ARSENALS STORE LANDSHOLDSOVERBLIK

Klubfodbolden står stille for en stund, men det betyder ikke, at vi helt må undvære Arsenal. The Gunners har nemlig flere spillere i aktion for deres respektive landshold. Bliv klogere på hvem, og hvornår de spiller i denne artikel.

Emile Smith Rowe, Bukayo Saka og Aaron Ramsdale
(England vs Albanien, 12.november)
(England vs San Marino, 15. november)

Det er mange år siden, at Arsenal har haft tre spillere repræsenteret på det engelske A-landshold, men det er ikke desto mindre tilfældet frem mod denne landsholdspause. Vi skal i virkeligheden helt tilbage til tiden med Walcott, Wilshere og Gibbs. Vi kunne sågar have haft fire spillere med, hvis Ben White var blevet udtaget, hvilket han desværre ikke er.

Det mest interessante navn i denne sammenhæng er naturligvis vores helt egen Emile Smith Rowe, der for første gang skal bevise sit værd for det engelske landshold. Det bliver spændende, om han kan overføre sin forrygende form for Arsenal til landsholdsfodbold med England.

Aaron Ramsdale er i mindst lige så god form for klubhold, og han er i øjeblikket blandt Premier Leagues bedste målmænd. Det truer naturligvis den sædvanlige mand i buret, Jordan Pickford, der efterhånden må frygte for sin plads som Englands førstevalg mellem stængerne.

Bukayo Saka har siden sit brændte straffespark i EM-finalen mod Italien fået 212 minutters spilletid for det engelske landshold, hvilket har kastet to mål og en enkelt assist af sig. Dermed møder han også ind til landsholdssamlingen med selvtilliden i orden.

Folarin Balogun
(England U21 vs Tjekkiet U21, 11.november)
(England U21 vs Georgien U21, 16.november)

Smith Rowe, Ramsdale og Saka er ikke de eneste engelske landsholdsspillere, der skal i aktion. Folarin Balogun og det engelske U21-landshold står nemlig med kniven for struben, når de skal forsøge at kvalificere sig til U21 EM. England ligger inden landsholdspausen på en tredjeplads i gruppen, hvilket ikke er nok til at kvalificere sig, men de har dog en kamp i hånden. Den kamp spiller de torsdag eftermiddag mod puljens ubestridte førerhold fra Tjekkiet, der har maksimumpoint og endnu ikke har lukket et mål ind efter de første fire kampe. Balogun har ikke fået et eneste minut for Arsenal siden sidste landskampspause, men for det engelske U21-landshold får han mere spilletid i form af indskiftninger.

 class=
Saka og Aubameyang skal fortsætte sin målstime for landsholdet. Foto: Stuart Macfarlane

Pierre-Emerick Aubameyang
(Gabon vs Libyen, 11. november)
(Gabon vs Cameroun, 14. november)

Pierre-Emerick Aubameyang står overfor en skæbnesvanger kamp, når det gabonesiske landshold, anført af netop Aubameyang, skal forsøge at spille sig forbi Libyen, og dermed i en favorabel position til at spille sig til VM i Qatar næste år. Libyen sidder i skrivende stund på puljens andenplads, der også er adgangsgivende til VM, med to point ned til Gabon. Vinderen af torsdagens kamp står derfor med det ene ben i VM i Qatar.

Nuno Tavares
(Portugal U21 vs Cypern U21, 12.november)
(Portugal U21 vs Cypern U21, 16.november)

Nuno Tavares har været storspillende på Arsenals venstre back, hvor han noget overraskende har gjort sig fortjent til tre startpladser i træk, og med stor succes i alle kampe. Derfor kan han godt tillade sig at være en anelse skuffet over, at det kun blev til U21-landsholdet i denne omgang, men hans tid på det portugisiske landshold kommer, det kan der ikke være meget tvivl om.
Tavares og Portugals U21-landshold har kurs mod U21 EM. De fører lige nu deres gruppe med tre ud af tre mulige sejre, og en målscore på 13-0. Nu venter to opgør mod Cypern, hvor de portugisiske drenge stort set kan cementere deres plads i det kommende EM med to sejre.

Sead Kolasinac
(Bosnien vs Finland, 13.november)
Bosnien vs Ukraine, 16.november)

Kolasinac er i den grad ude i kulden på Artetas mandskab, hvor det ikke bliver til meget spilletid. Derfor er det nok i mangel på bedre, at Kolasinac er udtaget til det bosniske landshold, der kan se frem mod to altafgørende kampe mod Finland og Ukraine i jagten på VM i Qatar næste år. Ukraine besidder lige nu gruppens andenplads med 9 point, men har spillet én kamp mere end både Finland og Bosnien, der har henholdsvis 8 og 7 point. Det er derfor to finaler for det bosniske landshold, der med to sejre kan afgøre egen skæbne og spille sig på en andenplads, der kan give adgang til VM.

