Når snakken falder på Arsenal de seneste 10-15 år, er det svært at komme udenom det forsvar, som har udviklet sig til lidt af en akilleshæl for klubben, som tidligere var kendt for lige netop forsvarspillet og havde prædikatet “Boring, boring Arsenal”. Nu virker Arsenal til defensivt igen at være på sporet under Mikel Arteta, men alligevel er der stadig ting at forbedre i det bagerste geled, som der i denne artikel vil blive kigget nærmere på.
51,51 og 48. Dette er antallet af mål, som Arsenal har lukket ind i Premier League i de seneste 3 sæsoner. I samme periode er det kun vores blå londonrivaler fra Chelsea, som har formået at sikre sig en plads i top fire, samtidig med at have lukket 40 eller flere mål ind.
Dette forklarer med alt tydelighed også, hvorfor træner Mikel Arteta fra start har sat fokus på den defensive struktur. Men hvad har han gjort og hvad kan vi forvente af den kommende sæson, både hvad angår struktur og bemanding?
Truppens begrænsninger
Vi står midt i et transfervindue, hvor de første meldinger går på, at klubben kigger en del efter spillere, som kan være med til at styrke defensiven. Den unge franskmand William Saliba er kommet til og skal kæmpe om en plads i det centrale forsvar, Pablo Marí har byttet lejeaftalen ud med en permanent kontrakt. Det samme er tilfældet for højrebacken Cedric Soares, som er kommet til efter mange år i Southampton.
Tilbage står mange fans stadig med spørgsmål omkring kvaliteten på de resterende forsvarsspillere. Er David Luiz, Skhodran Mustafi, Calum Chambers, Rob Holding og Sokratis virkelig dygtige nok, hvis man gerne vil op og bide skeer med holdene i top fire? Det umiddelbare svar er nej, men vi så efter Artetas ankomst, at den rigtige struktur og game plan kan være med til at løfte de her spillere. Det kan betyde, at den udskiftning, som mange fans har sukket efter, måske kan trækkes ud over flere transfervinduer og give træneren tid til at forme truppen efter den filosofi, som han gerne ser holdet spille efter.
Taktisk fleksibilitet
Hvad angår Artetas filosofi, så mangler vi stadig et klart bevis på, om han i længden vil ligge sig fast på en formation, eller om vi vil se ham skifte mellem flere forskellige bagkæder, alt efter modstander, skader og spillernes form.
I perioden efter genoptagelsen af ligaen har vi oftest set Arsenal i det, jeg selv har kaldt en 5-2-3-formation. Hvor fokus har været på at være i overtal defensivt, både med og uden bold. Defensivt har dette hjulpet med, at få fyldt feltet op og lukke områder både bredt og centralt og dermed gøre det svært for modstanderen at finde plads. I denne formation har Arsenal typisk stået ret dybt på banen, formentlig også med tanke på den manglende fart i den centrale del af forsvaret. Det man samtidig har set i denne formation er, at vi har haft en smule svært ved at skabe chancer, grundet de mange spillere dedikeret til defensive opgaver. Xhaka/Ceballos, som typisk har været de to spillere centralt på midten, har ofte været i undertal og skal dække forholdsvis store områder, hvis de skal med og støtte i den offensive del. Derfor har meget ligget på skuldrene af de tre offensive spillere i forhold til at skabe og udnytte chancer. Man kan konstatere, at det rent defensivt har fungeret og derfor vil være noget, som Arteta tager med sig videre.
Alternativet til denne formation vil være at gå med en firebackkæde, hvor backs vil have større fokus på at komme en smule længere ind i banen. Dette vil give plads til en ekstra mand på midtbanen og vil formentlig kræve en mere decideret 6’er, som er dygtig til at skærme af foran forsvaret og minimere de rum, man typisk vil kunne lukke ned i en fembackkæde. Arteta har virket en smule usikker på denne formation på grund af den manglende fart i både forsvaret og på den centrale midtbane. Der var tegn i sæsonens sidste par kampe på, at det er denne formation man gerne vil arbejde hen imod. Introduktionen af Saliba og en defensivt dygtig Cedric kan være med til at åbne muligheden for dette skifte. Samtidig kan det nuværende transfermarked også have stor indflydelse på valget af formation til den kommende sæson.
Defensive forstærkninger
Transfervinduet er i fuld gang og som altid er der gang i rygter om mange forskellige spillere. Dette gør sig selvfølgelig også gældende for Arsenal. Det der er en smule interessant er, at mange af de rygter vi læser om også peger mod, at Arteta ønsker forstærkninger på den centrale del af banen. Dette kan være med til at give indtrykket af, at man ønsker at rykke sig mod en firebackkæde og derfor forsøger at tilføre muskler, fart og forudseenhed centralt.
Gabriel Magalhaes er lige nu den varmeste spiller på rygtebørsen. Forsvarsspilleren meldes meget tæt på et skifte til Arsenal efter at have valgt Napoli og Manchester United fra. Det er en spiller, som vil bringe noget duelstyrke og fart til en bagkæde, som skriger på netop dette. Det er samtidig en spiller, som er vant til at skulle klare sig i en firebackkæde og derfor bør være klar til at gå ind i startelleveren fra dag 1.
Thomas Partey er den anden defensive forstærkning, som virker til at have noget kød på sig. Den defensive midtbanespiller har flere gange udtalt, at han godt kunne tænke sig at komme til Premier League, og Arsenal skulle være meget interesseret. Som med det mulige indkøb af Gabriel vil denne transfer pege hen imod et muligt skifte i formation, hvor Partey skal agere anker på midtbanen og på den måde frigive plads til de dygtige offensive spillere, som truppen også rummer.
Arteta virker som en mand, der ønsker at skabe et solidt defensivt fundament, der kan fungere som platform til at få hans hold til at sprudle mere offensivt. Et udgangspunkt, hvorpå han kan udvikle og finpudse. Det er en båd, som først lige er sat i søen, men projektet ser spændende ud og måden, han indtil videre har fået nogle af de mere udskældte spillere til at præstere, gør, at man som fan er optimistisk. Den nye sæson er ikke langt væk og jeg tør godt lave et væddemål omkring, at vi ikke igen ender med en sæson, hvor vi lukker +45 mål ind i ligaen.