1. marts 2022

ARTETAS TAKTISKE BLUEPRINT

To år er nu gået siden Mikel Arteta tog trænergerningen i Arsenal på sig. I dette afsnit tages temperaturen på Artetas taktiske blueprint. Spiller Arsenal med passion? Er holdet dominerende og aggressive med og uden bold og hvilke principper ses i holdet spillestil med og uden bold?

Arsenals positionsspil

Overordnet set kan spillet med bolden deles ind i tre faser. Fase 1, Fase 2 og Fase 3.

  • Fase 1 – opbygningsspillet
  • Fase 2 – gennembrudsfasen
  • Fase 3 – afslutningsspillet

I alle tre faser er det altovervejende fokus på positionsspillet, som har til formål at skabe fordele i boldbesiddelse på hele banen. De fordele kan blandt andet være numerisk overtal eller positionelt.

Banen er derfor delt ind i zoner vertikalt (forrum, mellemrum, bagrum) og horisontalt (siderum, halvrum, centerrum), hvor spillerne er instrueret i at udfylde forskellige positioner afhængig af hvilke fase, holdet er i. Med andre ord er der positionelle begrænsninger for den enkelte spiller.

Det er netop med baggrund i denne tankegang, at Arsenal-spillerne til tider har virket låste, trænerstyret og drænet for kreative inputs, men de individuelle begrænsninger er der for at spillerne og holdet har de optimale forudsætninger for at være dominerende på bolden. For at kunne mestre denne metodik stilles der store krav til spillernes spilintelligens, spilforståelse og spillemæssige kompetencer.

Modigt og effektivt opbygningsspil

Fase 1 er opbygningsspillet som defineres ved spillet på forsiden af modstanderens angriber eller angribere.  Modstanderens første pres består typisk af en, to eller tre spillere. Arsenal insisterer på at være spilstyrende og modige på bolden, hvor det er altafgørende, at spillerne er i deres udgangspositioner.

Nedenstående eksempel (figur 1) viser Arsenals udgangspositioner mod en modstander med en høj preslinje.

Et af principperne i Fase 1 er et numerisk overtal (4v2) mod modstanderens første pres. Målmanden, de to stoppere og den ene centrale midtbanespiller danner en diamant for at give optimale muligheder for at spille eller drible forbi modstanderens første pres.

Et andet princip handler om at strække modstanderen mest muligt. Her er både backs og kanter positioneret bredt i siderummene. I forhold til de to backs, er der en tendens til at højre back bliver i forrum (figur 2), mens venstre back indtager en højere position for at tømme sit rum for den venstre centrale midtbanespiller (figur 3). De to kanter står højt på modstanderens sidste linje for at skabe et dilemma hos backen, hvis Arsenal spiller forbi det første pres. Dilemmaet hos modstanderen kan især opstå, da Arsenal truer og fylder mellemrummet med 10’eren og 9’eren.

Mindsettet er derfra at lokke modstanderen frem i et højt pres for at kunne udnytte fordelen højere oppe på banen. Det er high risk og high reward. Heldigvis har aktørerne på banen en forståelse for positionsspillet og dernæst evnerne til at løse det. Dette har ikke altid været tilfælde i Artetas to første år i klubben.

De vigtigste aktører i Fase 1 er målmanden, stopperne, backs og de to centrale midtbanespillere.

Aaron Ramsdale har vist stærke færdigheder med fødderne under pres. Det gælder både i det korte og lange pasningsspil, hvor han har givet Fase 1 et kvalitetsløft siden sin ankomst. Han indgår samtidig godt i spillet, vejleder og guider sine medspillere, hvilket indikerer fin spilintelligens.

Det foretrukne makkerpar med Ben White og Gabriel er begge dygtige pasningsspillere, som også evner at drive eller drible bolden forbi det første pres. De spiller med stort mod og ro på bolden, og her har strukturen en afgørende rolle. De ved, hvor deres medspillere er positioneret, så de situationer, de sættes i, er genkendelige.

Thomas Partey har primært været positioneret i den centrale position i modstanderens forrum, hvor han spiller på bagsiden af modstanderens første pres. Her kan benyttes på mange forskellige måder. Han kan modtage en pasning fra Ramsdale eller stopperne for at blive retvendt og bringe holdet i Fase 2. Han agerer også støttespiller til sidespillerne, hvis de modtager en pasning fra stopperne.

Granit Xhaka var i starten af tiden under Mikel Arteta fast inventar i opbygningsspillet, hvor Arsenal byggede op med 2½ (de to stoppere og Xhaka). Løsningen bliver stadig brugt (figur 3), men ikke i så høj grad, som vi så tidligere, da kvaliteten hos stopperne og målmanden er blevet bedre, og at de i høj grad kan løse modstanderens første pres selv.

I forlængelse af Granit Xhakas rolle i opbygningsspillet, er Kieran Tierney ikke så aktiv som sin makker på højre back. Takehiro Tomiyasu er positioneret lavere i banen af den simple grund at få modstanderen til at presse et højere punkt, så det efterlader et rum til eksempelvis Martin Ødegaard (figur 2).

