Premier League-kamp i denne sæson mod Newcastle, men med købet af David Luiz, og en comebackklar Rob Holding, ser det endnu en gang svært ud for Calum Chambers.

Rent taktisk har Calum Chambers en masse at byde på. Stærkt defensiv spiller, der har vokset meget på sin position gennem årene og dertil besidder han også en del offensive kvaliteter, som man kunne se mod Nottingham Forrest i EFL Cuppen, hvor han leverede tre assists i 5-0 sejren. På nuværende tidspunkt er vores to centrale stoppere begge over 30 år. Både Sokratis og David Luiz ligner løsningen på kort sigt, mens Rob Holding nok på et tidspunkt sniger sig tilbage i startopstillingen i Premier League. Hvor er Calum Chambers i denne her ligning? Det er svært at pege på, hvor præcist han er, og hvilken rolle han skal udfylde. Med købet af William Saliba, der ankommer til sommer, vil endnu en konkurrent sandsynligvis overhale Calum Chambers inden om i kapløbet om at nærme sig startopstillingen. Det romantiske Arsenal hjerte ønsker nok at se gennembruddet, især fordi Calum Chambers er englænder. Men efter fem sæsoner i Premier League efter skiftet til Arsenal, har han endnu ikke fået det famøse gennembrud. Han skal måske være glad for, at Unai Emery vælger at udnytte Europa League til at give minutter til hele truppen. Mon brikkerne falder på plads for Calum Chambers? Det må tiden vise.

Indkøbskurv