ARTETAS UDVALGTE TIL ÅBNINGSKAMPEN I PREMIER LEAGUE

Arsenal har fået æren af at skyde Premier League-sæsonen 2021/2022 i gang, når de gæster oprykker- og danskerklubben Brentford fredag aften. I dette indlæg kan du læse et kvalificeret bud på en startopstilling ud fra den netop overstået preseason.

En preseason med mange genkendelige nuancer

Mikel Arteta har brugt opstarten til at implementere holdets spillestil for de nye ansigter, som både er kommet til gennem transfer og efter endt lejeophold.

Der er med sikkerhed arbejdet på nye nuancer, som vi først ser effektueret, når truppen er på plads efter at transfervinduet er lukket i. Ellers ligner det i grove træk, at udtryk og spillestilsprincipper er intakte fra sidste sæson.

Derfor er det også forventeligt, at Mikel Arteta vælger at stille sine spillere op efter udgangspositionerne i en 4-2-3-1 formation.

Målmand: Bernd Leno

Bernd Leno har fået fuld spilletid i The Mind Series mod henholdsvis Chelsea og Tottenham, hvor han havde sit at se til mellem stængerne. Der er ingen reel konkurrence for tyskeren, da de næste i rækken (Arthur Okonkwo og Karl Jakob Hein) ikke på nuværende tidspunkt har evnerne til at udfordre Arsenals førstevalg. Rúnar Alex Rúnarsson ligner en spiller, som leder med lys og lygte efter en ny arbejdsgiver. Islændingen har med al sandsynlighed spillet sin sidste kamp for The Gunners.

Bernd Leno er en rigtig god målmand, og viste i flere ombæringer sine målmandsmæssige kvaliteter frem i The Mind Series. Målmandsspillet på stregen er ingen bekymring. Det er mere spillet med fødderne, hvor bekymringer skal findes. Især når Arsenal gerne vil praktisere fase 1 med en spillende målmand.

Højre back: Callum Chambers

Højre back-positionen er lige så usikker, som venstre back-positionen er sikker. Héctor Bellerín startede senest mod Tottenham, mens Callum Chambers var foretrukket mod Chelsea. Cédric Soares er naturligvis også en mulighed.

Valget er faldet på englænderen grundet de defensive kompetencer og evnen til at spille i både halv- og siderum. Det må forventes, at Brentford kommer flyvende ud af startblokken med masser af gåpåmod og tro på egne evner. Der er brug for stabilt defensivt fundament, og her trækker Callum Chambers det længste strå.

Midtstoppere: Ben White og Pablo Marí

Arsenals nye store signing, Ben White, kommer til at revitalisere hele holdet. Han er blevet smidt for løverne efter en forkortet sommerferie, og har vist sig at være i stand til at redde kastanjerne ud af ilden, når det kræves.

Loftet bliver hævet på og uden bolden. Arsenal-holdet har især savnet progressive pasninger og carries fra højre halvrum, og her har Arsenal fået deres mand.

Pablo Marí bliver hans partner in crime i venstre side af midterforsvaret. Spanieren var også foretrukket i The Mind Series og har spillet mange minutter i preseason-kampene. Hans bud på en startplads forstærkes ligeledes af, at brasilianske Gabriel stadig rehabiliterer fra en knæskade i højre knæ.

Trygheden hos spanieren findes i duelspillet, pasningsspillet og det lave forsvarsspil. Der mangler i den grad fart, som kan blive et problem og udstillet, hvis det høje presspil ikke lykkes.

Rob Holding er en joker til at spille i stedet for Pablo Marí, men englænderen er ikke komfortabel ved at spille til venstre i forsvarskæden.

Venstre back: Kieran Tierney

Den skotske fanfavorit må regnes som et af de sikreste navne på holdkortet. Nyindkøbet, Nuno Tavares, er en mulighed, men er købt ind som backup. Skadeshistorikken er imod den fremadstormende venstre back, men kan han holde sig skadesfri, er han en af de bedste på sin position. Arsenal – med eller uden Kieran Tierney – er to vidt forskellige hold. Dette skal den unge portugiser være med til at bløde ud.

Den centrale midtbane: Granit Xhaka og Albert Sambi Lokonga

Den schweiziske midtbanestrateg lignede længe en spiller, som var fortid i London, men efter et nedbrud i forhandlingerne med Mourinho og Roma, er han igen til rådighed for Mikel Arteta, og han har set fokuseret ud efter sin tilbagekomst fra et vellykket EM.

