2. juli 2020

ARSENALS IDENTITETSKRISE – TOP4-ASPIRANT ELLER MIDTERKLUB?

Hvad skete der lige der? Det er ofte det spørgsmål, fans og journalister sidder med efter en Arsenal-kamp. Er det et ”dødt” Arsenal, vi ser i øjeblikket eller er det et hold under opbygning – igen fristes man til at sige? Er det for sent for Arteta at ændre selvforståelsen og skabe en sund vinderkultur i klubben? Der er brug for et langt sejt træk i forhold til mentalitetsskiftet, som desværre allerede er sket. Vi er på vej mod livet som midterklub, hvis ikke Arsenal får ændret på strukturen fra top til bund – eller hvad?

Man må se på de forskellige indikationer, for hvor vi er som klub, og hvad der skete i fortiden, som gjorde, at vi er, hvor vi er nu, samt hvad fremtiden kan bringe. Det vil dette korte skriv prøve at belyse.

Skrevet af Nicklas Beran Bergström

George Graham – starten på de nye værdier

Det stædige og ukuelige George Graham-hold i slut 80’erne er formentlig noget af det, der formede starten på de værdier, som der ligges vægt på i dag. George Graham blev synonymet på en svær overgang til det nye store Premier League. Han havde med et hårdtslående og kraftfuldt hold, vundet et par titler, samt vist tænder i både cuppen og Europa.

En manager der på mange måder var legendarisk, og var med til at ændre fodboldkulturen i Arsenal i starten af 90’erne. En mand der hentede Ian Wright og i øvrigt spillede 227 kampe for klubben. Han havde DNA’et og mentaliteten til at holde Arsenal i topstriden af engelsk fodbold, men en agentfejl viste sig at koste dyrt, og Graham blevet afskediget efter ni års tro tjeneste. En fyring som mange mente var starten på Arsenals forfald. Selvom Graham endte med at træne Tottenham i tre års tid, vil han stadig stå for en fantastisk tid i klubben, og var uden tvivl med til at skabe grobund for en helt speciel kultur omkring Arsenal.

The Arsenal Way

Halvanden til to års kaostid endte i 1996 med ansættelsen af en vis franskmand, og det der viste sig at blive mere end bare en manager for Arsenal. Arsene Wenger har indgraveret sig i vores fodboldkultur, og viste os en bedre form for fodbold.

Han lykkedes ikke altid – det ved vi, men Wengers flag på toppen af ​​fodboldens tinde er spaltet og revet i stykker af tiden. Men da det først blafrede, havde vi aldrig set noget eller nogen som ham, i hvert fald ikke hans ambitionsniveau. At vinde, hvor man spiller smukt, var hans filosofi – noget som den dag i dag står skrevet i dybt i Arsenals DNA. Det var en umulig drøm at skulle vinde alt på en smuk måde i verdens hårdeste liga, men Wenger ville ikke gå på kompromis.

Wenger ændrede klubbens kultur, ikke kun manifesteret i succes – George Graham nød også nogle gode år i klubben – men de repræsenterede forskellige udtryk, næsten som et årtusindeskifte. Graham var fortiden, Wenger var fremtiden. Både i bogstavelig forstand, men også i selvforståelsen af hvilken retning denne smukke klub skulle.

Han gjorde et hold berømt for dets forsvar til et, der fik tilskuere til at dåne over dens angreb. Det gjorde, at han ikke bare ændrede Arsenals spillestil, men samtidig hjalp med at omstille den engelske spillestil.

Han var modsætningen af ​​den engelske tilgang med de lange bolde og hårdtslående angribere. Hans filosofi ændrede fodbold i England fra et professionelt niveau til eliteniveau. Wenger-holdene var sublime. Han forstod transfermarkedet før de fleste, og var ikke bange for at bruge uprøvede kræfter af, som tit var en kæmpe succes. Han turde godt tage den chance, der lå i en uprøvet spiller.

Huller i vinderkulturen

De sidste år under Wenger ændrede forståelsen af Arsenal i en så drastisk grad, at selv han måtte stå for skud for overdrevne hetz. Ganske rigtigt skulle han nok have stoppet før han gjorde, men usmageligheden var stor. Mere rimeligt var den manglende evne til at identificere spillere, der kunne lukke en kamp, når det var nødvendigt.

De bedste Wenger-hold havde altid defensiv intelligens og mod til at matche modstanderens niveau. Wenger havde gået fra storhed til middelmådighed. Men middelmådigheden havde en grad af klasse, der gjorde det svært at tvinge en fyring igennem.

