Da Carl Jenkinson i sommers forlod Arsenal til fordel for Nottingham Forest, var backen den sidste i rækken af engelske spillere, der i en årrække dannede en britisk kerne i Arsenal-truppen. Fortællingen fortsætter dog med et nyt sæt spændende, og ikke mindst, unge briter, der har gjort deres indtog i Arsenals førsteholdstrup.
Et engelsk hold med en masse englændere på banen. Er der noget mere charmerende? Der er noget specielt ved at se en ung engelsk spiller bryde igennem på den allerstørste engelske scene. Det betaler sig at tro på sin talentudvikling, og i Arsenal har man en af nationens bedste talentfabrikker i Hale End.
Selvfølgelig er engelsk ikke lig med naturtalent, og Arsenal kommer naturligvis ikke til at benytte en spiller blot på grund af sin nationalitet. I februar 2005 blev Arsenal det første hold i engelsk fodbold til at annoncere en kamptrup, der var uden én eneste brite. Ikke engang på bænken var Ashley Cole eller Sol Campbell at finde i 5-1-sejren mod Crystal Palace d. 14 februar 2005.
Generelt var der i årene under Arsenè Wenger en stigende tendens til at bruge mange udlændinge. I november 2017 stillede klubben med en komplet udenlandsk XI for 155. gang i historien. Og Arsenal er med længder det hold, der oftest har gjort dette. Til sammenligning havde nummer to på listen, Wigan, startet uden en brite 27 gange.
Med skiftet fra Wenger til Unai Emery fulgte der også et skift i synet på talentudviklingen. Arsenals bestyrelse besluttede, at der skulle endnu større fokus på talentudvikling fra egne rækker. I den forbindelse forfremmede man også klubikonet Freddie Ljungberg fra U23-manager til assistenttræner på førsteholdet.
Ljungberg havde brugt det første år under Emery på U23-holdet med enorm succes, og derfor gav det mening at have en mand i førsteholdsstaben, der havde alt den nødvendige information om de unge talenter i klubben. Resultatet heraf var blandet andet, at Reiss Nelson, Joe Willock, Eddie Nketiah, Emile Smith Rowe og senest Bukayo Saka, blev rykket permanent op på A-holdet.
Disse fem, sammen med Rob Holding, Calum Chambers, Ainsley Maitland-Niles og Kieran Tierney, repræsenterer den nye “British Core” på Arsenals førstehold. En gruppe, der er tre mand større end den gamle, der talte Kieran Gibbs, Alex Oxlade-Chamberlain, Theo Walcott, Jack Wilshere, Aaron Ramsey og Carl Jenkinson.
Forsvaret
Calum Chambers: Før denne sæson var der stor spekulation om, hvorvidt Chambers havde en fremtid hos Arsenal. Han var årets spiller i Fulham, men der blev tvivlet på, om han kunne spille på et højere niveau. Indtil videre har han bevis, at han kan, og han har været en af Arsenals bedste spillere i denne sæson. Han har primært vikarieret på højre back, men det har ikke holdt ham fra at levere en solid indsats. Efter han startede sæsonens første kamp i det centrale forsvar ude mod Newcastle, hvor han sammen med Sokratis hev et clean sheet med hjem til London, blev han bænket til fordel for nyindkøbte David Luiz. Det var kun på grund af en karantæne til Ainsley Maitland-Niles, at Chambers fik comeback i startopstillingen. En plads han har holdt lige siden. Desværre for Chambers mister han formentlig snart sin plads igen, når Hector Bellerin kommer helt tilbage fra sin skade. Og der er lange udsigter til, at han skulle tage pladsen fra en af Unai Emerys darlings; Sokratis og David Luiz. Men de to er begge over 30, og det må forventes, at de indenfor et par år ikke længere er at finde i Arsenal. Hvis Chambers udviser tålmodighed, kan der være en plads til ham i fremtidens centrale forsvar.