Mohamed Elneny
(Egypten vs Angola, 11.november)
(Egypten vs Gabon, 14.november)

Elneny og det egyptiske landshold står med det ene ben videre til VM, da de sidder tungt på gruppens førsteplads med fire point ned til nærmeste forfølger. De kan derfor med en sejr på torsdag mod Angola endegyldigt booke deres flybillet til Qatar næste år. Tre dage senere skal han op imod klubkammerat, Aubameyang, i en kamp, der bliver uden betydning for egypterne, såfremt de kvalificerer sig mod Angola. Det er ikke meget spilletid det bliver til for Arsenal, men for det egyptiske landshold er Elneny en nøglefigur og en af de vigtigste spillere.

Takehiro Tomiyasu
(Japan vs Vietnam, 11.november)

(Japan vs Oman, 16. november)

En anden, der har slået sit navn fast i Premier League, er af asiatisk afstamning og hedder Takehiro Tomiyasu. Højrebacken har fået et lille gennembrud i denne sæson, og Japan får brug for hans gode form, når der venter livsvigtige opgør mod henholdsvis Vietnam og Oman. Det japanske landshold har fået en lidt sløj start på VM-kvalifikationen, hvor det kun er blevet til 6 ud af 12 mulige point. Tomiyasu skal derfor meget gerne vende hjem til Nordlondon med to japanske sejre i bagagen, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at deltage ved VM i Qatar næste år.

Nicolas Pepe
(Elfenbenskysten vs Mozambique, 13.november)
(Elfenbenskysten vs Cameroun, 16.november)

Næste mand på blokken er Nicolas Pepe, der også kan se frem imod to vigtige opgør. Elfenbenskysten fører godt nok deres gruppe med tre ud af fire sejre, men Cameroun er lige i hælene på dem kun ét point efter, og kun ét hold fra gruppen går videre til VM. Der kræves derfor en Pepe i storform, når de først skal hente en pligtsejr mod Mozambique og dernæst undgå at tabe til Cameroun. Rejser Pepe hjem fra Afrika med fire point i flyveren, så står Elfenbenskysten med gode kort på hånden i forhold til deres VM-billet.

Martin Ødegaard
(Norge vs Letland, 13.november)
(Norge vs Holland, 16.november)

Martin Ødegaard er blevet overhalet indenom af Smith Rowe, men på landsholdet er han sammen med Erling Braut Håland den ubestridte største profil. Det norske landshold har stadig mulighed for at vinde gruppen, og dermed sikre sig direkte kvalifikation til VM for snuden af de hollandske verdensstjerner. Det kræver dog to sejre mod Letland og netop Holland. Mindre kan også gøre det. Norge står nemlig i en favorabel position til at slutte på gruppens andenplads, hvilket i sidste ende også kan være nok. En sejr mod Letland er under alle omstændigheder påkrævet, og så spiller Norge i en direkte duel mod Holland om at kvalificere sig direkte til VM.

 class=
Martin Ødegaard skal forsøge at få spilletid, som for tiden har været svær at hente for nordmanden i Arsenal. Foto: Stuart Macfarlane

Kieran Tierney
(Skotland vs Moldova, 12.november)
(Skotland vs Danmark, 15.november)
Tierney og Skotland er nærmest sikre på at slutte på gruppens andenplads bag Danmark. En sejr mod miniputterne fra Moldova vil cementere deres andenplads. Tierney har været ude med en skade for Arsenal, men en storspillende Nuno Tavares har mindsket vigtigheden af ham på klubholdet. På landsholdsplan burde han dog være garanteret en startplads i begge kampe, så hvis man skal se Danmarks landskamp den 15.november, burde der være chance for også at følge Kieran Tierney.

Bernd Leno
(Tyskland vs Liechtenstein, 11.november)
(Tyskland vs Armenien, 14.november)
Det lyder ironisk, men selvom Leno er vippet af pinden i Arsenal, kan der sagtens vente spilletid foran Manuel Neuer og Marc Andre Ter Stegen på det tyske landshold. Tyskland har nemlig allerede matematisk booket deres billet til VM, hvilket giver mulighed for at hvile Leno og give spilletid til Bernd Leno.

Albert Sambi Lokonga
(Belgien vs Estland, 13.november)
(Belgien vs Wales, 16.november)

De belgiske djævle er fortsat ubesejrede i gruppespillet med fem sejre og en enkelt uafgjort, hvorfor det kun er formaliteter, der adskiller dem fra en endegyldig plads til VM. Den plads kan Belgien og Lokonga sikre sig, når de hjemme får besøg af undertippede Estland. Lokonga har slået sit navn fast for Artetas mandskab i denne sæson, men for Belgien er konkurrencen større i form af spillere som Kevin De Bruyne, Axel Witsel, Youri Tielemans mf.

Gabriel
(Brasilien vs Colombia, 12.november)
(Brasilien vs Argentina, 17.november)

Gabriel Magalhaes har qua sin imponerende form i Arsenal gjort sig fortjent til sin første landsholdsudtagelse på det brasilianske A-landshold. De står med 31 point ud af 33 mulige og har derfor spillet sig videre til VM i Qatar. Næsten da. De mangler nemlig ét point på de sidste seks kampe for at det er matematisk sikret, men mon ikke det ordner sig. Brasiliens kampe er derfor uden den store betydning, hvilket meget vel kunne resultere i spilletid og debut til Gabriel på det brasilianske seniorlandshold.

 class=
Lokonga skal fortsætte sine gode takter for De Røde Belgiske Djævle. Foto: Stuart Macfarlane
Indkøbskurv