6. marts 2020

ARSENAL U23 – EN SÆSON SOM MINDER OM FØRSTEHOLDETS

Præcis som Artetas Arsenal, har Steve Boulds drenge haft en meget turbulent sæson. Stor udskiftning i truppen har resulteret i en placering midt i U23-tabellen, og sæsonen skal reddes gennem succes i Premier League International Cup. I denne artikel kan du læse om Boulds første tid som U23-træner.

Af Alex Munk Hjort

Det har været en ordentlig rutsjebanetur i denne sæson for Arsenals U23-hold med en masse op- og nedture. Holdet er for første gang ledet af Steve Bould, som forsøger at følge op på flotte resultater fra de to foregående sæsoner, som bød på en andenplads i fjord og en titel forrige år. Det er den arv, som Bould skal løfte i Premier League 2, hvor tidligere U23-træner Freddie Ljungberg havde stor succes.

Der er dog intet der tyder på, at Arsenal kommer i nærheden at toppen i denne sæson. Nøjagtigt ligesom førsteholdet, er U23-holdet placeret lige i midten af ligatabellen, og ligesom førsteholdet har man været gode til at spille uafgjort. Med 13 point op til Chelsea og 10 point til Leicester, virker det urealistisk, at Bould tangerer Ljungbergs resultater fra de sidste par år.

Stor udskiftning i truppen

En af grundende til den blandet succes, i Steve Boulds debutsæson som cheftræner, kan findes i den store trupudskiftning, der er foregået i løbet af sæsonen. Sammenligner man startopstillingen fra åbningskampen mod Blackburn i august og startopstillingen i seneste ligakampe mod Manchester City, finder man kun fire gengangere i startopstillingen – og kun syv i kamptruppen.

Den store udskiftning skyldes udover skader, at flere af truppens profiler er blevet solgt eller lejet ud, og at skadede spillere fra førsteholdstruppen har brugt U23-kampe til at opbygge kampform. Dette har resulteret i meget lidt kontinuitet hos U23-holdet. Spillerne har ikke fået den nødvendige relation til hinanden på banen, fordi de sjældent har spillet ved siden af de samme spillere flere gange i streg.

Profilafgangene har også betydet, at Steve Bould har hevet flere meget unge spillere op fra Arsenals akademi. Senest er det 17-årige Miguel Azeez og 18-årige Ben Cottrell, som er blevet en fast del af U23-truppen. Det betyder, at mængden af erfaring også er dalet i løbet af sæsonen. Allerede i sommers blev en af de mere rutinerede kræfter på holdet, Jordi Osei-Tutu, udlejet til Bochum i 2. Bundesligaen, og i januar forsvandt endnu flere profiler.

Midtbanespiller James Olayinka, som nogen måske vil huske fra førsteholdets pre-season tour i USA, blev udlejet til Northampton. Angriber Tyreece John-Jules, som også var med i USA, blev udlejet til Lincoln. Men den mest betydningsfulde afgang var, da U23-anfører Robbie Burton blev solgt til Dinamo Zagreb. Burton havde igennem hele efteråret været holdets omdrejningspunkt, hvor han agerede generalen på midtbanen og bindeled mellem forsvar og angreb.

Steve Bould står overfor en svær opgave i forsøget på at erstatte Burtons rutine og lederegenskaber i U23-truppen. Indtil videre er det forsvarer, Harry Clarke, som har overtaget anførerbindet og Burtons plads er blevet givet til 19-årige Matt Smith og senest Miguel Azeez. Alt pegede på, at det var Azeez der skulle overtage pladsen på den lange bane, men nu er han også blevet udpeget til at udfylde rollen som midtbanegeneral på den korte bane.

Sandsynlighed for sølvtøj

Det bliver nok ikke i ligaen, at Steve Bould henter medaljer eller pokaler. Til gengæld er chancen der i Premier League International Cup. Boulds drenge spillede tirsdag aften en sand gyser i kvartfinalen af turneringen. Modstanderen var Monaco B og slutresultatet blev 4-3 til Arsenal. I løbet af kampen nåede Arsenal at komme foran to gange, dernæst bagud, for til sidst at vende kampen igen, efter at Monaco fik en spiller udvist.

Kampen var stærkt præget af elendigt forsvarsspil fra begge hold, men det var faktisk en forsvarsspiller fra Arsenal, der stod for målene i første halvleg. Engelske Zech Medley scorede nemlig begge Arsenals mål i første halvleg efter to standardsituationer. I anden halvleg tog sæsonens profil, Folarin Balogun, over og afgjorde kampen med to mål i slutningen af anden halvleg. 

De tre andre kvartfinaler spilles først i næste uge, så der er stadig mange mulige modstandere i semifinalen. Derby U23/West Ham U23, Liverpool U23/Wolfsburg B eller Swansea U23/Benfica B er de mulige modstandere og forhindringer i Steve Boulds jagt på lidt sølvtøj i sin første sæson i spidsen for Arsenal U23.

Den næste store stjerne

Sæsonens helt store historie på U23-plan har været den unge angriber Folarin Baloguns meteoriske gennembrud. Den 18-årige amerikansk-engelske angriber er ikke blot klubbens topscorer med 13 mål – han er også den mest assisterende spiller med seks assists. Baloguns sæson har været helt fantastisk og snakken går allerede på, om han er en del af førsteholdet efter sommerferien. Han er garant for mål og han er lynende hurtig. Det er nogle evner, som kunne minde lidt om en vis gabonesisk angriber i A-truppen.

Hvis du vil læse lidt mere om det unge vidunder, kan du læse artiklen af selvsamme skribent, som blev skrevet i august: https://arsenal.dk/hold-oeje-med-folarin-balogun/

{"cart_token":"","hash":"","cart_data":""}