ARTETAS TALENT ID

Rekruttering og talentidentifikation er nøglen til Arsenals vej tilbage til toppen af Premier League og deltagelse i Champions League. Det er en længerevarende proces, som har været undervejs i noget tid. Der har været op- og nedture, men lige nu nyder Arteta og hans mandskab stor succes på banen. En stor del af dette skal tilskrives rekrutteringsarbejdet, da spillerne som præsterer på et højt individuelt og taktisk niveau, er spillere, som Arteta har identificeret til sit hold ud fra udtryk og spillestilsprincipper.

Opskriften på et mesterskabshold

Mikel Arteta har oplevet det på nærmeste hold. I Manchester City var han i et miljø, hvor mesterskaber og pokaler var den eneste acceptable målsætning. Et miljø som på alle tænkelige måder er innovative med de optimale forudsætninger for succes. Dette miljø forsøger spanieren at genskabe i London.

For at være konkurrencedygtig, som eksempelvis Manchester City, er det et must at have dygtige spillere, som evner at kontrollere bolden og fodboldkampen, men i Premier League er det lige så vigtigt at have spillere, som giver dit udtryk intensitet og atletisk aggression. Spillet udvikler sig i en retning, hvor de fysiske kompetencer er altafgørende, da tendensen er flere kampafgørende aktioner omkring 1v1-situationer end i en holdtaktisk kontekst.

Pointen er, at uafhængigt om du har spillere, som evner positionsspillet på et højt individuelt og relationelt niveau, så vil hold med atletiske fordele (og de ovennævnte kompetencer) kunne strukturere et presspil, hvor de individuelle kompetencer vil kunne bruges til deres fordel for at genvinde initiativ og skabe gunstige offensive omstillinger.

Rekruttering med fokus på potentialet

Arsenals aktivitet på transfermarkedet har fået meget omtale. Det har mest handlet om, at klubben brugte flest penge af alle på indgående transfers. Derfor har fokus og kritikken omhandlet netop det, da mandskabet kom uheldigt fra start i Premier League-sæsonen.

Fokus bør derimod være på spillertype- og profiler, som er hentet ind. Alle spillere er 23 (eller under), hvilket skal bruges til at skabe perspektiv og understøtte fremtidens Arsenal. The Athletic har lanceret en artikel omhandlende en spillers ”peak-alder” ud fra et positionsspecifikt synspunkt. Empirien og analysen dækker over de sidste 10 sæsoner, og det interessante tal er, at Arsenals trup er i gennemsnit -1,6 år fra deres peak. Det er faktisk den trup, som er længst fra deres peak, hvis man udelukkende forholder sig til den.

Dermed er de nyindkøbte spillere især hentet til Arsenal grundet spændende spidskompetencer men samtidig med en plan om, at præstationsniveauet først peaker over de kommende sæsoner.

Kompleksitet kræver spilintelligens

Spilintelligens handler om evnen til i varierende spilsituationer at opfatte, vurdere, beslutte og udføre de for spilleren/holdet bedst mulige handlinger. Fodboldspillet bliver mere og mere komplekst, hvilket stiller store krav til netop denne færdighed. I dette spektrum skal spilforståelsen integreres, da spillestilsprincipper er altafgørende for at kunne opfatte og genkende situationer og mønstre fra træning- og kampsituationer.

Spilforståelsen skabes gennem spillestilprincipper og relationen mellem spillerne, hvilket forbedres i takt med kontinuiteten.

Spændende spidskompetencer

I denne sæson har Arsenal fået endnu et løft på de strukturelle faser af spillet. Der har især været forbedringer i holdets opbygningsspil, Fase 1, hvor i særdeleshed Aaron Ramsdale og Ben White har haft en stor positiv indflydelse.

Førstnævnte har vist stærke offensive færdigheder under pres, mens Ben White har udstrålet en ro og sikkerhed på bolden (samt masser af progressive pasninger og driblinger), som har hjulpet hans makker, Gabriel, til at fremstå endnu stærkere. Dertil har Takehiro Tomiyasu vist sig som en spændende spillerprofil, som både kan operere som offensiv back og indvendig back for at forstærke restforsvar og isolere Bukayo Saka eller Nicolas Pepe i højre siderum. Nuno Tavares har også grebet chancen i Kieran Tierneys fravær, hvor hans enorme eksplosivitet og fremadrettethed har været en gevinst i både pres- og gennembrudsspil.

Sambi Lokongas indkøringsfase til Premier League er gået stærkt. Han har i flere omgange vist sine spidskompetencer og indiskutable potentiale frem, men han har også vist, at der er et stykke vej for ham endnu. Han lærer, mens han spiller, og alle de spilleminutter han kan få, er guld værd for hans udvikling. Hans evne til at være progressiv, modig (og relativt presresistent) gør, han har nogle kompetencer, som kan blive rigtig spændende på sigt. Et af de store udviklingsområder er hans decision-making, når det handler om overgangen til Fase 3.

Martin Ødegaard er et eksempel på en flow-spiller, som med sine kvaliteter kan og vil forbedre alle hold. Han har bestemt udviklingsområder, og han sætter ikke alle fødder rigtigt endnu, men hans spilintelligens, boldkontrol og pasningskvalitet er på en høj international hylde.

Svingende præstationsniveau – tårnhøjt potentiale

Tålmodighed er en dyd, men det er en vigtig egenskab i Arsenals proces og projekt under ledelse af Arteta. Lige nu er trupsammensætningen på et niveau, hvor præstationerne kan svinge meget. Det er naturligt, når stammen på holdet har en ung gennemsnitsalder. De etablerede spillere såsom Aubameyang, Xhaka og Lacazette er spillere, som de unge kan læne sig op ad. Inden Xhakas skade spillede han måske sin karrieres bedste fodbold, hvor alderen har indhentet de to angribere. Derfor venter der en spændende rekrutteringsproces på netop denne front. Findes en løsning internt eller skal man på markedet for at finde fremtidens 9’er?

Potentialet er indiskutabelt, og det er en sjov tanke at lege med dette mandskab om halvanden sæson kombineret med et par ekstra spillerindkøb. Vejen derhen vil uden tvivl blive med store oplevelser, skuffelser og frustrationer, men en ting er sikkert: Artetas Talent ID har vist sig som den rigtige rettesnor til at forme en ny æra i klubben.

Indkøbskurv