ARTETAS ALSIDIGE AFTRYK

Tredje gang blev lykkens gang for Mikel Artetas Arsenal, da London-klubben onsdag aften tog hul på det nye år med en overbevisende sejr på 2-0 over rivalerne fra den røde del af Manchester. Efter to uger med ansvaret for Arsenal har den spanske headcoach skabt fornyet håb om en lysere fremtid med en klar og synlig retning. I dette indlæg sættes der fokus på Artetas umiddelbare aftryk på grønsværen, med fokus på de tre kampe i juleprogrammet, som desværre kun tjente Arsenal fire points, hvor der ellers var rig mulighed for fuld plade.

Den sidste tid under Unai Emery var ét stort ramaskrig. Alt var galt. Stemningen er heldigvis vendt på en tallerken efter Mikel Artetas ankomst i Arsenal. Der blæser nu lutter positive vinde på de sociale medier, hvor både fans og spillere har udtrykt deres begejstring for Pep Guardiolas lærling.

Inden ansættelsen var der dog bekymringer om Arsenals nye headcoach – var han klar til at tage et af Englands største fodboldtrænerjobs, når han kun havde været assistenttræner i Manchester City? Var det et for stort sats fra Arsenals side? De bekymringer er pist forsvundet og hele fanskaren er overbevist om, at han er sin opgave voksen.

Hvad vi ønsker, skal vi få

”Der er jo ingen struktur!”, ”Spillerne er i vildrede!” og ”Hvad er Unai Emerys plan egentlig?”. Disse udsagn og negative ytringer, har alle Arsenal-fans stiftet bekendtskab med i løbet af det sidste halve år under Unai Emery.

I Artetas debutkamp, på sydkysten mod Bournemouth, så vi straks et fodboldhold med struktur og attitude. Havde man egentlig forventet andet fra en træner, som i tre et halvt år har været under vingerne hos Pep Guardiola, som er en af juego di posicion’s allerfineste elever?

Arsenals positionsspil var på et splitsekund, få træningspas og et hav af videoer forvandlet til en fryd for øjet. Spillerne vidste, hvad de skulle, når deres holdkammerater havde bolden. Arteta udtalte selv på sit første pressemøde, at fodbold handler om vaner, automatismer og vinkler. ”Det er meget nemmere for en spiller, hvis du kan visualisere, hvor din medspiller vil være, inden du modtager bolden.”

Hvis man holder fast i den beskrivelse af Artetas tankegang, så kan man snildt genkalde euforiserende momenter fra de tre kampe i det travle juleprogram. Det vidner om en træner, som på rekordtid har fået præsenteret en spillefilosofi, som spillerne i den grad har købt ind på.

Der er blevet bidt negle rundt omkring i sofaerne, når Arsenal, under Unai Emery, forsøgte at sætte spillet med flade pasningerne fra målmand, da det til tider var idéforladt og decideret så livsfarligt ud.

I Artetas tre første kampe er det en del af spillet, han har holdt fast i. Ja, der var været et par skræmmeeksempler, hvor man kunne ane dårlige gamle vaner, men der har i høj grad været forbedringer til denne fase af spillet – takket være en bedre struktur og relationerne mellem spillerne.

Spillerne viser sit sande jeg

Det er bemærkelsesværdigt, hvad en træner kan gøre ved et omklædningsrum. Der er ingen tvivl om, at Unai Emery tabte omklædningsrummet, nøglespillerne og fansene langt før fyringen fandt sted, som med sikkerhed har sat et ordentligt hak i spillernes mentalitet og selvtillid.

Mikel Arteta har på rekordtid formået at få spillerne med ombord på sit skib. Truppen fremstår som en harmonisk enhed og flere spillere, som Arsenal-tilhængere havde dømt ude, har genfundet dem selv med flotte præstationerne i de tre seneste kampe. Her fortjener Granit Xhaka, Ainsley Maitland-Niles, Lucas Torreira, David Luiz, Pierre-Emerick Aubameyang og Mesut Özil en anerkendende klapsalve. Listen er lang, da spillerne har leveret på et flot niveau.

