Fra GunAction: Mikel Arteta har med et fremadstormende indmarch i Arsenal formået at sammensætte en ung trup, der udstråler håb om en lys fremtid. Tre afgørende faktorer har haft betydning for en splittet klub, der nu emmer af sund konkurrence og en nyfunden kollektiv sult for succes.

Da Arsene Wenger forlod sit livsværk i det nordlige London efter 22 års tro arbejde, markerede det ikke blot enden på en æra i Arsenal. I en moderne fodboldverden, hvor tålmodighed ikke længere betragtes som en dyd, lader franskmandens særegne enevælde til at være en uddød strategi. Alligevel er det netop frugterne af stædig tålmodighed, som Arsenal så småt høster i denne sæson, hvor Mikel Artetas indtog i organisationen runder to år.

To år er en evighed i fodboldens forunderlige univers. Det til trods skal den forvandling, Mikel Arteta har trukket igennem alle lag af Arsenal i sin helhed, betragtes som en bemærkelsesværdig præstation. Den unge basker overtog en klub i total splittelse. Det fremtidssikre fundament, som Arsene Wenger nænsomt opbyggede sten for sten med overgangen til Emirates Stadium, slog i de sidste år af hans regi revner med en strategi om et mangefordelt ansvar for de fodboldmæssige beslutninger. Omend en sådan strategi utvivlsomt må anses for at være at foretrække frem for et diktatorisk enevælde, som med rette blev udfaset i årene før Arsene Wengers endelige afsked, mislykkedes Arsenal som organisation med at implementere den efter hensigten.

Ansvaret for Arsenals tilbagetog mod toppen af den engelske fodboldelite er i de senere år blevet fordelt på skuldrene af en lang række nu forhenværende cheftrænere, sportsdirektører, chefspejdere og rekrutteringseksperter, der ved udgangen af 2019 efterlod Mikel Arteta en aldrende og usammenhængende trupsammensætning afsondret for håb om en hurtig tilbagevenden til fordums storhedstider. Den karakteristik er blot to år senere langt fra retvisende for Arsenal. Mikel Arteta har med en urokkelig tro på egne værdier sammensat Premier Leagues yngste trup, og med en forvandlet kultur, der bygger på ærlig konkurrence, stråler Arsenal i dag af håb om længe ventet bedre tider.

My way or the highway

Mikel Artetas jerngreb på Arsenals trup skal ikke ses som et tilbageskridt til et enevældigt styre i klubben. Det er dog ikke uden betydning, at spanieren kort inde i sin tid hos Arsenal blev forfremmet fra førsteholdstræner til manager. Ulig Unai Emery, der var begrænset til udelukkende at træne førsteholdet, har Mikel Arteta frie tøjler til at forme klubbens kulturen og transferpolitiken efter sin egen vision. Grundlaget for den vision har aldrig været et spørgsmålstegn for spanieren, som ved enhver lejlighed ser sit snit til at fremhæve ordet unity som fundamentet for Arsenals bæredygtige vej tilbage til storhed.

Idéen om en succes forankret i et stærkt sammenhold har været udslagsgivende for begrebet non-negotiables, som Mikel Arteta også ynder at fremhæve som et livsvigtigt grundstof i genopbygningen af Arsenal. Af de 18 spillere, Mikel Arteta inddrog i kamptruppen til sit

første opgør som cheftræner for Arsenal, er over halvdelen i skrivende stund ikke længere at finde i klubben. Mesut Ozil og Skhodran Mustafi, der begge kom på på banen i udekampen mod Bournemouth, tabte den offentlige magtkamp til Mikel Arteta og blev betalt for at forlade klubben før kontraktudløb. Matteo Guendouzi og Pierre-Emerick Aubameyang indgik også i truppen, og omend de to spillere fortsat er på kontrakt i klubben, så lader de ikke til at have en fremtid i planerne hos Mikel Arteta, som ikke har tøvet et sekund med offentligt at hænge begge spillere ud som brodne kar i en ellers opblomstrende klubkultur.

En del af æren for den succesfulde forvandling fra aldrende middelmådighed til ung vindermentalitet tilfalder også Edu, der efter et længere tilløb lader til at have fundet sig tilrette i klubbens ledelsesmæssige hierarki. Om det er spanske eller brasilianske gloser, der vejer tungest, når de amerikanske ejerne skal overtales til finansiering af et transfermål, står hen i det uvisse. Det er dog tydeligt, at de seks indkøb forud for denne sæson trives i Mikel Artetas stadfæstede værdier. Særligt Aaron Ramsdale og Martin Ødegaard skiller sig ud i deres verbale lederskab på banen, mens Nuno Tavares personificerer den optimistiske konkurrencelyst, som lader til at have rodfæstet sig i det, der efterhånden kan betegnes som Mikel Artetas Arsenal.

