En uforglemmelig aften på Emirates, hvor 5 af vores spillere scorede mod City, og publikum var i ekstase. En ny og en gammel Arsenal-fan fortæller om den vilde oplevelse.
Af Mette Rou Lund
Allerede på vej ud i lufthavnen er der Arsenal-magi i luften. Vi står af på Rådhuspladsens Metro-stop, fordi vi får øje på Saka og må have et foto sammen med ham. Han fylder alle dørene med en reklame for vaskemiddel, og det er, som om det er er tegn til os, at Saka er med på rejsen, selvom han desværre ikke er med på banen.

I flyet kan vi høre, at dem, der sidder bag os, taler Premier League-kampe, og jeg tror, jeg sidder ved siden af en dansk fodboldkommentator. Kan ikke huske hans navn, men jeg kan genkende hans ansigt, og han sidder og scroller fodbold på sin telefon og ligner en, der skal på arbejde.
Vi er taget afsted fredag og har skrabet nok hotelbonuspoint sammen til en enkelt overnatning i det fancy Chelsea-kvarter, hvilket er lidt morsomt, da vi bestemt ikke er vilde med Chelsea-holdet, men vi bor ganske tæt på fodboldklubben. Vi kan næsten spytte derover, haha.
Et umage fodboldpar
Vi er et umage fodboldpar. Min mand Nikolaj har været Arsenal-fan i over 20 år, jeg er totalt nybegynder i fodboldverdenen. Før i tiden var jeg fløjtende ligeglad med sporten, ville hellere se håndbold og var rimeligt frustreret over alle de ferier, jeg fik ødelagt på grund af en Arsenal-kamp, der ikke gik så godt, eller al den energi, der blev brugt på, om vi nu også kunne se kampen ude i det lejede sommerhus i en svensk skov, hvor ikke engang kragerne vender.

For 3 år siden besluttede jeg mig for at se med, når der var Premier League-kamp, og så var jeg hooked. De virkede som et topsympatisk team, hvor alle spillede hinanden bedre, og selv stjernerne på holdet havde mere team player-udstråling end hokus-pokus-mig-i-fokus-attitude. Det var kreativ, flot og sympatisk fodbold. Som vores Captain Fantastic er indbegrebet af. Min favorit er den hårdtarbejdende Declan Rice, men alle er bare gode på det hold.
På visit hos West Ham-fan
De næste dage skal vi bo hos vores engelske venner Cynthia og Robert i Lewisham. Det er sjovt at opleve, hvordan fodbold er en del af hverdagen, når man er engelsk. Cynthia og Robert sørger for, at vi kan se fodbold warm up-programmerne, men vi kan ikke se selve kampene. Robert er West Ham-fan, han har sæsonkort og ser alle hjemmekampene på London Stadium. Kan ikke dy mig for at spørge, om han savner Declan, det tager han med oprejst pande og et smil. Det viser sig, at han egentlig går mere op i rugby, og vi ender med at se en rugbykamp (Irland mod England).
Absurd nok er det også rugby, der bliver vist på den lokale pub i den lille engelske by, hvor vi lørdag mødes med vores engelske ven Simon, der er skyld i, at min mand blev smittet med Arsenal-feberen under The Invincibles. Simon er helt oppe at køre på vores vegne. Nikolaj og Simon har set en Arsenal-kamp på Emirates, så de ved mere, hvad der venter dem, hvor jeg er helt grøn. Har i min korte tid som fodboldfan kun set en eneste fodboldkamp live før (FCK og Manchester City i parken), så det er sjovt nok anden gang, jeg skal se City spille.
En hel by af Arsenal-fans
Vi når at se City-busserne ankomme, da vi er landet på Highbury & Islington-stationen. ”CHAMPIONS 4-IN-A-ROW”, står der pralende på busserne. Men der er ikke en eneste City-fan i sigte. Byen er rød og hvid, som var der landskamp i Danmark. Lige meget hvor jeg kigger hen, kan jeg skimte de genkendelige farver, logo og forskellige versioner af Arsenal-trøjer og -merchandise. Det er så vildt at opleve en hel by af Arsenal-fans, og alene det er turen værd.

