I år er det 21 år siden, Arsenal solgte Marc Overmars til F.C. Barcelona. Dagen i dag står handlen med hollænderen stadig som det største salg rent beløbsmæssigt i Arsenals historie. Hvordan kan det være, at Arsenal siden da, trods succes og utalige dygtigste spillere, ikke har formodet at slå den rekord fra 2000?
I et ret så stigende transfermarked hvor inflationen må siges at have sin gang, bliver spillere i de store europæiske ligaer solgt for rekordbeløb år efter år. Timingen er altafgørende ved et spillersalg og det er mange forskellige komponenter, der skal være perfekte før prisen for spilleren, kan stige til vejrs. Lad os kigge på de syv største salg siden Marc Overmars og sammenligne spillerne.
| Spiller | Alder ved salg | Årstal ved salg | Pris | År tilbage af kontrakt ved salg |
| Alex Oxlade-Chamberlain | 24 | 2017 | €38m | 9 måneder |
| Alexis Sanchez | 29 | 2018 | Byttehandel | 5 måneder |
| Cesc Fabregas | 24 | 2011 | €34m | 9 måneder |
| Robin van Persie | 29 | 2012 | €30.7m | 10 måneder |
| Alex Iwobi | 23 | 2019 | €30.4. | 2 år & 10 måneder |
| Emmanuel Adebayor | 25 | 2009 | €29m | |
| Samir Nasri | 24 | 2011 | €24m | 9 måneder |
Oversigten viser vel nogle af de største stjerner Arsenal, har haft de seneste årtier på trods af hvilke eftermæler, de nu måtte have tilknyttet sig. Den lettere kedelige tendens er den resterende længde af kontrakten ved spillersalg. Fem ud af de syv spillere var gået ind i det sidste år af deres kontrakt forud for deres salg.
Spillerne drager videre i deres guldalder
De fleste fodboldkyndige og folk med kendskab til Football Manager, ved udmærket godt, at spillernes værdi falder, når der tages hul på det sidste år af kontrakten, til trods for alder og præstation taget i betragtning. Problemet med at lade spillerne gå ind i det sidste år af deres kontrakt er desværre et vedvarende problem, og det kunne bl.a. ses så sent som i 2019, hvor Aaron Ramsey forlod klubben på en fri transfer til fordel for Juventus i sin stærkeste alder.
Og netop alderen skal der også falde et fokus på. Kendetegnende ved alle spillerne i tabellen, er deres alder. Alle er under 30 år, og for mange af dem, en alder der var tidslommen for deres absolutte storhedstid i Arsenal. Robin van Persie med den netop overståede 2011/12 sæson, hvor han var den ubestridte topscorer i både klub og liga. Alexis Sanchez der ligeledes peakede med sit absurd høje niveau i 2016/17 sæsonen.
På nuværende tidspunkt er Raul Sanllehi ikke længere ansat i Arsenal, men i løbet af sin tid i klubben udtalte han flere gange, at en spiller ikke måtte gå ind i de sidste to år af sin kontrakt uden der var taget beslutning til fremtiden. Det vil sige, at en spiller skulle dermed have fået en kontraktforlængelse eller været blevet solgt videre. Igen er eksemplet med Aaron Ramsey meget retvisende for en fejlslagen transferstrategi.
En stolt tradition med udvikling af unge spillere – holdes der for længe på de uforløste potentialer?
Arsenal har i mange år været førende i Premier League i forhold til antallet af unge spillere i startopstillingen. Theo Walcott kom til Arsenal i en meget ung alder, og spillede sig hurtigt ind på holdet som en profil i starten af sin karriere i Arsenal. Efter sin korsbåndskade i 2014 spillede han sig aldrig helt tilbage i varmen i truppen. Trods alt, var han stadig i sin bedste alder i de sidste år af tiden med Arsene Wenger som træner. Selvom han blev solgt i starten af 2018 for 20 millioner Euro, er spørgsmålet egentlig, om han skulle være solgt før. Skal Arsenal have en mere ”no bullshit” attitude på transfermarkedet?
Igennem en årrække har det virket til at være en tendens, hvor man holder på spillerne med tesen om, at talentet og præstationerne nok skal stige. Spillere som Kieran Gibbs og Carl Jenkinson, der i deres tidlige del af karrieren blev betegnet som store talenter, fik aldrig opnået deres potentiale til trods for, der var mulighed for at gennemføre en større transfer tidligere, end det var tilfældet på det tidspunkt, de så forlod klubben.
Det har derfor været forfriskende at se spillersalg som Alex Oxlade-Chamberlain og Alex Iwobi, der trods deres unge alder blev solgt for et stort beløb til konkurrenter i Premier League. Der refereres dermed tilbage til den ”no bullshit” attitude, der vil være godt at se i forbindelse med salg af spillere i Arsenal. Alex Iwobi og Alex Oxlade-Chamberlain er nogle gode eksempler, da henholdsvis to og fire år efter deres transfers ikke har formået at slå igennem i deres nuværende klubber.
Mangel på handling har givet udfordringer
Ved at blive bedre til at rydde op i truppen, kan Arsenal dermed undgå situationer som der har været tilfældet i den nuværende sæson, hvor blandt andre Mesut Özil, Shkodran Mustafi og Sead Kolasinac har været mere eller mindre ude af truppen det meste af sæsonen med kontraktudløb i sommeren 2021. Derudover sad disse spillere på en relativ stor kontrakt, der har betydet en form for fastfrysning af ny tilkommende på grund af manglende midler, der var bundet op på førnævntes kontrakter.
Hvad så nu?
Hvad betyder dette for fremtiden i Arsenal? Spillere som Reiss Nelson, Eddie Nketiah og Joe Willock, der ikke har en fast plads på holdet, og har set sig overhalt af Emile Smith-Rowe og Bukayo Saka, har trods alt alle en relativ stor markedsværdi grundet deres alder og stadig betydelige kompetencer på banen. Men skal Arsenal gå ind og lukrere på de potentielle transferbeløb, der er forbundet med disse spillere?
West Ham har tidligere været sat i forbindelse med Eddie Nketiah for et beløb mellem 25-30 millioner Pund. Eller skal Arsenal igen være pragmatiske og håbe på, at han bliver en stor succes i klubben? Man kan selvfølgelig være uheldig, at der sker det samme som med Serge Gnabry, men historisk set har der ikke været mange af de tilfælde.
At skille sig succesfuldt af med spillere er en kunst, og da Arsenal i der netop overståede transfervindue skilte sig af med Sokratis, Özil, Mustafi og Kolanisac blev det set som en stor værditilførsel. Forestil dig nu, at alle de spillere havde givet en profit!