17. maj 2020

ARTETAS ARSENAL: ASYMMETRI OG POSITIONSMANIPULATION

Fodbold er et simpelt spil. Alligevel kan det spilles på mange forskellige måder. Arsène Wenger havde sin måde med en masse boldbesiddelse og tålmodig spilopbygning. Unai Emery have også sin egen måde at gøre tingene på, selvom det ofte var svært at se. Hans filosofi var at ødelægge det modstanderen var god til. Nu er det så Mikel Artetas tur til at stå for spillestilen i det røde London. I denne artikel tager vi et grundigt kig på Artetas formation og spillestil og det, der gør den unik. 

Af Alex Munk Hjort

Arsenals spanske manager er produktet af to af de bedste fodboldhjerner i nyere tid. I sin tid som kaptajn for Arsenal spillede Mikel Arteta under Arsène Wenger, fodboldprofessoren. Og lige siden han indstillede sin spillerkarriere, har han været i trænerskole hos en af mest vindende og innovative trænere i det 21. århundrede, Pep Guardiola. Både Wengers og Guardiolas filosofier skinner igennem i måden hvorpå Artetas hold spiller fodbold. Mange pasninger og høj boldbesiddelse kombineret med uendelige trekanter, et intensivt presspil og højt løbepensum. Gode forudsætninger for en manager i den moderne fodboldverden. Arteta har sammensat disse filosofier og kombineret dem for at skabe sin egen spillestil, som vi tillader os at døbe ”Arteta-ball”.

Trænerens tankegang

Allerede fra første dag viste Mikel Arteta, at han havde en plan og en klar struktur. Ydermere blev den formidlet på en tydelig og forståelig måde, modsat forgængerens gebrokne forsøg på at forklare sin filosofi:

”Vi bliver nødt til at have passion. Vi skal dominere. Vi skal være aggressive. Vi skal spille så meget som muligt i modstanderens felt. Jeg vil have bolden. Jeg vil angribe så meget som muligt. Jeg vil forhindre modstanderen i at angribe mig så meget som muligt,” således beskrev Arteta planen i sit allerførste interview som cheftræner for Arsenal.

Spanieren gav også en sagte stikpille til sin landsmand og forgænger, Unai Emery, i et andet interview:

”Jeg vil have vores fodbold til at være udtryksfuld og underholdende. Jeg kan ikke have et koncept hvor alt er baseret på modstanderen. Vi skal diktere spillet. Vi skal være dem, der tager initiativet, og vi skal underholde dem, der kommer for at se os spille.”

En måske overset detalje i Artetas tankegang er opfattelsen af Arsenal som fodboldklub. Spanieren fortalte op til sin ansættelse, hvor svært det havde været at følge holdets nedgang udefra. Arsenal var ikke Arsenal mere. Der var ikke den samme stolthed blandt spillerene over at repræsentere klubben. Derfor var det også en vigtig del af Artetas plan at få stoltheden tilbage i truppen. Samtidig med bevidstheden om hvor privilegeret man er når man spiller for Arsenal, og at det kommer med et stort ansvar.

Formationen forklaret

Man vil blive tilgivet for at tro, at Arteta ville tage 4-3-3 med sig fra sin tid i Manchester City. Pep Guardiola har nærmest aldrig spillet andet, og formationen er en af de mest brugte i toppen af international fodbold i dag. Liverpool spiller den. Real Madrid og Barcelona det samme. Også Juventus og PSG bruger formationen. Kort sagt, alle tophold i Europa spiller 4-3-3. Men Arteta har valgt et andet udgangspunkt i sit første job som cheftræner. Arsenal stiller således til kamp i en klassisk 4-2-3-1 (illustreret nedenunder). Og det er der indtil videre ikke blevet ændret på en eneste gang. Det interessante er ikke så meget, at han sætter holdet op på denne måde, det spændende kommer først, når man dykker ned i den måde formationen ændrer sig i løbet af en kamp.