Konkurrence skaber stjerner

Sagt mellem linjerne har Mikel Arteta med sin mutte mine på flere pressemøder indikeret, at han vælger sin startopstilling på træningsbanen. Der er med andre ord ingen spillere, der kan vide sig sikker på en startplads. Det kan tolkes som en undskyldning for at fryse spillere ud, men det kan også forstås som hans oprigtige udtagelsesprincip. Samtlige spillere i klubben skal gøre sig fortjent til en plads i startopstillingen. Ved hver evig eneste træningspas. Det princip viste sig afgørende, da Aaron Ramsdale skulle overtales til at skifte en sikker rolle hos Sheffield United og det engelske landshold ud med en på papiret ulige kamp med Bernd Leno om en startplads i målet hos Arsenal.

I et langt interview få måneder inde i sin tid i klubben, beskriver Aaron Ramsdale Mikel Artetas idéer om fri konkurrence som et afgørende element i skiftet til Nordlondon; “De fortalte mig, at de ikke vil have en første- og andenmålmand. Men det ville kunne tage mig et helt eller halvt år at komme på holdet, sagde de”. Aaron Ramsdale greb den åbne udfordring med ild i øjnene, og på blot tre uger udkonkurrerede han Bernd Leno, hvis plads i målet lod til at være urokkelig ved sæsonstart. I Mikel Artetas krævende miljø har Aaron Ramsdale ikke blot udviklet sig til en altafgørende brik i Arsenals forsvar. Han fremstår samtidig som et strålende eksempel på, at unge talenter kan blomstre til verdensklassespillere i Mikel Artetas Arsenal.

Frø for fremtiden

Mikel Arteta vil leve og dø for sin idé om non-negotiables. Det var stærkt eksemplificeret i den offentlige magtkamp med Mesut Ozil, som ved begyndelsen af Mikel Artetas første fulde sæson i spidsen for klubben blev ekskluderet fra al førsteholdsfodbold. Tyskeren havde imidlertid nøglen til den offensive kreativitet, som Mikel Artetas manglede, da hans hold med otte nederlag i tolv kampe tændte vreden hos fansene og efterlod ham på randen af en

forventelig fyreseddel. Spanieren stod stædigt fast på sine værdier, og ved at sanktionere kontraktophævelsen med Mesut Ozil i sin satsning på spillere som Bukayo Saka, Emile Smith-Rowe og nyerhvervelsen Martin Ødegaard, såede Mikel Arteta de frø, han for alvor er begyndt at høste denne sæson.

Udskiftningen af Mesut Ozil med Martin Ødegaard står tilbage som en milepæl i historien om Mikel Artetas Arsenal. Nordmanden besidder endnu ikke til fulde tyskerens evne til at forløse kreativitet til perfektion, men derimod udstråler Martin Ødegaard alle de værdier, der med Mikel Artetas ord er indbegrebet af den perfekte professionelle fodboldspiller. Martin Ødegaard skiller sig ud i sit tydelige lederskab på banen, og med en særpræget uselvisk tilgang til spillet på banen fremstår han som den sidste afgørende brik i det, der i samspil med Bukayo Saka og Emile Smith-Rowe udgør Mikel Artetas nye nøgle til Arsenals offensive kreativitet.

Portugisisk pragteksemplar

Efter to års stringent håndhævelse af sine non-negotiables lader Mikel Artetas kærneværdi om unity i et konkurrerende miljø til at have rodfæstet sig i truppen. Det kan ses på banen, hvor spillernes konkurrencelyst og hungren efter toppræstationer skinner igennem. Særligt kampen om venstre back er et lysende eksempel på, hvordan Mikel Arteta har skabt et miljø, der fremmer spillernes kvaliteter. Nuno Tavares er med sine barnagtige optimistiske og ofte naive offensive løb et frisk pust i truppen, og selvom Kieran Tierney kandiderer til titlen som ligaens bedste venstre back, er den purunge portugiser et strålende eksempel på, at professionel flid og hårdt arbejde belønnes i Mikel Artetas Arsenal.

Nuno Tavares har ikke kvaliteten til at slå Kieran Tierney af holdet på den lange bane. Det ved Mikel Arteta. Men valget af den unge portugiser i de afgørende kampe i sæsonens indledning er et middel til målet om et konsekvent tårnhøjt niveau hos den stensikre skotte, der for første gang siden sit skifte til Arsenal skal kæmpe for sin plads. På samme måde er Alexendre Lacazette heller ikke fremtiden på den offensive midtbane, men den kortvarige insisteren på en startplads til franskmanden over Martin Ødegaard er et nødvendigt pres på nordmanden, der besidder potentialet til at blive verdens bedste spiller på sin position. Omend Gabriel Martinelli har brilleret på venstre kant i denne sæson, ligger brasilianerens fremtid i angrebet, og hans gennembrud på fløjen til fordel for Emile Smith-Rowe skal også ses som en konkurrence, der kan løfte den unge englænder til et venteligt verdensklasse niveau. Mikel Arteta har i sine to år i klubben vist, at han har evnerne til at bygge det nye fundamentet, Arsenals succes skal stå på. Spørgsmålet er, om han også har evnerne til at bygge videre på det og forløse potentialet til reel dominans i den engelske fodboldtop.