ARTETAS STARTOPSTILLING MOD MANCHESTER CITY

Vi nærmer os med hastige skridt genoptagelsen af Premier League-sæsonen 2019/2020. På onsdag venter der allerede et brag af en kamp, når Arsenal drager til Manchester for at spille mod de forsvarende engelske mestre. I denne artikel giver vi vores bud på de 11, som skal forsøge at hente en sejr med hjem til London fra Etihad Stadium.

To måneder uden Premier League-fodbold. Træningskampe mod Charlton og Brentford. Der er mange ting, som er ubesvaret i skrivende stund, så findes der en sværere modstander end Manchester City på udebane? Så skulle det da lige være en tur til Anfield. 

Ligaens øjeblikkelig nummer to bliver højest sandsynligt ikke mere end netop det i denne sæson, men Arsenal skal ikke forvente, at de hviler på lauerbærene, selvom deres skæbne er så godt som afgjort. Der er mange usikkerheder, både omkring Arsenal og Manchester City, og reelt set ved vi ikke hvilke hold, vi kommer til at se på onsdag eller hvilket gear, de er i. Alt andet lige er dette nok den bedste chance Arsenal får til at hente tre point på Etihad. 

Cheftræner Mikel Arteta har brugt lockdownperioden på en masse spillersamtaler og efter træning igen blev tilladt, har spanieren arbejdet videre med sine taktiske idéer sammen med truppen. Senest i de to træningskamp, mod Charlton og Brentford, har vi set smagsprøver på de næste eksperimenter fra Artetas hånd. Kieran Tierney er tilbage fra skade og har fået vigtige spilleminutter i benene på venstre back. Dernæst har  Ainsley Maitland-Niles endelig fået lov til at spille på sin foretrukne plads som central midt.

Bagkæden

Der er ingen tvivl, når det kommer til manden, som skal vogte buret. Bernd Leno er den ubestridte førstemålmand, og der skal ske noget helt uventet, hvis Emiliano Martinez skal tage pladsen fra tyskeren inden onsdag. Mere interessant bliver det, når Arteta skal vælge sine fire forsvarsspillere. Fælles for begge venskabskampe har været, at Hector Bellerin og Kieran Tierney har startet som backs. 

Hector Bellerin kommer også til at starte inde på onsdag, da Cedric Soares ikke er helt i omdrejninger endnu. Arsenal vicekaptajn er også det helt åbenlyse valg til positionen, hvor han højest sandsynligt skal stå over for lynhurtige Raheem Sterling. 

Venstrebacken er straks sværere at vælge. Unge Bukayo Saka havde virkelig taget rollen som back til sig, før corona satte en stopper for Premier League.  Det logiske valg ville helt klart være, at han starter på venstre back onsdag aften. Men vi tror faktisk, at det bliver skotske Tierney, der tager pladsen i startelleveren. Skotten er en ægte venstre back og hans forsvarsevner er langt mere polerede end Sakas. 

Det bør forventes, at Manchester City vil have meget boldbesiddelse og vil presse Arsenals bageste geled meget. Derfor foretrækker vi en stærk defensiv back over det offensive input, som Saka bringer. Arteta har også for nyligt udtalt sig om sine høje forventninger til skotten, og at han glæder sig til at arbejde med ham.

De to midstoppere bliver også svært at forudsige. Shkodran Mustafi viste imponerende form inden pausen, og Pablo Marí var også lige ved at komme ind i en god rytme. Det bliver de to der skal kæmpe om den anden plads i forsvaret, fordi den første plads er allerede reserveret til David Luiz. Brasilianeren er nøglen til hele Artetas taktik, når Arsenal er i boldbesiddelse, så han skal simpelthen spille. Det kan blive fugl eller fisk med brasilianeren. I denne sæson har han både vist toppræstationer og skrækpræstationer mod de øvrige tophold i Premier League.

Valget af partner er faldet på Mustafi. Den er meget tæt på at være 50/50, men tyskeren får fordelen, da han har startet inde i begge venskabskampe. Luiz’ makker vil være den der skal passe på Citys angriber – nok Aguero – da brasilianerens Liberorolle gør, at han sjældent mandsopdækker. Hverken Mustafi eller Marí er lynende hurtige, men tyskeren har alligevel lidt mere fart i skoene end sin spanske holdkammerat. 