Vi synes, det er lidt cool, at ingen har et tørklæde, som matcher Nikolajs, han har fået det af Simon for mange år siden, og det har blå frynser, hvor alle de andre har enten røde eller hvide frynser. Ingen kan desværre se min flotte fodboldtrøje, da jeg har cirka 27 lag tøj på denne iskolde dag for at kunne holde varmen på Emirates. Og nok er jeg fan, men jeg kan ikke få mig selv til at købe en fjollet hue. Køber i stedet en kop i Armoury-butikken, som har alt det Arsenal-merch, man kan drømme om, en dj, der skruer op for feststemningen allerede inden kampen og min favorit Declan som poster boy for Terrace Icons Collection.
Vi er kommet i god tid for at kunne hilse på statuen af Thierry Henry og rigtigt svælge i stemningen. Det er et imponerende stadium, og selvom pladserne nok ikke er de bedste på papiret, så er vi godt tilfredse, vi har fint udsyn over hele banen. Jeg får et kæmpe chok, da der pludselig er fyrværkerishow på banen, det har jeg aldrig lagt mærke til på tv. Der er mange dedikerede fans tæt på, som har godt styr på deres sangrepertoire. Vi skråler ”The Angel” sammen, og folk viser deres tørklæder frem, og så er kampen i gang. Det har vi glædet os til i flere måneder.

Drømmestart
Der er ikke gået mere end 2 minutter, før Ødegaard scorer, og alle flyver op og jubler. Det er den bedste start, man kan tænke sig. 1-0 er stadig resultatet, da vi går til pause. Vi er glade, men lidt nervøse, City er ofte gode i anden halvleg. De kommestærkt ud, og irriterende nok lykkedes det for Mr. Stay Humble aka Haaland at heade bolden ind. Vi buher alt, hvad vi kan af City-fansene, der er få, men fuldstændig euforiske efter målet. Deres glæde varer kort takket været Thomas Partey, der scorer lige efter, og igen er der kæmpe feststemning hos publikum. Det var et drønvigtigt mål, nu kan vi tro på sejren igen.

Der bliver sunget ”Arsenal, Arsenal, Arsenal”, der bliver faktisk sunget hele tiden. Publikum er en kæmpe del af denne unikke oplevelse. Det er folk i alle aldre, der er på Emirates, og der er på intet tidspunkt en utryg stemning. Bare masser af glæde og drillende men helt ufarlig mobning af City-spillerne og deres fans. Foran os står to engelske drenge på cirka 12 år og skråler højest af alle. De bryder ud i en form for dans, når Arsenal scorer.
Man fornemmer spillerne på en helt anden måde, når man ser det live, også selvom de er langt væk. Jeg er imponeret over Thomas Partey under hele kampen, han er virkelig en, man lægger mærke til. Er som en klippe for holdet, bevarer roen, tager bolden fra City-spillerne og fylder meget på midtbanen. En anden ting, man heller ikke ser på tv, er, hvordan vores målmand David Raya bakker op og jubler med, når bolden er nede i den anden ende. Ham får jeg mere og mere respekt for, og han laver et par virkelig gode redninger. Det var til gengæld hårdt at se Havertz brænde en KÆMPE chance i første halvleg og høre publikums tydelige skuffelse, men han gør det godt igen, da han scorer i 76’ minut.
Hale End-favoritter
Det er tydeligt live, hvor glade fans er for de to Hale End-spillere. Lewis-Skelly og Nwaneri får uden tvivl den største hyldest, når navnene bliver råbt op, og der bliver skrålet ”He’s one of our own”. Jeg har selv et soft spot for Myles Lewis-Skelly, er stjernelykkelig for, at hans røde kort blev annulleret. Ellers havde vi ikke kunne se ham score det fantastiske mål under 10 minutter efter Partey og lave den flabede hyldest. Det foregår desværre i den anden ende af banen, men vi kan se det på storskærmen. Vi er så glade for målet, at det først er bagefter kampen, at det går op for os, hvor provokerende han er med den hyldest.
Her går det op for os: Vi er vidne til noget fuldstændig magisk denne aften på Emirates. Vi ikke bare vinder over City. Vi kører dem over! Nu kan Arsenal passende skrive Goals 5-IN-A-ROW på deres bus… Selv fra min afstand kan jeg se, hvor slukørede City-spillerne ser ud, hele deres kropsholdning sladrer om, at de er blevet trynet. Da Nwaneri scorer det vildeste Saka-agtige mål i overtiden, er det ”the cherry on the top” på en aften, jeg aldrig vil glemme.