Selv med, på papiret, nogle af de dårligste spillere i Arsenals historie sikrede han Champions League hvert år, og pengene landede, hvor de skulle. Processen for Wenger i at acceptere at ligaen udviklede sig hurtigere end ham selv, var svær.

Wenger vidste uden tvivl hvordan, man konstruerede et vinderhold. Han kendte værdien af ​​erfarne, organiserede forsvarere, han kendte kraften i midtbanestemplere som Patrick Vieira og Emmanuel Petit, han vidste, at de dygtige folk i front, som Thierry Henry, Robert Pires og Dennis Bergkamp, ​​også var fysiske og ville vinde for enhver pris. Det var det, der gjorde det nylige fald så svært at forstå.

Ashley Cole beskrev for nyligt til BBC, hvordan ændringen kunne mærkes, da de store ledertyper begyndte at forsvinde fra klubben. Han beskriver vigtigheden, var den kerne, som var i Keown, Seaman, Vieira, Henry, Adams osv. Uden dem, blev der skabt huller kulturen – huller som ikke blev udfyldt efterfølgende, og som stadig ikke er udfyldt i dag, ifølge Cole.

Fra storklub til rugekasseklub

Måske skete det, der sker med mange store trænere, som har en stærk filosofi, at Wenger blev forankret i sin tro omkring fodbold. Jo mere kritik han fik i pressen, fra fans, og sågar spillere, jo mere mente han, at det han gjorde, var rigtigt og hans filosofi ikke var til at ændre.

Sammen med flytterodet fra Highbury til Emirates, kom også økonomien. Et fokuspunkt som de fleste klubber i dag beregner ud fra. Uden penge, kan du ikke skabe noget solidt. Wenger stod uden de store penge, mens rivalerne blev rigere end rig. Wenger gik fra at være manden, der altid overbeviste kritikerne og skød negativitet ned, til nu at være en blandt mange. Hvor Arsenal før var et sted alle ville hen, blev man nu en rugekasse for større klubber. Alt sammen uden at man ville det. Nu så man stille og roligt holdets stjerner blive håndplukket af mere succesfulde klubber, og hver gang det gik godt, så solgte man en stjerne uden at erstatte ham

Noget som Cesc Fabregas har udtalt sig om efterfølgende. Han beskrev for nyligt, hvor svært det var for ham i sin sidste tid i klubben, fordi han ikke følte at truppen havde niveau til hans spillestil. Det var kun Van Persie og Samir Nasri, som kunne spille med i hans tempo. Han konkluderede, at ambitionsniveauet var nedadgående, og var en stor faktor i skiftet til Barcelona for ham.

Arsenal nåede ikke toget

Da Arsenal endelig havde råd til at følge med sine konkurrenter, var afstanden bare for stor. Man prøvede med én stor signing pr. sæson, hvor Mesut Özil blev hentet ind som første mand. Özil havde små glimt af storhed, men kommer aldrig til at matche de forventninger, som følger med hans priskilt, samt den evige sammenligning med hold som Manchester City, der uden at blinke betaler 2-3 gange de beløb, som Arsenal kan og tør. Wenger blev ved med at købe de uprøvede kræfter, og selvom det til tider så positivt ud, så har Arsenal kun for alvor været titelkonkurrenter i den sæson, hvor Leicester, til alles overraskelse, blev mestre.

Er det svært som spiller at bibeholde de store tanker om sig selv, når klubben omkring en er ved at falde samme? Svaret er ja, og det er noget, som har præget Arsenal lige siden disse svære tider i slut 00’erne.

Selvtillid, lederegenskaber og kølighed er egenskaber, som stadig den dag mangler i klubben, og som reelt set har manglet siden de glade 00’er. For selvom vi har haft dygtige folk igennem møllen, og anførere som Per Mertesacker og Laurent Koscielny, så har de aldrig været dygtige nok til enten spillet eller rollen som leder. Det samme gør sig gældende med Aubamayang og senest med Xhaka. De kan ikke bestride begge roller samtidigt, og det koster på et hold uden naturlige ledere.

Man kan dvæle ved Wenger-æraen i evigheder, men man må aldrig glemme, hvad han først gjorde at gode ting for klubben. Samtidig glemmer vi aldrig, hvor meget dårligt han nåede at påføre Arsenal DNA’et. Vi kan ikke dvæle for meget ved Unai Emerys manager-tjans i Arsenal. Det var simpelt et dårligt match. Både taktisk og teoretisk.