Motorrummet på midten

Her bliver det spændende at se, hvad Arteta vælger at gøre. Lucas Torreira forventes ude af truppen, da han stadig er ved at komme sig helt over sin ankelskade. Underligt nok har Granit Xhaka kun spillet 45 minutter over de to venskabskampe. Han var slet ikke involveret imod Brentford. Om det skyldes en skade vides endnu ikke, men hvis schweizeren er klar, så spiller han også på onsdag.

Makkeren til Xhaka er straks et større hovedbrud. Matteo Guendouzi, der før har været ude i kulden under Arteta, startede inde mod Charlton og fik hele anden halvleg mod Brentford. Det samme gælder for Maitland-Niles, der også har været fravalgt af den spanske cheftræner. Artetas foretrukne pivotspiller Dani Ceballos, har tilgengæld kun fået sammenlagt 90 minutter fordelt på de to kampe. 

Med tanke på hvor dominerende Manchester City kan være, ville det give mening at polstre defensiven, men Arsenal har ikke en reel defensiv midt til rådighed, og vi ved allerede, at Xhaka ikke kan løfte den rolle alene. Så løsningen må blive, at man bekæmper boldbesiddelse med boldbesiddelse. 

Derfor tror vi, at det bliver Ceballos, der starter sammen med Xhaka på midten. Spanieren har spillet en større rolle i Artetas Arsenal og har evnerne til at holde bolden i egne rækker, selv i svære situationer. Han kan vende på en tallerken og har i glimt imiteret en Santi Cazorla i topform.

Foran de to skal der vælges en kreatør. Mulighederne er få – det er Mesut Özil eller Joe Willock. De to har spillet tæt på lige mange minutter i venskabskampene, hvor Willock blandt andet scorede et mål i begge. 

Özil har desværre fået et ry for at forsvinde i de store kampe, men alle er klar over de evner, som tyskeren besidder på modstanderens banehalvdel. De afleveringer han har potentialet til at lave, kan blive afgørende i forsøget på at åbne Citys bagkæde op. Derfor tror vi, at det bliver Özil, som starter som 10’er onsdag aften.

Fronttrioen

Manchester City har firepower. Det har Arsenal også. Det kommer ikke bag på nogen, at Pierre-Emerick Aubameyang kommer til at starte inde på onsdag. Han er kaptajn, han er topscorer og han er uvurderlig for holdet. Selvom både Saka og Gabriel Martinelli har vist fine takter er de desværre uheldige, at de spiller på den samme udgangsposition som Arsenals største stjerne. 

På den modsatte kant bliver det en kamp mellem Nicolas Pepe og Reiss Nelson. Til trods for at den unge englænder viste god figur i begge venskabskampe, er vi ikke overbeviste om, at det er nok til at slå ivorianeren af. 

Pepe spillede bedre og bedre før coronapausen og Arteta vil formentlig holde fast i, at opbygge selvtilliden hos Arsenals dyreste indkøb nogensinde. Pepes individuelle evner kan også blive en fordel overfor en flagrende Benjamin Mendy eller en lidt langsommere Oleksandr Zinchenko.

Sidst men ikke mindst er der frontangriberen. Alexandre Lacazette eller Eddie Nketiah? Den unge englænder scorede et hattrick mod Charlton, imens franskmanden scorede et mål i hver af træningskampene. Før pausen havde Nketiah langsomt, men sikkert, vundet startpladsen på holdet under Arteta. Efter tilbagekomsten fra Leeds, har han imponeret Arteta så meget, at et nyt lejeophold blev aflyst i sidste sekund. 

Det bliver meget interessant at se, hvem Arteta vælger at starte med på onsdag. Nketiah har et bedre løbepensum end Lacazette har vist, men franskmanden er meget mere komfortabel på bolden og med ryggen til målet. 

Franskmanden er det bedste valg, hvis man vil bruge angriberen i opspillet, hvor englænderen er det bedste valg til bolde i dybden. Vores bud bliver, at Lacazette trækker det længste strå og starter inde i Manchester. Boldbesiddelse bliver igen vigtigt og får man brug for at spille med lange bolde, kan man bringe Nketiah i løbet af anden halvleg for at strække et udmattet forsvar. 

Arsenals XI (4-2-3-1):

Arsenal Denmark tror derfor, at det er disse 11, som bliver Artetas udvalgte på onsdag.

 class=
Indkøbskurv