Af Peter Høst
Onsdag aften var der onlinemøde for medlemmerne af Arsenals Fans Forum. Som repræsentant for fanklubben, deltog jeg sammen med ca 25 andre Arsenalfans i ca 1½ times møde.
Det er en aldeles usædvanlig tid, og Arsenal er på mange måder meget påvirket af Coronavirus. England er blevet ramt meget hårdere end Danmark, og der er intet, der tyder på, at Premier League er tæt på at blive genoptaget. Det var i det lys aftenens møde blev holdt.
Arsenals daglige ledelse, Raul og Vinai, indledte med at redegøre for situationen i Arsenal lige nu. Sundhed og sikkerhed står øverst på dagsordenen, og Vinai startede med at sige: jeg håber I alle har det godt. Det er nu 8 uger siden, Arteta blev testet positiv for Covid-19, og siden da er der sket ubeskriveligt mange og store forandringer. Arsenal fik i god tid skabt rammerne til, at de fleste medarbejdere kunne arbejde hjemmefra. Med så stor en organisation (over 800 medarbejdere) som Arsenal er, så kræver det en del logistik, hardware og software.
Arsenal har sørget for, at alle ansatte får deres løn dækket, og alle løst ansatte (ca 1500 personer) får også deres løn dækket indtil i hvert fald udgangen af maj. Arsenals Community Team laver en masse hjælpearbejde i lokalområdet, og også internationalt. I det hele taget pointerede Vinai, at han oplever et enormt sammenhold og fælleskab (på afstand, naturligvis), der viser sig stærkere end noget andet han har oplevet i sine 10 år i Arsenal.