For 30 år siden var engelsk fodbold kendt for at være hårdt, brutalt og mildest talt ikke særlig smukt. Fansene var ligeledes en anden type mennesker, og fodbold var generelt en folkesport frem for en pengesport. Men hvordan så det ud i vores kære klub, og hvad har ændret sig fra dengang til nu. Jeg vil prøve at lave en ramme for de begivenheder og de tiltag der er sket i Arsenal, og hvad der har smittet af fra den moderne fodbold verden.
af Nicklas Beran Bergström
Fans og fodbold dengang:
Fodbold som vi kender det i dag, er en sport, der strækker sig fra øst til vest. Folk fra hele verdenen følger med ugentlig, når Premier League ruller over skærmen, og man har sågar rykket tidspunkter for nogle kampe, så de passer bedre til det asiatiske marked. Men sådan har det ikke altid været, og før i tiden var fodbold en working class sport.
Sporten har sin rødder i de store
fabriksbyer rundt omkring i England, men især fra det mere hårdføre Nordengland
finder man nogle af frontløberne til engelsk fodbold. Her er det selvfølgelig
Liverpool, Manchester United og de større skotske klubber. Fansene var i
utroligt store antal, da det var hele industribyer, der fulgte med det lokale
hold, og derfor byggede man de store klassiske engelske stadions, som man
desværre ser forsvinde et efter et i dag. Det var for mange det store sociale
omdrejningspunkt, hvor man levede for weekenden og for at se sine lokale helte
spille.
Før de store (!) udbetalinger der fulgte med Premier League, var det mere sandsynligt,
at spillere boede lige om hjørnet. Ofte kunne man finde dem på den lokale pub
drikke pints med deres mates. Det var ofte de lokale drenge, der var vokset op
i området, eller i hvert fald i samme by. De levede drømmen, og var selvfølgelig
de lokale helte for alle unge drenge.
Arsenal-fan Steven Powell, 58, fra Islington, fortalte, at han engang mødte
Arsenal spilleren Ray Kennedy i metroen efter en kamp mod Chelsea i 70/71, og
at det var skønt at se ’stjernerne’ med offentlig transport. Kennedy havde
fortalt, at han var på vej nordpå for at besøge sin syge mor.
Hr. Powell sagde: ”Du kunne ikke se den nuværende generation af stjerner stå på
en metrostation med fansene efter et London-derby. Det er mere sandsynligt, at
de har en privat chartret helikopter”
Det tætte sammenhold man havde mellem sine helte fra lokalområdet og resten af
rødderne i området affødte også hooliganisme i 60’erne. Noget som definerede
engelsk fankultur i mange år efterfølgende. Man var ikke bare fan mere, nu var
man klar til at kæmpe fysisk for sin klub. Strukturen var egentligt det samme
hvad samfundslag angår, det var stadig en mere almindelig under- og
middelklasse engelsk borger, der gik til fodbold, men for nogle med en helt
anden agenda.
Sammenholdet var utrolig vigtigt, og det sociale omdrejningspunkt var stadig i fokus. Men med en høj arbejdsløshed og flere og flere ’firms’ på vej frem, eskalerede det til noget, der ikke har med sport at gøre. Netop volden var dog ikke anset som et fodboldmæssigt problem, men mere en måde for grupperingerne at kanalisere deres vold på. Hooliganisme blev anset for et stort samfundsmæssigt problem, hvor forskellige tiltag ses stadig i dag på de engelske gader, så som CCTV. Dengang var de forskellige stadions også umoderne og mere kyniske i deres udtryk (noget vi savner lidt nogle gang i moderne fodbold), og fans blev nærmest spærret inde bag hegn og behandlet hårdt af politiet. En ting som blev drastisk ændret efter Hillsborough, men for en fodboldromantiker som jeg selv, savner jeg de gamle stadions. Der mangler sjæl i de nye.
Hvad ændrede sig?
Hvilke større tiltag samt begivenheder ændrede fodboldkulturen for os Arsenal fans? Alle fans fulgte selvfølgelig med tiden og oplevede de gennemgående fodbold- og fan tendenser i engelsk fodbold.
Først og fremmest kommer vi ikke uden om pengene. De er her der og alle vegne, og der ville ikke være fodbold uden det. I dag får klubber svimlende beløb for at spille i Premier League, og dermed kan de både betale kæmpe summer for spillerne, men også give dem en meget høj løn. For at sætte det i perspektiv ville man i 99 hente en vis Thierry Henry for omkring 16 millioner pund, og for et par år siden betalte vi 41 millioner pund for Shkodran Mustafi, og det var ikke engang anset for at være et særligt stort beløb.
Ingen kan rigtig gives skylden for, at det er blevet en pengesport, det var næsten umuligt, når man tænker på popularitetskurven for fodbold på verdensplan. Det kommer selvfølgelig i takt med at fodbold også er blevet utrolig tilgængeligt. I dag kan du se fodbold på din telefon, eller på din computer, uanset hvor du befinder dig – bare der er internet.
Så er det pengene der ødelægger fodbolden, eller er det klubberne der ødelægger den med pengene? Og ødelægger penge overhoved? Meget af skylden kan umiddelbart ligge hos klubberne. De giver spillere og agenter muligheden for at presse prisen, i jagten på den store profil. For som klub kan der være fordel i at have en stor spiller i klubben, da han åbenlyst vil indtjene penge via sponsorater, trøjesalg og flere folk på stadion. Før eller siden, vil et marked der tillader at priserne stiger så meget, gå ned. Eller vil det? Fodbold kan sagtens blive offer for sin egen succes og popularitet. En dag vil fans ikke betale de høje priser mere.