Tempofyldt og direkte gennembrudsfase

Fase 2 er gennembrudsspillet, som defineres ved spillet mellem modstanderens forsvar og angribere. I takt med en stærk fase 1, er Arsenals fase 2 blevet mere direkte og tempofyldt qua rum, som modstanderen efterlader ved at presse højt.

Holdet spiller mere vertikalt og truer i højere grad bagrummet gennem højintense dybe løb. Det har klædt holdet, at tempoet er blevet skruet i vejret, og det har ligeledes givet nogle flotte scoringer gennem højintense aktioner i holdet. Det er især på offensive omstillinger, som har været sprængfyldt med tempo.

På de forreste positioner er der en god balance mellem spilintelligente og eksplosive spillere, hvor holdet både formår at true mellemrum og bagrum. Det er både gældende i en direkte eller mere etableret gennembrudsfase.

I fase 2 (figur 4) er midtstopperne igen aktive, hvor de opsøger pres. I denne fase er det vigtigt at true de tre vertikale rum – forrum, mellemrum og bagrum. Det er boldholderen som bestemmer løsningen, mens medspillerne (gennem positionsspillet) giver gode løsningsmuligheder for en progressiv aktion, som spiller en eller flere modstandere væk.

I eksemplet, som i øvrigt er et velkendt scenarie, truer Arsenal de forskellige rum på banen. Martin Ødegaard er positioneret i mellemrummet. Han har primært opereret i højre halvrum, hvor han har været eminent og orkestret flere flotte angreb.

Der er stadigvæk tre spillere på modstanderens bedste linje, hvor de kan true modstanderens bagrum. I forrummet er Thomas Partey stadig i centerrummet, hvor han kan modtage bolden for at lave en spilvending og skabe et lokalt overtal til gennembrud fra halv- eller siderum i banens venstre side.

Udover at bruge positionsspillet i overgangen til fase 3, har Arsenal individuel kvalitet, som selv kan bringe bolden i afslutningsspillet. Arsenals stjernefrø, Bukayo Saka, er flere gange blevet sat op i højre siderum i 1v1-situationer (figur 5), som han drager stor fordel af grundet hans individuelle offensive kvaliteter. Han har ligeledes mulighed for at kombinere (bandespil) med spilleren i højre halvrum. Disse situationer sker typisk efter spilvending eller ved at Takehiro Tomiyasu positionerer sig i halvrum i stedet for siderum. En positionel struktur direkte fra den blå del af Manchester.

I overgangen til fase 3 som handler om at komme frem til afslutningen på mål og skabe den størst mulige chance for scoring. I denne fase bliver de positionsspecifikke begrænsninger i midlertidig ophævet hos flere offensive spillere, så kreativitet og relationelle kompetencer kan blive sat i scene. Disse gennembrudsaktioner sker typisk i de to halvrum, hvor der er mulighed for at angribe ind- og udvendigt.

Mod kompakte modstandere er der oftest plads på siderne og bag organisationen. Derfor benytter Arsenal sig stadig hyppigt af indlægsspillet, som er blevet effektiviseret i denne sæson. Der slås færre indlæg end den forgangne sæson, og zonerne indlæggene slås fra er i halvrummet i stedet for siderummet.

Det betyder, at indlægget bliver slået tættere på målet, og at det i højere grad er et hårdt fladt indlæg, som finder vej i feltet, da Arsenal i forvejen ikke har den største fysiske tilstedeværelse på de offensive positioner. Der bliver i stedet fokuseret på bevægelserne fra de offensive spillere i feltet, hvor Arsenal især har været dygtige til at finde rummet for forsvaret med en cutback-aflevering.

I forbindelse med afslutningsspillet har positionsspillet endnu en afgørende betydning, hvis Arsenal skulle få en defensiv omstilling imod sig. Restforsvaret er essentielt for at kunne fastholde presset på modstanderen gennem positionering højt på modstanderens halvdel med favorable muligheder for at gå i genpres på boldholderen. Samtidig opstår mange mål efter omstilling på omstilling.

Den forreste del af restforsvaret (genpresdelen) sørger for at presse modstanderen efter boldtab, mens den bagerste del af holdet, som ikke var aktiv i afslutningsspillet, sørger for det egentlige restforsvar, hvis genpresset mislykkes. Her er Arsenal typisk 3+1 med to midtstoppere og højre back samt en central midtbanespiller.

Defensive kendetegn

I spillet uden bolden har Arsenal i indeværende sæson formået at tage mere initiativ i det høje presspil. Mens organisationen i det lave pres har været kompakt og slidstærk, har det høje pres været længere tid undervejs.

Arsenal etablerer mere pres og bryder markant flere bolde i denne sæson end den første fulde sæson under Arteta. En af de primære grunde til dette er spillermaterialet, som har kompetencer til at bidrage individuelt og kollektivt i presset.