Det er især befriende at se Arsenal-stjernerne tage ansvar og de virker meget dedikeret til Mikel Artetas projekt. Mesut Özil virker genfødt – kontrollerer rum og styrer spillet med sin elegance, men er stadig ikke for fin til at tage arbejdshandskerne på. David Luiz fungerer på sin egen maniske facon. Meget mere afklaring i spillet med og uden bold, mens anfører Pierre-Emerick Aubameyang aldrig har løbet så mange presløb, som han gør nu. Så er det i hvert fald tilbage i Dortmund-tiden.

Arsenal-spillerne viser deres sande jeg, da de for første gang i lang tid føler sig mere trygge og komfortable i den struktur, de bliver sat i. Udover det, så virker det til, at Mikel Arteta er opsat på at bruge sine spillere på en måde, som passer dem bedst. Det lyder som jordens nemmeste opgave, men det er i virkeligheden det sværeste for en træner at tilpasse et system med 11 spillere i klodens mest komplekse spil.

Intensitet og presspil

Fodbold på øverste hylde handler først og fremmest om intensitet – så kan man bekymre sig om det taktiske efterfølgende. Det er længe siden, at intensiteten på Emirates’ majestætiske græstæppe og tilskuerpladserne har været så elektrisk, som det var tilfældet mod Chelsea og Manchester United. Hårene rejste sig, da Pierre-Emerick Aubameyang headede Arsenal i front.

Det har været forfriskende at følge den intensitet, Arsenal har spillet med i de tre første kampe under Mikel Arteta. Forsvarsspillet har været energisk, kompakt og meget organiseret.

Alle spillere har købt ind på, at man forsvarer alle 11 spillere, hvilket har givet flere flotte forsvarssekvenser. Det høje presspil, hvor Arsenal forsøger at tage initiativ uden bold, er der stadig den ønsket kompakthed, hvilket er en kunst at træne i. Intensiteten i presløb og presopfølgning har været en fornøjelse at følge. Det etableret forsvarsspil, hvor Arsenal forsvarer dybere har også set store forbedringer. Arsenal har ikke givet mange muligheder til modstanderne, hvor holdet har været i balance.

Ændringen i tilgangen til fodboldspillet under Mikel Arteta har også vist, at Arsenal-spillerne ikke er i den fysiske forfatning, som der kræves for at levere fodbold på den øverste hylde over 90 minutter. Tre kampe på en uge er en umenneskelig belastning for spillerne, så her findes en af forklaringerne på udsvingene i løbet af anden halvleg. Der er ingen tvivl om, at når kalenderen bliver mere spiselig igen, så har trænerstaben mulighed for at bygge på fysisk, så Arsenal kan holde momentum og kontrollere alle spillets faser i længere tid af kampene.

Vi skal tro på Artetas projekt

Mens de tre kampe beretter om en stærk optimisme omkring Artetas Arsenal, så er det vigtigt at understrege, at Artetas projekt kommer til at tage tid. De tre seneste kampe viser, at der stadig er revner fra en periode med tumult og dårlige resultater. Hvem husker ikke Bournemouths føringsmål? Naiv fejl i opbygningsspillet, som prompte bliver straffet. Hvad med de personlige fejl mod Chelsea, som vendte en komfortabel 1-0-føring til et nederlag på 1-2 på få minutter?

Holdet er stadig sårbart, hvilket også kommer til udtryk i perioder af kampene, hvor spillet bliver forkrampet og usikkert. Forsvarslinjen falder lige ti meter dybere. Det er tegn på usikkerhed omkring sig selv og holdkammeraterne. Det tager tid at eliminere, men med Mikel Arteta ved roret er vi i sikre hænder og spillerne vil opleve forbedringer igennem træning og kamp.

Mikel Arteta nævnte på sit første pressemøde ordene sejr, energi, kultur, miljø, ansvar, privilegie, passion og tilslutning til Arsenal. Det er nemme ord at sige for at skabe optimisme omkring Arsenal, men efter 14 dage ved roret er det præcis det, som spanieren har bragt til Arsenal, hvilket er et bevis på, at han er den rigtige mand til at præge fremtidens Arsenal.

Indkøbskurv