I sine 134 år på grønsværen har Arsenal F.C. formået at kæmpe sig til succes og hæder både inden- og udenfor Englands grænser. I dag betragtes klubben som en storklub med fans over hele verden, der supporter holdet i tykt og tyndt. Dog startede eventyret ikke en storklub værdigt.
Arsenal F.C. så dagens lys i Sydøstlondons forstad, Woolwich, i oktober 1886. Her lå en fabrik der producerede våben, ammunition og eksplosiver til det britiske militær.
Fabrikken hed Woolwich Arsenal Armament Factory, bedre kendt som Royal Arsenal. Her arbejdede en skotte ved navn David Danskin. Med hjælp fra tre kollegaer, Elijah Watkins, Richard Pearce og John Humble, dannede han et fodboldhold, og kort efter tilsluttede Fred Beardsley sig til løjerne, da han også arbejdede på fabrikken. Fred Beardsley var flyttet til London fra Nottingham, og han spillede sågar for Nottingham Forest F.C., selvom han nu boede i Englands hovedstad.
Hurtigt blev 15 kampklare spillere rekrutteret, og de opkaldte fodboldholdet Dial Square efter et værksted på fabrikken. Da holdet ingen fodbold havde, lagde alle en del af deres hårdttjente løn ind til at kunne købe en bold og komme i gang med at spille.
Den første kamp og den røde trøje
Den 11 december 1886 skulle Dial Square spille deres først fodboldkamp, selvom de ingen fodboldtrøje eller identitet havde. Det dugfriske fabrikshold skulle møde et hold kaldet Eastern Wanderers, og kampen skulle spilles ved et åbent område på Isle of Dogs i London. Banen var ujævn, og mindede mere om en åben kloak, men Dial Square formåede alligevel at slå Eastern Wanderers med tenniscifrene 6-0.
På grund af det flotte resultat var spillerne nu fyldt med selvtillid. Hurtigt fik holdet arrangerede et møde på en pub kaldet Royal Oak, som lå ved siden af undergrundsstationen Woolwich Arsenal Station. Mødet blev holdt juledag 1886, og dets formål var at løse tre større problemer, der hjemsøgte det nyopståede fodboldhold. De ville gerne have ændret deres navn, finde en spilledragt, der kunne repræsentere dem, og så skulle de også finde en permanent hjemmebane.
Navnet Dial Square faldt ikke i god jord hos mange fra holdet, og de gik derfor i tænkeboks. De ville gerne have et appellerende navn, og endte med at kombinere navnet på pubben, Royal Oak, og fabrikkens daværende navn, Woolwich Arsenal Armament Factory. Det blev til Royal Arsenal F.C.
Det næste problem, der skulle løses, var manglen på en spilledragt. Der er delte meninger, om hvordan den røde trøje kom til klubben, men det er sikkert, at Fred Beardsley havde en finger med i spillet. Nogen kilder beretter, at Beardsley fik trøjerne donoret af Nottingham Forest på en tur tilbage til byen kort efter mødet på pubben. Andre beretter, at trøjerne blev tilsendt af Nottingham Forest, og igen er der beretninger om, at Beardsley havde dem med fra start. Grunden til at holdet fik røde trøjer var, at Nottingham Forests trøjer også var røde. Så Beardsley forbindelse til Nottingham Forest var altså med til at sætte sit præg på Arsenals trøjer både dengang og i dag.
Svinefarmen og Nordlondon
Det tredje og sidste problem, som klubben stod overfor, var, at de manglede en hjemmebane. De manglede et sted de kunne kalde for deres hjem. Et sted, de kunne spille kampe.
I januar 1887 kort tid efter at holdet havde vedtaget deres nye navn og spilledragt, begyndte de at spille på et grønt område kaldet Plumstead Common, som også lå og stadig ligger i Woolwich-området. I september samme år rykkede de til en bane ved det, der hed Plumstead Marshes, der efterfølgende skiftede navn til Sportsman Ground. Tidligere var der en svinefarm på Sportsman Ground, så jorden var enormt ujævn, ubarmhjertig og mudret. Her spillede de i seks måneder, indtil en oversvømmelse af banen gjorde det umuligt at spille fodbold på ”grønsværen”.
Derfor rykkede de til Manor Field tæt på Sportsman Ground. Den første kamp der blev spillet her, var imod London-klubben Millwall Rovers, som vi i dag kender som Millwall F.C. Her lånte man hestevogne fra fabrikken, så holdets fans kunne stå på dem, og på den måde se de kampe, som Royal Arsenal spillede. Denne arena havde de frem til maj 1889, og der er noteret et estimat på 10.000 tilskuere til finalen af den daværende ”London Charity Cup”. Klubben havde altså brug for en ny bane og ikke mindst et nyt stadion til at kunne få plads til de flere og flere tilskuere, som kom til Royal Arsenals kampe.
September 1890 rykkede Royal Arsenal derfor igen stadion, denne gang til Invicta Ground. Stadionet var det første rigtige stadion som klubben havde, og det lå lige overfor deres gamle arena, Manor Ground, i Plumstead. Her deltog et gennemsnit af 1000 tilskuere pr. kamp, men så skiftede Royal Arsenal igen navn, da klubben blev det første professionelle sydbritiske hold. Navnet faldt på Woolwich Arsenal, og der begyndte at komme flere tilskuere på Invicta Ground. Stadionnet var det bedste i byen, og havde en høj leje, som klubben ikke kunne betale. Derfor rykkede de i 1893 tilbage til Manor Field, hvor der nu var bygget tribuner.
Her spillede de frem til 1913, hvor det blev besluttet at flytte til Islington, der lå nord for Themsen. I Islington ligger området Highbury, og her var man i gang med at bygge et stadion til klubben, på trods af protester fra fans og beboere i Highbury. Stadionnet kom til at hedde Arsenal Stadium (bagefter Highbury Stadium), og blev færdig d. 6 september 1913, imens sæsonen var i gang. I 1914 erstattede man ”Woolwich” med ”The”, og derfor havde klubben endnu engang fået et nyt navn.
Nu hed de The Arsenal, og resten er historie.