Arsenals primære udgangsformation uden bold er 4-2-3-1, hvor der kan opstå nuancer. Til tider er det mere end 4-4-2 eller 4-4-1-1, men principper og mindset er det samme. I det høje pres handler det om at tage initiativ og ”styre”, hvor modstanderen kan og må spille hen, og derved bestemme erobringszoner for at kunne starte en offensiv omstilling, som i sidste ende kan resultere i en scoring. Jo højere bolden erobres – jo kortere afstand til målet.

Med udgangspunkt i zoneforsvaret forsvarer holdet med høj preslinje og stor kompakthed. De første prespunkter, 9’er og 10’er, sørger for at skærme for centrale indspil i forrum, hvor de skiftes til at presse stopperne. Når den ene går i pres, falder den anden i støtte under, for at lukke linjen i centerrummet.

Fra det udgangspunkt sætter Arsenal så ofte som muligt modstanderen under pres og forsøger at erobre bolden med et aktivt, fremadrettet og tempofyldt forsvars- og erobringsspil.

Tendensen har været, at et af de hyppigste signaler for pres er, når modstanderens back får bolden. (figur 6). Når bolden går fra den ene midtstopper til den anden, er overgangen allerede i gang. Mens bolden er undervejs, sprinter 9’eren eller 10’eren i et vinklet pres. Den primære opgave er ikke at erobre bolden her men at etablere et pres og sørger for, at det rum, han forlader, ikke kan blive spillet fri. Her er Martin Ødegaard især god til at bruge sin presskygge i sit presløb.

Nu har midtstopperne kort tid til at træffe en beslutning. Kanten bliver kompakt for at lukke halvrum, hvor han samtidig inviterer til en pasning på backen, som er signalet til erobringsspillet. I skiftet til erobringsspillet går holdet fra at være orienteret mod at dække rum bag sig til at være orienteret mod at dække rum og modstander foran os.

Det betyder at på baggrund af backens valg, vil Arsenal gå efter at vinde bolden ved duel eller bryde bolden. For at kunne lykkes med dette, kræver det en høj grad af samhandlinger og en forståelse af, at alle er en del af situationen på banen.

Artetas ‘non-negotiables’ bærer frugt

Der blæser positive vinde i og omkring Arsenal for tiden, og det har langt fra været tilfælde i Artetas første to år i spidsen for klubben.

Der har været perioder, hvor spillet på banen har været dårligt, men i de perioder har hverken klubben eller manager rystet på hånden. Det er en ekstrem fin hårgrænse mellem ”den perfekte indflydelse” og ”for meget indflydelse”, hvilket er et krydsfelt, han har haft svært ved at ramme. Det er en generel udfordring, som unge og urutinerede træner havner i, da de vil styre mekanismerne for meget, som går ud over den individuelle kvalitet.

Arteta har nu haft tid til at forme sit hold, hvor især rekrutteringen af nye spillere har været iøjnefaldende. Der var spørgsmålstegn ved Aaron Ramsdale, men han har taget Arsenals spil til det nye højder. Ligeledes har Takehiro Tomiyasu og Ben White løftet spillet med og uden bold. Fremme på banen har Martin Ødegaard taget dirigentstokken i hånden i takt med, at klubbens egne unge spillere bliver ved med at blomstre og trække nye kaniner op af hatten.

De fleste spillertyper er nu på plads til at udfylde og udføre spillestilen, hvilket har været en øjenåbner for mange Arteta-kritikere. Samtidig er kontinuitet et undervurderet nøgleord i denne sammenhæng, hvor det er tydeligt, at spillerne relationelt er mere trygge ved hinanden.

Tomiyasus disciplin og kvalitet løfter Arsenal. Foto: Stuart Macfarlane

Spiller Arsenal med passion?

For at vende tilbage til indledningen, så er der blevet opbygget en kultur i Arsenal, som er bæredygtig. Artetas ’non-negotiables’ har clinchet med bærende spillere på holdet, men det virker til, han har truppen og ledelsen opbakning til at lede og beslutte. Gruppen virker homogen, når de træder ind på banen, og de står op for hinanden i med- og modgang.

Er holdet dominerende og aggressive?

Præstationerne bliver mere og mere overbevisende, men denne sæson har også vist, at der er langt fra top- til bundniveau. Der har været elektriske præstationer, hvor det hele er gået op i en højere enhed, men der har også været frustrerende pointtab, som kan være afgørende, når tabellen skal gøres op til maj.

Der er dog ingen tvivl om, at holdet hele tiden arbejder på at forbedre de forskellige faser af spillet for at kunne være dominerende og aggressive med og uden bold.

Arteta kom til klubben for to år siden. Han har sat sit aftryk på udtrykket og spillestilen på banen. Det er langt fra perfekt, men retningen peger mod toppen for Arsenal.

NYHEDER FRA FANKLUBBEN

Gå til nyhedsarkiv
{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}