ARSENAL TÆT PÅ FORLÆNGELSE MED BRITISK DUO

Arsenal er på nippet til at offentliggøre kontraktforlængelserne med Aaron Ramsdale og Bukayo Saka.

Af Mads Adam Wegener

Den ene har hele sæsonen holdt angriberne fra fadet med vitale redninger, mens den anden ikke har gjort andet end at holde sig til ved målbuffeten.

For mens Aaron Ramsdale blandt andet denne sæson har rekorden for flest clean sheets i udebanekampe i Premier League, har Bukayo Saka rundet dobbeltcifre i både mål og assists.

Og nu tyder alt på, at Arsenal-fansene også fremover kommer til at have glæde af den engelske duo.

Ifølge aviserne The Independent og The Times er Arsenal nemlig i gang med at færdiggøre promoveringsmateriale til kontraktforlængelserne med Aaron Ramsdale og Bukayo Saka. Begge spillere skulle eftersigende sætte deres underskrifter på kontrakter, der holder dem i Nordlondon de næste mange år.

Sakas nye kontrakt vil gøre ham til en af de bedst betalte Arsenal-spiller med en ugentlig hyre på omkring 200.000 pund om ugen. Kun Gabriel Magalhaes har spillet flere minutter for Arsenal i denne sæson, og Sakas betydning for dette Arsenal-hold er ikke til at tage fejl af.

Også Aaron Ramsdale har statueret sin status som en af Premier Leagues bedste målmænd, der fortsætter med at holde både hjemme-og udefans beskæftigede til hver kamp med sin animerede personlighed.

Saliba den næste

Med Champions League-fodbold ventende efter sommerferien er det vigtigt for Arsenal at sikre fremtiden for to så vigtige skikkelser i klubben.

Hos The Independent fremgår det også, at Arsenal arbejder hårdt i kulisserne på, at William Saliba også for lagt sin fremtid på plads hos Mikel Arteta og co. Optimalt set skal franskmanden inkluderes i offentliggørelsen af nye kontrakter for bagefter at kunne fokusere fuldt ud på at hente nye forstærkninger hen over sommeren.

Saliba har kontraktudløb til sommeren 2024, men har ikke indikeret andet end at ville fortsætte i klubben. I sin gennembrudsæson for Arsenal har franskmanden spillet 33 kampe og scoret 3 mål.

Indkøbskurv