Tilbage til Arsenal kontekst, for hvad gjorde de moderne tider ved
Arsenal? Efter nogle år med det nye lukrative Premier League, hentede man en
forholdsvis ukendt franskmand ind, som i manges perspektiv revolutionerede
britisk fodbold med sin spillestil og sin måde at tiltrække udenlandske
spillere på. Kort sagt var Wenger-epoken fortryllende i starten, og gav et nyt
image til Arsenal. Noget som fansene også blev draget og påvirket af, og som
gav klubben tre Premier League titler og syv FA cups.
Fansene voksede i takt med pengene flød ind, en ny fodboldkultur var i
støbeskeen med udenlandske spillere, udenlandske ejere og ikke mindst
udenlandske seere. Langt hen i processen tror jeg ikke, det gik op for fansene
hvilken retningen udviklingen egentlig gik, for alt det positive ved en sådan
udvikling er svær at komme uden om.
Arsenal-fansene fik Emirates Stadium. Man havde i næsten hundrede år spillet på det legendariske Highbury, men efter som fodbolden udviklede sig, begyndte man at tænkte i moderne teknologi, flere entreindtægter og drømmen om at have et stadion i international klasse. Man gik fra ca. 38.500 tilskuer til 60.000. og med en beskeden pris på 3,5 milliarder kroner, blev det et af verdens dyreste stadions.
Det smittede desværre af på både sportslig succes og fanbasen, alle kender nok til tiden efter vi fik Emirates, med spillersalg og andre nyrige klubber der tordnede frem. Men hvad gjorde det ved fansene, for egentlig er det jo svært at klage over et moderne og indbydende stadion, som i manges øjne var helt på sin plads. Når man har et stadion i knapt 100 år, så er det svært at finde hinanden på et kæmpe stadion. Specielt et som Emirates, som ikke er bygget til fans, men er bygget til moderne fodbold. Af det følger også en stemning, som til flere kampe næsten er ikke eksisterende, og efterfølgende har givet vores hjemmebane navnet ’The Library’.
Først nu her tretten år efter åbningen af stadion, begynder man at snakke om bedre stemningsmuligheder og samarbejde med fangrupperinger og om at skabe et stemningsfundament til fremtiden. Men kommer det for sent? Efter min mening, ja. I Tyskland har de regnet den ud; billige billetter til kampene, fordelagtige spiltidspunkter, en fantastisk opbakning til klubberne i nærområderne, og fyldte stadions til hver kamp. Man burde kigge tyskernes vej engang imellem, og så må de drikke øl inde på stadion!
For med skyhøje billetpriser, og sporadisk stemning på tribunerne, er vores stadion (ligesom mange andre større klubbers) blevet en turistattraktion. En pest som har plaget Premier League i mange år efterhånden, som et produkt af griskheden og den nemme tilgang på globalt plan,
som samtidig også er en kæmpe indtægtskilde ingen vil undvære, og Emirates er trods alt opkaldt efter et af verdens største flyselskaber, så den cirklen er komplet.
Det hele er heller ikke negativt, for vi som fans er også blevet mere oplyste og mere kritiske overfor vores klub, både i medgang og modgang (dog mest i modgang). Spillet er i takt med pengene også blevet bedre overordnet set i Premier League, rekorder bliver slået årligt, og spillerne bliver trænet og vejledt rigtigt. Men de romantiske fodbolddage er nok desværre overstået.
Skal man kigge indad?
Den seneste tids skærmydsler i vores klub, har ændret synet på klubben for mange. Ingen er større end klubben, som Tony Adams sagde sidste år i en optakt. Fadæsen med Granit Xhaka, og den manglende kommunikation mellem klub, spillere og fans, er brænde på bålet i en betændt situation, hvor ingen vil tage ansvar, men individer bliver gjort til syndebuk.
Det utilgivelige i at føre en hetz mod vores egen anfører er direkte pinligt. Både som fans, men endnu mere som klub. Det hele hænger nok sammen med at distancen til disse stjerner er blevet for stor. De er utilgængelige på en måde, der gør dem urørlige i en grad, som fans ikke forstår. Kogt sammen med de sociale medier, hvor man derimod har en direkte kommunikations vej til spillerne, får man det vi oplever disse dage. Kujoner. Folk der offentligt truer spillerne på livet, og ønsker dem det værste, mens de sidder hjemme foran skærmen og griner. Hvis du havde turde gøre det samme ved Tony Adams, eller Patrick Vieira til deres ansigt i gamle dage, havde du forhåbentligt også fået en på hovedet. Jeg mener bestemt, at kulturen omkring klub og fans har ændret sig drastisk, og vil ændre sig endnu mere de næste mange år. I dag handler det i en stor grad om penge og individuelle sejre, fremfor kollektiv fremdrift og klubfølelse. Det smitter desværre af på fansene, for egoismen er en fremtrædende faktor i fodbold anno 2019, og har været det i mange år. Ligeosm spillerne, ser fansene sjældent længere end egen næse, hvilket ofte giver en usaglig debat og kritik af spillere og forhold i klubben. Så man kan snakke om at kulturen skubber fansene væk ..