Stan Kroenke bruger Arsenal som sin “money machine”

En af faktor man ikke kommer udenom ved Arsenal, er ejerskabet. En post som i dagens fodbold betyder mere end nogensinde før. I enhver organisation – sportslig eller på anden måde – skal ejerskabet være stærkt og kraftfuldt. Hvis det ikke er gældende, vil der opstå problemer, og hos Arsenal er der ingen tvivl om, at Kroenkes ejerskab er et stort problem.

For Stan Kroneke er Arsenal en stor ’money machine’, hvor penge oftest bliver hevet ud af klubben i stedet for investeret i den. Hans prioriteter ligger hos LA Rams og det amerikanske marked. Men kan man smide en ejer ud, der ikke vil klubben nok? Det er svært, når han rent faktisk ejer det hele.

Hele situationen efter Wenger stoppede, var præget af manglende ledelse i klubben. Første den lange ventetid, og derudover den generelle dårlige kommunikation mellem klub og fans.  Det samme var klart for alle – der var behov for en ændring, men alligevel fik Emery lov til at forblive i hans stilling i flere uger, end han skulle have.

Det paradoksale er, at Kroneke kom til i 2007, som på mange måder var vendepunktet i Arsenals sportslige succes. Der er sikkert mere end bare Kroneke galt i Arsenal, der desværre går ud over min viden. Men det er sikkert, at kulturen omkring Arsenal som fodboldklub er identitsk med forretningsmodellen, som balancerer på en knivspids under Kroenkes ledelse.

Arteta har opskriften

”Mikel Arteta ser ud til at have fundet en kur mod ”sygdommen” hos Arsenal”, sagde Petit til Sky Sports i februar måned. For første gang i mange år, er der en underlig positiv stemning omkring manageren. En ro og en klar filosofi, ligesom under Wenger.

Men Arsenal har ikke ansat en manager, som kan vinde the double eller gå ubesejret igennem en sæson, men en manager der skal kæmpe for at få vores hold væk fra midten af Premier League, og kæmpe os op i de europæiske pladser igen. Måske kan han skabe noget af den tro på tingene, der mangler, men han kan ikke gøre det alene.

Min subjektive vurdering lyder på, at Arsenal kommer til at bruge mange år på at finde vej tilbage til toppen. Det er ikke nemt at ændre kulturen i en fodboldklub af Arsenal størrelse, og det virker til, at Arteta skal udkæmpe kampene andre steder end på banen. Levn af dårlige kontrakter spøger, en ledelse der er rigide og stædige og spillere, der ikke kan finde deres topniveau.

Vinderkulturen i Arsenal er udfordret i en størrelse, som er svær at forstå. Men fremtiden kan sagtens være positiv alligevel, hvis stjernerne står rigtigt og de unge akademispillere gerne vil repræsentere Arsenal, så kan det være vi rammer noget af det rigtige igen.

Tiden i Arsenal mod slutningen af ​​Unai Emery’s regeringstid og Freddie Ljungbergs korte ansættelse var udpræget negativ. Al kredit skal gå til Arteta, der har været mere end et positivt indslag fremfor negative overskrifter. En af grundene til det må være det fokus, han dedikerer til de unge spillere. Alle har lige mulighed for at komme på holdet, og oftere end forventet starter vi med en stor flok unge spillere, der viser gåpåmod, power og vilje til at ville vinde. De skal uden tvivl have de rigtige erfarne spillere omkring sig, og det er måske endnu en brik, der mangler i det store byggeri.

Man kan forvente, at med de rigtige spillere omkring de unge drenge, og nogle fornuftige kontrakter, samt ro omkring Arteta, at de fortsætter med at udvikle sig. Jeg har en forventning om, at de bliver fremtrædende for os fra næste sæson.

Måske er det bare en fase..

Fra Wenger, til de manglende erfarende spillere, til flere store skader, til salg af vores store stjerner, til stadiongæld, til overgangen fra Highbury… Der er en masse fatale grunde, der har bidraget til Arsenals kulturelle nedgang, men som et stort antal optimistiske Arsenal-fans vælger at sige: “Måske er det bare en fase!”

Afslutningsvis er det vigtigt at pointere, at det er en kompleks snak om hvordan, kultur står for fald i en klub som Arsenal. Men man må erkende at selvforståelsen af Arsenal er ændret, og troen på tingene er blev udvasket med naivitet og middelmådighed.

Vi bør ikke være et hold, der kæmper om ’The Everton Trophy’, og vi bør ikke acceptere, at vi hverken økonomisk eller mentalt er ved at nærme os midten mere end toppen. Det her er ikke facit, men udelukkende baseret på min mening samt et formål om at identificere roden til Arsenals fald.


{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}