Granit Xhaka har været instrumental på den centrale midtbane for Arsenal, og har enehændigt sørget for overgangen til gennembrud i venstre halvrum med et stort repertoire af pasninger af fineste kvalitet. Derudover er han en lederskikkelse, som de andre spillere nyder godt af.

Albert Sambi Lokonga fortjener at starte inde mod Brentford. Vejen til startelleveren er, desværre, blevet kortere efter Thomas Parteys skade, som står til at misse de første tre-fire kampe i Premier League.

21-årige Sambi har vist i sine første spilleminutter, at han er en midtbanespiller med vision og evne til at spille fremadrettet. Det belgiske stjernefrø har en naturlig og rolig aura omkring sig, når han modtager og er på bolden. Pasningsspillet har også en høj kvalitet, hvor han især har haft gode relationelle fornemmelser for Kieran Tierney og Nicolas Pepe.

Han træder ind på den største scene i aften, og her har han mulighed for vinde alle Arsenal-tilhængernes hjerte med en god præstation på den centrale midtbane.

Mohamed Elneny er lidt en joker. Han kan blive foretrukket, da han på nogle områder virker som et mere sikkert kort. Det bliver formentlig ikke tilfælde, da Arsenal har brug for en boldfast og progressiv-tænkende spiller i centerrummet i Thomas Parteys fravær.

Den offensive midtbane: Emile Smith Rowe

The Smith starter på 10’er-positionen, og det kan der ikke være mange meninger om. Løbekapacitet, dynamik, kreativitet og spilintelligens er blot nogle af de spidskompetencer, som den unge englænder besidder. Nu skal der lægges på i volumen af afslutninger, nøgleafleveringer og progressive carries.

Kampene i preseason har dog også vist, at tilbøjeligheden til at vælge gennembrudspasning fremfor en mere sikker løsning er noget, som er blevet italesat og arbejdet på. Det klæder ham gevaldigt, og det er noget, som vil gavne resten af holdet.

Højre kant: Nicolas Pépé

Det er make it or break it for den ivorianske kantspiller i år. Han har i løbet af sidste sæson måtte lade sig se slået af Bukayo Saka på sin foretrukne position, men sluttede sæson flot af. Nico har ligeledes fået en stor portion spilletid i forberedelseskampene, og har virket mere dynamisk og komfortabel i sit spil.

På de bedste dage er han unplayable. Han skal forløses, og det må meget gerne starte med en magtdemonstration mod Brentford.

Bukayo Saka lurer i kulissen. Hvis han er klar, bliver han så sendt direkte i startopstillingen, eller vælger man at bygge stille og roligt på, når man tager det svære startprogram i mente? Hvis Little Chili er at finde i startopstillingen, er det ikke utænkeligt, at Pépé kunne starte til venstre.

Venstre kant: Pierre-Emerick Aubameyang

Arsenal-anføreren skal forsøge at putte en mindre tilfredsstillende sæson bag sig, så han igen kan bevise hans evner som en af fodboldspillets bedste afsluttere.

Truppen har brug for deres topscorer, og her er gaboneseren det bedste kort. Det er ikke blevet til mål i preseason-kampene, men der har bestemt været muligheder. Det er det mest positive, man kan sige om det.

Udgangspunktet har været fra venstre kant i de sidste tests, hvilket indikerer, at det også gør sig gældende fredag aften. Der bliver forhåbentlig rum at løbe i, hvor han er farlig gennem sin timing, da det skal opveje de manglende kvaliteter i kombinationsspillet i venstre side- og halvrum. De bedste præstationer i Arsenal-trøjen er dog også kommet fra denne udgangsposition. Det vil ikke undre nogen, hvis han scorer et par mål i sæsonåbneren. Fingers crossed!

Et alternativ på venstre kant kunne være Reiss Nelson eller netop tilbagevendte Gabriel Martinelli. Der skal dog noget til at sætte sin anfører af.

9’er: Alexandre Lacazette

Selvom der er tilbagevendende rygter om interesseret klubber, og at Arsenal ønsker at sælge Laca for at gøre plads til en ny 9’er, så starter han med stor sandsynlighed kampen.

Franskmanden så skarp ud mod Tottenham, og havde flere fine afslutninger. Derudover er han en vigtig brik, når han bevæger sig ned i banen og væk fra forsvarsspillerne for at skabe mulighed modsatrettede bevægelser hos kantspillerne.

Eddie Nketiah er samtidig ude med en skade i højre ankel, og det virker utænkeligt, at Folarin Balogun skulle være i betragtning til at starte kampen.

Kampen kan ses på Viaplay og Xee. Kom så, Arsenal!

Indkøbskurv