Rob Holding: Bedre end Cannavaro? Måske med tiden, men lige nu er realiteten, at Holding kæmper med at komme på holdet efter sin skade. Han ser klar ud, men Emery virker ikke til at ville ændre på sit stopperpar i Premier League. Holding viste sidste år før sin skade, at han er formidabel med bolden og god til det opbyggende spil. Netop det opbyggende spil er noget, der har haltet den seneste tid i Arsenal. David Luiz er dygtig på bolden, mens Sokratis nærmest er bange for den. Når Emery så gerne vil spille kort på målspark og bygge spillet op helt nede fra stopperne, kan det undre nogen, at en så dygtig boldspiller som Holding ikke er kommet ind på A-holdet endnu. Holding må ligesom Chambers væbne sig med tålmodighed og sætte sin lid til, at Emery snart slipper bremsen på den meget forsigtige tilgang til spillere, der kommer tilbage fra skader. I fanbasen er der i hvert fald ingen tvivl om, at Holding skal være på holdkortet, når Arsenals bedste XI går på banen.
Kieran Tierney: Den nyeste mand i truppen, men allerede en af supporterens darlings. Tierney skulle ikke bruge mange minutter på banen, før han viste hvorfor han kan blive Arsenals startende venstreback mange år ud i fremtiden. Indlæg med kvalitet, vinderinstinkt og en dygtig forsvarer. Kort sagt: Tierney ligner hele pakken. Sead Kolasinac kan med rette se sig over skulderen og se støvet fra de skotske støvler, der allerede har overhalet ham indenom. Ligesom med Holding, ventes der i spænding på at skotten bliver sluppet løs i Premier League. Og der grubles over, hvorfor han ikke allerede er blevet det. Arsenals fans kan glæde sig til en spiller der med egne ord hellere vil lave en kampafgørende tackling end en kampafgørende assist. En spiller, der ville tackle sin egen bedstemor, hvis hun havde bolden for fødderne. En komplet back, der passer perfekt ind i klubbens spillefilosofi.
Midtbanen
Ainsley Maitland-Niles: Holdets schweizerkniv, der har spillet alt andet end sin foretrukne position de sidste år. Niles er i min optik IKKE back, og han er IKKE forsvarsspiller. Han har gjort det fint som vikar, men der er ingen fremtid i ham, på den position. Selv har han i et interview fortalt, at han savner at spille på den centrale midtbane, hvor han føler, at han hører hjemme. Der er lange udsigter til, at han kommer tilbage på sin ønskede plads, senest spillede han højrekant imod Standard Liège. Fans med en rigtig god hukommelse vil kunne huske Niles’ seneste pragtpræstation, da han i 2017 var med til at smadre Southampton 5-0 på Saint Mary’s Stadium i FA Cuppen. Niles ligner den spiller i den nye ”British Core”, hvor der er størst sandsynlighed for, at han ikke er Arsenal-spiller i fremtiden. I takt med at han bliver brugt ude af position, har Joe Willock sneget sig ind foran ham i midtbanehierarkiet. Og Niles har ikke grebet chancen, når han endelig er blevet placeret i midten. Så udsigten til spilletid på den centrale midtbane ser mere og mere grå ud.
Joe Willock: Måske det største stjerneskud i denne sæson. Willock har imponeret i pre-season, og det er bare forsat ind i sæsonen. Han bringer minder frem om en rask Abou Diaby og hans drive på bolden minder lidt om Yaya Touré. Han er utrolig fysisk til trods for, at han ikke ser sådan ud. Det er næsten kun ulovlige midler, der kun kan skubbe ham af bolden. Hvis Willock fortsætter sin udvikling, er det svært at se, hvem der skal slå ham af. Han besidder nogle gode boldegenskaber og han er begyndt at tilføje flere mål til sit CV. Om han skal være 10’er eller boks-til-boks afhænger af, hvem der er hans medspillere på midtbanen. Men fleksibiliteten giver Willock flere lodder i puljen, når truppen udtages. Denne sæson er en stor oplevelse for Willock, og det er vigtigt, at han suger så meget til sig som muligt, både fra medspillere og modstandere. Hvis udviklingen fortsætter, bliver han fast mand på Arsenals midtbane i lang tid.
