Træner Mikel Arteta erklærer sig positiv i forbindelse med forhandlingerne omkring en forlængelse af Bukayo Sakas kontrakt i Arsenal.
Arsenal har for tiden godt gang i papirarbejdet. I onsdags blev det offentliggjort, at Arsenal fik forlænget kontrakterne med Pablo Mari (4-årig kontrakt), Cedric Soares (4-årig kontrakt) og David Luiz (1-årig kontrakt), mens Dani Ceballos fik forlænget sit lejeophold til og med afslutningen på denne sæson.
Nyheden om kontraktforlængelserne har fået en blandet, men hovedsageligt negativ modtagelse blandt Arsenal-fans, der helst havde hørt om en kontraktforlængelse vedrørende Pierre-Emerick Aubameyang eller Bukayo Saka. Sammen med Bernd Leno har Saka og Aubameyang muligvis været de bedst performende Arsenal-spillere i denne sæson, men da begge spillere kun har et år tilbage af deres kontrakt, er Arsenal i stor fare for at skulle miste begge spillere til sommer, hvis ikke de inden længe får forlænget deres kontrakt.
Grundet corona-pandemien har Arsenal haft svært ved at rykke på kontraktforhandlingerne med de to profiler. Nu ser det dog ud til, at der snart kommer noget afklaring for den ene spillers vedkommende. Bukayo Saka skulle nemlig ifølge Arsenal-træner Mikel Arteta være meget tæt på at skrive under på en ny kontrakt med The Gunners.
”Jeg er meget positiv omkring, at alt vedrørende Bukayo Saka vil blive færdiggjort meget snart”, udtaler spanieren sig forud for Southampton-kampen.
”Kommunikationen mellem klubben, agenten og hans familie har været intakt og flydende over flere måneder. Spilleren og familien ved, hvor meget tillid jeg har til ham. Jeg synes han viser det hver eneste uge og hans stabile niveau bliver kun bedre og bedre.”
Arteta er generelt fornøjet over de unge spillere, han har til rådighed, men anerkender også, at der på nuværende tidspunkt hviler et unødvendigt pres på Saka og co.
”Jeg er henrykt over de unge spillere, vi har. De har bare brug for de rigtige omstændigheder og forhold omkring dem til at kunne udtrykke sig, hvilket Bukayo gør, selv under svære omstændigheder, hvilket er beundringsværdigt.”
Bukayo Saka har scoret tre mål og lagt op til yderligere ti i 32 kampe for Arsenal i denne sæson.