Formationer er mere flydende i moderne fodbold. Fokus er rettet mod taktikkerne og strategierne, som man kan udføre med udgangspunkt i formationen. Hvor på banen kan der skabes overtal, og hvordan gør man det effektivt. Når Arsenal har etableret et angreb på modstanderens banehalvdel, stiller Arteta sit hold op i en 2-3-5 (illustreret nedenunder). Dette gør han ved at skubbe venstrebacken op som fløjspiller, hvilket gør at den egentlige kantspiller trækker ind som indvendig angriber i det venstre halvrum. Samtidig skubber højrebacken frem og bliver en del af midtbanen, som en omvendt wingback. Den offensive midt skubber op og ud i højre halvrum, og den højre kant sørger for bredden i den side af banen. Den ekstra mand på midtbanen gør, at holdet mindre sårbar overfor centrale kontraangreb. Men den smalle bagkæde gør dog, at specielt lange diagonaler over kanterne er yderst farlige. Det så man især mod Everton, hvor Mustafi og David Luiz havde deres hyr med at løbe Richarlison og Dominic Calvert-Lewin op.

Fra det offensive set-up er der enkelte roller med ekstra frihed. Mesut Özil vil for eksempel drive frit rundt fra halvrum til halvrum og nogle gange helt ud på en af kanterne for at skabe overtal. Angriberen, som ofte er Alexandre Lacazette, vil være meget tilbøjelig til at droppe ned fra sin position som spydspids og blive en falsk 9’er. Igen er det for at skabe overtal og for at sætte kombinationer op centralt i banen. Indlæg kommer primært fra venstre side, da Nicolas Pépé i højre har fripas til at trække ind i banen og søge afslutninger med sit foretrukne venstreben. Bukayo Saka derimod har til opgave at gå mod baglinjen og søge indlæg. Her er der oftest tale om lave indlæg eller cutbacks, da Arsenal ikke har en udpræget boksspiller til at vinde hovedstødsdueller. I stedet prøver Arteta at få så mange spillere i feltet som muligt for at skabe mere forvirring blandt modstanderens forsvar og samtidig give kantspilleren flere muligheder. I kampe hvor modstanderen står meget dybt har Arteta genfundet Liberorollen med David Luiz. Brasilianeren er holdets primære boldflytter. Han har friheden til at træde op på midtbanen med bolden og forsøge at finde en kædebrydende aflevering. Dette er bedst eksemplificeret i udekampen mod Crystal Palace.

Når Arsenal erobrer bolden, sker der også mange spændende ting med formationen. Venstrebacken vil med det samme storme frem af banen, hvilket efterlader et naturligt hul. Her er det så den venstre centrale midt, oftest Granit Xhaka, som træder ud og midlertidigt opfylder rollen som venstre back, hvilket skaber en 3-2-5 (illustreret nedenunder).

Denne positionsmanipulation er ikke kun for synets skyld. Den skaber faktisk et interessant overtal i venstre side af banen. Når Xhaka søger ned på venstre back og Saka tordner op ad sidelinjen, begynder kantspilleren, typisk Pierre-Emerick Aubameyang, at trække ind i banen. Når gaboneseren gør dette, skal modstanderens back vælge, om han vil følge med Aubameyang ind eller blive på sin position og vente på den fremstormende Saka. Hvis modstanderens back følger med Aubameyang vil Saka være fri på kanten, medmindre modstanderens kantspiller følger med ham hjem. Hvis modstanderens kantspiller følger med Saka, vil der være helt frit for Xhaka til at føre bolden fremad. En glimrende illustration af dette, er fra Arsenals sejr over Manchester United. Her blev Daniel James ofte fanget i ingenmandsland. Det gjorde han, fordi han ikke vidste, om han skulle skubbe op på Xhaka, og dermed lade Sead Kolasinac løbe fri langs siden, eller om han skulle følge med Kolasinac, og derved give Xhaka plads til at drive bolden frem.