Emile Smith Rowe: Indtil videre har vi kun set smagsprøver på Smith Rowes talent. Sidste sæson lyste han op i Europa League-gruppespillet og spillede sig til en spændende lejeaftale med RB Leipzig. Uheldigvis et ophold, der blev overskygget af en skade, der holdt ham ude stort set hele lejeperioden. Smith Rowe er også løbet ind i en skade i denne sæson, men er tilbage i fuld træning og spillede senest 90 minutter imod Vitória Guimaraes torsdag aften. Han er primært blev brugt på kanterne, men flere ser hans fremtid som 10’er eller som den kreative spiller i en flad tremands-midtbane. Der går rygter om, at Arsenal kunne finde på at sende Smith Rowe på lån til januar i forsøget på at give ham en positiv lejeoplevelse, hvor han kan få mere fast spilletid. Indtil da må supporterene nøjes med at se ham i Europa League og EFL Cup´en.
Angrebet
Reiss Nelson: En spiller, som mange forventede meget af inden sæsonen. Nelson har efter et godt lejeophold i Hoffenheim sidste sæson haft svært ved at slå igennem hos Arsenal. Det har naturligvis ikke gjort det nemmere, at klubben spenderede 72 millioner pund på ivorianske Nicolas Pépé. Samtidig har spillere som Bukayo Saka og Gabriel Martinelli leveret flotte præstationer, hvilket har skubbet Nelson lidt ned i rangordenen. Han spillede dog senest en rigtig god kamp imod Standard Liège, hvor han tankede noget selvtillid. Desværre er han nu blevet skadet og kommer først tilbage i november. Nelson er en dygtig spiller, der elsker at tage én mod én-duellerne med modstanderens forsvar. Han skal blive ved med at bygge på sit spil, fordi den startende plads på venstre kant vil være åben, når Pierre-Emerick Aubameyang ikke skal spille der.
Bukayo Saka: En utrolig rå spiller og en usleben diamant. Saka har taget alle med storm i denne sæson, og forventningerne er blevet tårnhøje, efter han har fået nogle starter i Premier League. Oprindeligt skulle han ikke engang have været en del af førsteholdstruppen, men han har simpelthen været så god, at Emery ikke har kunnet undgå det. Ligesom Willock skal Saka suge til sig af oplevelser og lære så meget som muligt. Det er ikke usandsynligt, at han næste sæson skal på lån i en mindre klub for at få lidt mere erfaring. Men faktum er, at han lige nu er foran Reiss Nelson, når Emery udtager truppen. Saka er kun 18 år, og der kan ske meget i hans udvikling som fodboldspiller. Han fik en mindre debut som 10’er imod Sheffield United i mandags. En position han i min optik på ingen måde skal spille i fremtiden. Saka har noget x-faktor og en uforudsigelighed, der gør ham perfekt på kanten. Det skal han blive ved med at arbejde på, så er han med garanti også at finde på holdkortet i fremtiden.
Eddie Nketiah: En mand, der allerede nu er garant for mål. Nkeitah er lige nu på leje hos Leeds, og det går ham rigtig godt. Selvom han ikke får mange startpladser, har han alligevel scoret fem mål i sine kun 386 minutter på banen. Nketiah er fremtiden i Arsenals angreb. Lige nu er han selvfølgelig udfordret af Alexandre Lacazette og Pierre-Emerick Aubameyang, hvorfor han også fik den lejeaftale med Leeds. Men pladsen er Nketiahs så snart Aubameyang og Lacazette falder i kadence. Nketiahs målnæse er en konstant trussel, han ved hvor målet står, og hvordan man kommer derhen. Forhåbentlig tilføjer han lidt teknik til sit spil i løbet af sæsonen hos Leeds, så får vi en dødbringende angriber hjem til næste sæson.
All hail Hale End
Arsenals akademi er gået ind i en ny ”Golden Era” af talentudvikling. Det øgede fokus fra bestyrelsen er allerede kommet klubben til gode, og den nye ”British Core” kan forhåbentlig eksistere i mange år frem. Gennemsnitsalderen er nemlig meget lavere end hos den forrige gruppe, blot 20,9 år. Fremtidens Arsenal har et solidt britisk fundament at bygge på takket være Hale End. En kerne, der er robust, og som kan støtte op om de udenlandske stjerner i klubben. Og hvem ved, måske de selv kan slå igennem som verdensstjerner i fremtiden?