Når det kommer til opspillet, vil Arteta som udgangspunkt gerne spille bolden ud, på samme måde som Emery gjorde. Men hvor Emery levede og døde på det korte udspark, har Arteta givet Bernd Leno frihed til at sparke langt, hvis han fornemmer, at det er for satset at spille den kort.

Arsenal defensiv har vaklet i mange år, og det er stadig ingen fryd at se på. Men Arteta har bragt visse teknikker i spil der gør, at selv det skrøbelige Arsenal-forsvar har formået at holde buret rent af flere omgange. Når Arsenal forsvarer gør de det med udgangspunkt i en 4-4-2 (illustreret nedenunder). Teknikken kaldes ”Low Block” og har til formål kun at give modstanderen skud fra svære vinkler og langt udefra, centralt i banen. Holdet forsøger at forsvare mere snævert, således at modstanderen kun kommer ind i feltet på kanterne eller fra meget skæve vinkler. Stopperne og de to centrale midtbanespillere står strategisk placeret kompakt, så hvis modstanderen kommer til skud, vil det være besværligt at afslutte andre steder end midt i målet. De to forreste spillere hjælper skiftevis til i hver deres side for at skabe et defensivt overtal, uden at der er tale om en decideret presfælde. Det kommer vi til nu.

Arteta har som så mange andre managers adopteret genpresset til sin spillestil. Der ligger ikke så meget andet i det end at holdet presser højt, hårdt og intensivt i fem til syv sekunder, efter de har tabt bolden. Derefter falder holdet tilbage i den ovennævnte 4-4-2. Fra det udgangspunkt har Arteta et mandsorienteret pres, som skal forsøge at skabe uro på modstanderens boldholder. Presset forsøger at få bolden ud mod sidelinjen hvor der kan skabes en fælde, fordi modstanderen også presses af netop sidelinjen og risikoen for at løbe bolde ud af banen. Presset lykkes, hvis modstanderen clearer bolden langt eller laver en farlig satset aflevering op i banen. Det er i dette pres at formationen bliver asymmetrisk. Alt efter hvilken side der presses til vil formationen være en skæv 4-3-3 (illustreret nedenunder). Den ene kantspiller vil presse op på linje med de to forreste angribere for at skabe øget pres på modstanders baglinje. De to angribere vil presse på hver deres stopper, hvoraf den ene har bolden. Den kant, der skubber op, vil tage sig af den ene back og den anden kant vil have et mere afventede tryk på den anden back. På denne måde vil man tvinge boldholderen til enten at spille bolden ud til den ”frie” back, som dernæst kan presses fra to sider af den ene angriber og den afventende kant. Eller man kan tvinge bolholderen til at forsøge en bold op gennem midten hvor de to centrale midtbanespillere og den afventede kant kan kollapse omkring den intenderede modtager.

Blot begyndelsen

Denne taktiske tilgang er blot den første udgave af Artetas Arsenal. Det vil kun komme spanieren til gavn at få nogle transfervinduer, hvor han kan udplukke specifikke spillere til sit system. Med tiden vil de nuværende spillere få en bedre forståelse af de taktiske roller og opgaver, som Arteta forventer og forlanger. Tid vil også give spanieren muligheden for at udvide, udvikle og udforske mulighederne i systemet. Måske ændrer han sågar formationens udgangspunkt eller nogle af mønstrene i fremtiden. I et nyligt interviewet med Ian Wright fortalte Arteta, hvordan han blandt meget andet brugte Corona-karantænen på at videreudvikle sit system, fintune og forbedre det i konsultation med sin trænerstab, og spillerne individuelt. Arteta er en arbejdshest og en perfektionist, måske den perfekte kombination af monsieur Wenger og señor Guardiola. Det vi har set indtil videre, er bare en brøkdel af hvad ”Arteta-ball” er og kan blive til.

NYHEDER FRA FANKLUBBEN

Gå til nyhedsarkiv
{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}